Vi anbefaler, at du det første døgn efter operationen holder dig i ro for at mindske risikoen for blødning. Sørg for at have benet opad, når du sidder eller ligger.
I tiden efter operationen skal du variere mellem at gå og ligge, og når du sidder, skal du have benet oppe.
I den første uge skal du undgå at stå stille eller sidde med benet nedad for lang tid ad gangen.
Du må og skal bevæge dig, så meget du kan, uden at få smerter, hvis bare du anvender kompressionsstrømpen.
Du kan genoptage normal aktivitet og sport, når sårene er helet efter cirka 10-12 dage. Start stille og roligt, og mærk efter i benet, hvor meget du kan klare.
Når du sidder stille eller ligger, skal du vippe med fødderne for at aktivere venepumpen og derved øge blodcirkulationen.
Kompressionsstrømpen aflaster venesystemet i dit ben, fordi den støtter venepumpen, der øger veneblodets tilbageløb mod hjertet.
Når du aktiverer venepumpen, mindsker du risikoen for blodpropdannelse i de dybe vener.
Når du rejser langt i bil, med bus, tog eller fly, er det særlig vigtigt, at du laver venepumpeøvelser og anvender en kompressionsstrømpe.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.