Når du drikker tynde væsker, er der risiko for, at du får det galt i halsen. Det betyder, at noget af det du drikker, risikerer at komme i lungerne. Derfor er det vigtigt, at du drikker væske i meget let fortykket konsistens.
Vær opmærksom på
Alle tynde væsker som vand, juice, kaffe, suppe og sovs skal tilpasses til meget let fortykket konsistens med et fortykningsmiddel. Det vil sige, at både kolde og varme væsker skal fortykkes.
Væsken skal være fortykket svarende til kærnemælk.
Meget let fortykkede væsker kan drikkes af et glas, men det løber langsommere end normale tynde drikke.
Fortykningsmiddel kan købes på apoteket.
Som alternativ kan du vælge drikkevarer, der er naturligt tykkere, fx drikkeyoghurt, kærnemælk, koldskål, kakaomælk og proteindrikke.
Hvis det er aftalt med ergoterapeuten, kan du også drikke kulsyreholdige drikkevarer uden fortykningsmiddel, da kulsyren stimulerer i svælget.
Vær opmærksom på, at kulsyreholdige drikke og mælkeprodukter kan være svære at fortykke.
Spiser du for eksempel grød med mælk, skal du røre det sammen. Du skal sikre dig, at grødkonsistensen svarer til meget let fortykket konsistens.
Sådan gør du
For at opnå meget let fortykket konsistens, skal du se måleforholdet på dit fortykningsmiddel.
Fortykningsmiddel kommes i glasset
Hæld derefter væsken i og rør det ud
Væsken er klar til at drikke efter 1 minut med let omrøring
Hvis du laver en kande, kan du med fordel opbevare den fortykkede væske i køleskabet, da væsken så har klar farve og er uden luftbobler.
Videre forløb
Hvis det er aftalt, kan der være udarbejdet en genoptræningsplan eller en henvendelse til en kommunal ergoterapeut med henblik på opfølgning af dine synkeproblemer.
Oplever du tiltagende besvær med at synke, kan du komme i kontakt med den kommunale ergoterapeut via kommunens visitation.
Mere information
Eskildsen SJ, Hansen T, Beck AM, Færgeman K & Kjærsgaard A. "Samlet IDDSI Referenceramme Detaljerede definitioner 2.0 | 2019", 2023, side 1-28.
Regionshospitalet Viborg Akutafdelingen Fysio- og Ergoterapiafsnit
Tlf. 78 44 50 64
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1426722
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.