Nogle børn har svært ved at holde på afføringen. Det kaldes afføringsinkontinens – også selvom, der blot er en lille mængde ufrivillig afføring i bukserne.
Afføringsinkontinens er hyppigere hos børn på 5-6 år end hos børn på 11-12 år, men problemet findes også hos børn ældre end 12 år – særligt drenge.
Det kan virke som om, at barnet er ligeglad med inkontinensproblemet, men det er helt modsat. Alle børn vil gerne være rene.
Det er vigtigt at tage fat i problemstillingen hurtigst muligt, da vi ved, at afføringsinkontinens kan være et stort socialt problem for barnet. Barnet skal derfor hjælpes, så det ikke allerede nu begynder at isolere sig fra sine venner.
Tidligere troede man, at afføringsinkontinens udelukkende skyldtes problemer i familien eller psykiske forhold hos barnet. Nu ved man, at den hyppigste årsag til afføringsinkontinens er forstoppelse. Forstoppelse er skyld i 95 procent af alle tilfælde af afføringsinkontinens.
Forstoppelse kan komme efter en periode med ændrede toiletvaner eller ændringer i den fysiske aktivitet, kosten eller væskeindtaget. Andre årsager til forstoppelse kan være aggressiv toilettræning, stress eller travlhed i familien.
I mange tilfælde ved vi ikke, hvorfor forstoppelsen er kommet. Ofte ser vi, at børn med forstoppelse kan have tynd afføring i stedet for en hård. Det kaldes overløbsdiarré.
Mange børn med afføringsinkontinens er kommet ind i en ond cirkel på grund af forstoppelse. Når man er forstoppet, holdes afføringen bevidst eller ubevidst tilbage i endetarmen, så den udvides og overstrækkes. Endetarmen taber derfor sin følelse, og det bliver svært at skelne mellem afføring og en prut, og det bliver svært at holde afføringen tilbage.
Det er vigtigt at holde øje med barnets afføring – se Bristol-skalaen herunder.
Type 1
Hårde klumper
Type 2
Pølseformet med bulet overflade
Type 3
Pølseformet med sprækker i overfladen
Type 4
Pølse- eller slageformet samt blød og glat
Type 5
Bløde klumper med tydelige kanter
Type 6
Grødet med luftige småstykker med ujævn overflade
Type 7
Vandig uden fast substans
I sjældne tilfælde vil der være andre årsager eller tilstande til baggrund for afføringsinkontinensen, men det er lægen i klinikken opmærksom på.
Om behandlingen
I klinikken giver vi råd og vejledning, vi kan eventuelt tilbyde medicin mod forstoppelse.
Det er væsentligt at få gode toiletvaner, og det er vigtigt, at behandlingen derhjemme prioriteres højt. Det er vigtigt, at der prioriteres tid til faste toiletbesøg samt et øget fokus på væskeindtag – gerne over en 1 liter dagligt.
Det er vigtigt, at du ikke italesætter barnets inkontinensudfordringer som noget, som barnet er skyld i. Flyt fokus fra barnet og italesæt i stedet, at det er tarmen, der driller, og ikke barnet, der er dovent og må tage sig sammen. På den måde undgår du, at barnet føler skyld og skam.
En god dialog med børnehave eller skole er vigtig, så barnet får hjælp og støtte og bliver mødt i sine udfordringer.
Undervejs i behandlingsforløbet kan der komme perioder med forværring og tilbagefald. Generelt gælder det, at jo længere problemerne med afføringsinkontinens har varet, jo længere tid går der, før behandlingen har effekt.
Mere information
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Kontakt
Hvis du har brug for at kontakte Børn og Unge Klinik, kan du ringe på tlf. 78 44 54 00 på hverdage fra kl. 8.00-13.00.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1431805
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.