En frossen skulder kan opstå efter en skade eller en operation. Den kan også opstå uden, at man kender årsagen.
Når du har en frossen skulder er skulderens ledkapsel og de omkringliggende slimhinder irriterede. Efter nogen tid bliver ledkapslen stram, og der kan komme sammenvoksninger af vævet. Du har typisk kraftige smerter og meget nedsat bevægelighed i skulderleddet. Du kan også have smerter om natten.
Operationen foregår med kikkertteknik gennem 2-3 små huller i huden. Lægen undersøger skulderleddet, løsner ledkapslen og fjerner alle sammenvoksninger. Til sidst bevæger lægen skulderen igennem for at få så god bevægelighed som muligt. Hvis der er behov for det, laver lægen bedre plads under skulderloftet.
Operationen varer cirka 1 time.
For at få så godt et resultat som muligt er det vigtigt, at du og dine pårørende forbereder jer på, at træningen fylder meget i efterforløbet. Du skal træne flere gange dagligt. Derved bevarer du den bevægelighed, du får ved operationen.
De største fremskridt sker i løbet af de første måneder, men du kan forvente forbedringer i op til et år efter operationen.
Der kan i sjældne tilfælde opstå komplikationer efter operationen i form af infektion eller forsinket sårheling.
Efter din operation får du brug for støtte og hjælp til for eksempel indkøb, madlavning og rengøring. Derfor anbefaler vi, at du finder en støtteperson i dit netværk, der kan hjælpe dig med praktiske ting, når du kommer hjem.
Hvis du ikke har en der kan hjælpe dig, kan du sammen med personalet tale om, hvordan du bedst klarer dig hjemme.
Du vil være indlagt i 2-3 dage efter operationen til smertebehandling og daglig træning. Fysioterapeuten vil hjælpe dig med bevægetræning.
Du kommer op at gå lidt omkring, så snart du kan. Det er rarest for dig, at have dit eget tøj på, så husk behageligt tøj der er nemt at få af og på.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.