Du har været udsat for en stik- eller skæreskade med risiko for blodbåren smitte. I den forbindelse får du 1. vaccination samt taget blodprøver i skadestuen. Yderligere opfølgning sker hos din egen læge.
Det er vigtigt at være opmærksom på stikskade, der kan medføre smitterisiko, da man ved korrekt vaccination kan hindre hepatitis B og gennem antiretroviral behandling nedsætte risikoen for HIV-smitte.
Indtil smitterisikoen er afklaret, kan der være risiko for at give en eventuel smitte videre seksuelt. Derfor bør du bruge kondom ved seksuel aktivitet, indtil du har afklaring.
Der gives 6 måneders karantæne i forbindelse med bloddonation.
Hvis du er i fertilitetsbehandling, skal du kontakte din fertilitetsklinik for at finde ud af, om det har betydning for din videre fertilitetsbehandling i perioden, indtil eventuel smitte er afkræftet.
I skadestuen tilbydes du blodprøver for HIV og hepatitis B og C. Det har betydning for, om en eventuel smitte anerkendes som en arbejdsskade, hvis din skade er arbejdsrelateret, da prøverne viser, om du i forvejen er smittet med en af ovenstående sygdomme.
Derudover kan hepatitis B-prøverne vise, om du er immun overfor hepatitis B grundet tidligere smitte eller vaccination.
Så vidt muligt kortlægges også HIV og hepatitisstatus på smittekilden, da det kan give en hurtig afklaring af smitterisiko. Hvis du er blevet smittet med en sygdom, kan det først påvises senere.
Uanset om den involverede patients HIV og hepatitisstatus er kendt eller ukendt, skal der tages blodprøver efter 1 måneder og 3 måneder.
Du skal vide at:
Risikoen for at blive smittet med HIV samt hepatitis B og C (leverbetændelse) efter en stik- eller skæreskade er meget lille.
Ved nålestiksskade fra en HIV-positiv person er der en risiko på <0,3 procent pr. stikskade, hvis man ikke sættes i behandling.
Ved nålestiksskade fra en hepatitis B-positiv, er der en risiko på 6-20 procent, hvis man ikke vaccineres.
Ved nålestiksskade fra en hepatitis C-positiv, er smitterisikoen på 1 procent.
Du tilbydes vaccinationer mod stivkrampe og hepatitis B i skadestuen. Begge vacciner er uden alvorlige bivirkninger. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide også tager mod tilbuddet.
Uanset om du tidligere er vaccineret mod hepatitis B, anbefaler vi, at du får den første hepatitis B-vaccine.
Du bliver vaccineret, når blodprøverne er taget, og viser blodprøverne immunitet over hepatitis B, skal du kun have den ene vaccination. Er der ingen immunitet, eller hvis smittekilden er ukendt eller positiv, så vaccineres der ved 1 måned, 3 måneder og 12 måneder.
Derefter anbefaler vi blodprøve med vaccinationsstatus 1-2 måneder efter fuldført vaccinationsprogram.
Hvis smittekilden er negativ for hepatitis B, vaccineres kun efter 1 måned samt 6 måneder.
Du har i skadestuen fået én af følgende vacciner efter en stik- eller skæreskade:
Stivkrampe-difteri revaccination (DiTe Booster)
Grundvaccination mode stivkrampe (DiTe Booster eventuelt sammen med Tetagam)
Engerix B (mod hepatitis B)
Vaccinerne forebygger stivkrampe, difteri og leverbetændelse.
Hvis du opstarter grundvaccinen mod stivkrampe i skadestuen, skal du have fulgt op på vaccinen hos din egen læge. Det skal ske 1 måned efter dit skadestuebesøg, og du skal selv kontakte din egen læge for tidsbestilling.
Her kan du også selv printe vaccinationsbevis ved behov, fx ved udlandsrejser.
Hvis du ønsker mere information om vacciner, henviser vi til Statens Seruminstituts hjemmeside på www.ssi.dk.
Du skal selv ringe og få en tid til svar på blodprøver og videre planlægning hos din egen læge. Det er dit eget ansvar at få taget efterfølgende blodprøver og at få vaccinationer på de angivne tidspunkter.
I forbindelse med stik- og skæreskade skal der udfyldes en skadesanmeldelse.
Du kan henvende dig til din arbejdsgiver eller arbejdsmiljøgruppe, hvis den er arbejdsrelateret. Du skal være opmærksom på at din skadesag ikke afsluttes, før du har fuldført den anbefalede vaccinationsserie.
Er skaden ikke arbejdsrelateret, bør du anmelde skaden til din fritidsulykkesforsikring.
Kontakt
Er du urolig eller i tvivl om noget, er du velkommen til at henvende dig telefonisk til sygeplejersken i skadestuen første døgn efter din skade.
Hvis der er gået mere end 1 døgn efter dit besøg i skadestuen, skal du kontakte din egen læge.
Akutafdelingen Tlf. 78 44 50 00
Skadestuen Tlf. 78 44 66 67
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/954677
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.