Operationen foregår i Dagkirurgisk Afsnit, som er nabo til Klinik for Åreknuder. Når du ankommer til afdelingen, skal du henvende dig ved sekretærerne.
Inden operationen taler du med den læge, der skal operere dig. Lægen vil markere dine åreknuder med en tusch, og du kan få afklaret eventuelle spørgsmål vedrørende operationen.
Vi henter dig i venteværelset, så snart vi er klar.
Operationen varer en halv til halvanden time.
Ventetid
Vi tilstræber, at din ventetid bliver så kort som overhovedet muligt. I venteværelset venter patienter til forskellige operationer. Derfor kan du opleve, at andre patienter bliver kaldt ind før dig, selvom du er mødt før dem.
Pårørende
I ventetiden kan pårørende opholde sig i hospitalets forhal. Af hensyn til de øvrige patienter og vores pladsforhold, kan vi desværre ikke tilbyde, at pårørende kan opholde sig i Dagkirurgisk Afsnit.
Andet
Det er ikke tilladt at ryge på Regionshospitalet Silkeborg.
Du må gerne benytte mobiltelefon. Af hensyn til de øvrige patienter, beder vi dig sætte telefonen på lydløs og benytte dig af tekstbeskeder, hvis det er muligt.