Når man har været ude for en voldsom hændelse, vil man opleve forskellige reaktioner. Denne tilstand er en slags chok, der kan vare fra få øjeblikke og op til flere uger. Herefter går det gradvist op for én, hvad der egentlig er sket.

Tidsfornemmelsen kan være helt anderledes, end den plejer. Det kan føles, som om tiden står stille eller går helt i stå, eller som om den går i slowmotion.

Alting kan forekomme uvirkeligt – som om man er i en glasklokke.

Det er helt normalt, at kroppen viser tegn på stress og overbelastning. Du kan få fysiske smerter, maveproblemer og kvalme.

Sanserne kan skærpes – lyde, lugte og synsindtryk forstærkes – og det kan opleves skræmmende.

Du kan opleve søvnbesvær på trods af fysisk og psykisk træthed.

Mennesker reagerer forskelligt på chokerende hændelser. To dage er ikke ens, og det er vigtigt at give plads til og have forståelse for forskellige reaktioner – både hos dig selv og dine nærmeste.

Du kan i tiden efter hændelsen genopleve situationen. Dette kan opleves skræmmende, men er en normal reaktion.

Du kan føle dig hjælpeløs, trist og have svært ved at overskue tilværelsen og fremtiden.

Skyldfølelse og selvbebrejdelse er også almindelige reaktioner – selv i de tilfælde, hvor der ikke er nogen konkret grund til det.

Du kan føle skyld over ikke at have hjulpet andre ved en ulykke, eller over
noget, du aldrig fik sagt eller gjort.

Det kan være svært at tilgive andre og næsten umuligt at tilgive sig selv.

Du kan også føle skyld over at have været heldigere end andre, eller over at du ikke umiddelbart indså alvoren i situationen.

Børn kan også være chokerede, og som de voksne føle sorg og skyld. Børn har derfor brug for at tale om det, der er sket.

Det er vigtigt, at børn ikke holdes udenfor, fordi man vil skåne dem. Det kan give usikkerhed og angst, og fantasien kan være voldsommere end virkeligheden.

Små børn kan reagere ved i en periode at trække sig tilbage til et tidligere udviklingstrin, og deres behov for fysisk og psykisk nærhed er øget.

Unge i puberteten er en anden sårbar gruppe, som kan have brug for ekstra
opmærksomhed.

Giv klar besked, og forbered børn på det, der skal ske.

Børn skal ikke tvinges til noget, de ikke selv vil.

Det hjælper at lytte til barnet og lade det reagere på det, der er sket.

Venner og familie er den vigtigste og bedste hjælp – især i starten.

Ofte kan det være en hjælp at blive ved med at fortælle om hændelsen – også når nyhedens interesse er væk. Mange mennesker oplever, at de får sat dele af den svære oplevelse på plads for hver gang, de genfortæller.

Vær til rådighed. Tag kontakt til den kriseramte – samvær med andre er lindrende.

Hold fast i virkeligheden, så den kriseramte får overblik over situationen. Kriseramte mennesker kan have svært ved at huske, hvad de har fået at vide, da koncentrationsevnen er nedsat.

Lyt til beretninger igen og igen. Undgå at bagatellisere, overdramatisere eller bortlede den kriseramtes tanker og oplevelser.

Stil enkle og tydelige spørgsmål, som kan hjælpe den kriseramte til at forholde sig til det, der er sket.

Tilbyd hjælp til dagligdags fornødenheder.

Forbered dig på at kunne blive afvist, når du tilbyder hjælp, og forvent ikke tak. Det kan føles svært, men giv ikke op – tag kontakt igen.

Hvis reaktionerne bliver meget plagsomme eller vedvarende, bør den kriseramte søge professionel hjælp til at bearbejde hændelsen og blive hjulpet på rette vej.

Hvis reaktionerne bliver meget plagsomme eller vedvarende, bør du søge
professionel hjælp til at bearbejde hændelsen og blive hjulpet på rette vej.

Du kan få hjælp og støtte hos din egen læge. Lægen kan eventuelt hjælpe dig med at søge andre muligheder for hjælp, hvis det bliver nødvendigt.

Du har også mulighed for at tage kontakt til den lokale præst.