I Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme er vores mål, at du føler dig bedst muligt rustet til at leve et godt liv med din type 1 diabetes. Det sikrer vi ved at tilbyde dig en så personlig og optimal behandling som muligt.
Det betyder, at vi 1 gang om året inviterer dig til årssamtale. Samtalen foregår som udgangspunkt med din faste behandler – enten en læge eller en sygeplejerske.
Her får du mulighed for at tale om livet med diabetes og i samarbejde med os at tilrettelægge din behandling ud fra dine behov og vores faglige vurdering.
Ved samtalen finder vi ud af, om du har behov for ekstra tilbud eller yderligere samtaler. Det kan for eksempel være i forbindelse med ønske om graviditet, hjælp til at forstå dit blodsukker under motion eller i forhold til din mad.
Ved samtalen laver vi de anbefalede helbredstjek af for eksempel blodtryk, blod- og urinprøver, øjenfoto og fodundersøgelse. Det hjælper os til at opdage og forebygge eventuelle problemer forbundet med din diabetes.
Du må gerne tage en pårørende med.