Atopisk eksem er en hudsygdom. Det kaldes også børneeksem, astmaeksem eller Atopisk Dermatit (forkortet AD).
Både børn og voksne med atopisk eksem har kløende, tør og ru hud. I perioder kan der ses rødme, små knopper og nogle gange små vandblærer. Der kan også være sår og væskende hudområder.
Huden kan blive fortykket, tør og skællende eventuelt med smertefulde revner i huden.
Hos helt små børn sidder eksemen typisk i ansigtet og spredt på kroppen. Større børn og unge har ofte eksem i albuebøjninger og knæhaser.
Hos de ældste unge og hos voksne ses eksemet typisk på hænderne og i ansigtet.
Om behandlingen
Fed fugtighedscreme tilfører fugt og fedt til huden.
For at modvirke udtørring af huden, er det vigtigt at smøre huden ind i cremen dagligt. Det er ofte nødvendigt at smøre flere gange i løbet af dagen. På den måde bliver huden mere smidig og mindre sårbar.
Brug gerne en creme med minimum 40% fedt.
Jo mere tør huden er, jo mere fed creme har huden oftest brug for. Cremen mætter huden, så behovet for hormoncreme mindskes.
Eksempler på cremer med forskellige fedtprocenter:
MDerma (40-100%)
Marseliscreme (36%)
Helocreme (48%)
Neutral intensiv (70%)
Danatect (25%)
Dermalog (22-63%)
Locobase (63-70%)
Dermalog (22-63%)
Barnet kan have behov for forskellig creme alt efter årstid.
Kulde og lav luftfugtighed kan udtørre huden. Derfor bliver det ofte værre i vinterhalvåret.
Massér cremen ind lige efter bad, hvor huden er varm og åben.
Sæt eventuelt cremen på i små klatter og dup cremen på. Det gælder især, hvis huden er meget generet.
Få gerne barnet til at hjælpe med at smøre sig.
Tag jer god tid til smøring, så det bliver en hyggestund. Nogle børn skal smøres dagligt i flere år, så det er godt, hvis barnet også forbinder det med noget godt.
Smør flere gange dagligt.
Hormoncreme bør bruges før fed creme.
Klø med flad hånd, tryk eller klem på huden i stedet for at kradse og gnide.
Klip neglene korte, så I undgår skader på huden.
Brug for eksempel kølende gel-poser fra fryseren eller kold creme fra køleskabet.
Sov køligt, hvis det er muligt, da det nedsætter kløen.
Undgå uld direkte på huden. Brug bomuldstøj eller silke inderst på huden.
Anti-itch cremer/-lotion kan også lindre kløe.
Steroidcremer virker ved at dæmpe betændelsestilstanden (inflammationen) i huden. For at opnå en effekt, er det vigtigt at smøre en tilstrækkelig mængde creme på.
Mængden af creme, der kan være på pegefingerens yderled på en voksen (det svarer til en "Fingertip Unit"), passer til et område på cirka 2 håndflader med samlede fingre.
Hos et barn på 6 måneder, skal du regne med 1 Fingertip Unit til en arm, hvis hele armen skal smøres. Du skal bruge 2 Fingertip Units til et 3-årigt barn, der skal have smurt hele armen.
2 Fingertip Units svarer til 1 gram creme.
Huden har forskellig tykkelse afhængigt af, hvor på kroppen den er. Huden er tyndest i ansigtet og særligt omkring øjnene. Her skal du derfor bruge den mildeste creme.
Gruppe I – Svag
Hydrocortison, Mildison:
Ansigt og hals
Gruppe II – Middel
Locoid:
Kroppen generelt. Voksne bruger den oftest på hals og i ansigtet samt i hudfolder, fx armhuler.
Gruppe III – Stærk
Diproderm, Betnovat, Elocon og Ovison:
Kroppen. Til børn oftest på mindre områder, fx hænder og fødder, eller i kortere perioder ved svær opblussen. Voksne bruger den mere generelt på kroppen.
Gruppe IIII – Ekstra stærk
Dermovat:
Håndflader og fodsåler hos voksne
Vask altid hænder efter, at du har smurt dit barn eller dig selv med hormoncreme – medmindre det er dine hænder, der skal behandles.
Følg ordination fra personalet i forhold til, hvor hyppigt og hvor længe der skal behandles med hormoncreme.
Der skal typisk smøres 1 gang dagligt til eksemet er væk. Derefter stopper man, indtil eksemet igen blusser op.
Hos enkelte aftales en vedligeholdelsesbehandling, hvor der smøres 2-3 gange ugentligt forebyggende. Det starter vi med, hvis eksemet vender tilbage hver gang, der stoppes med hormoncreme.
Vi anbefaler at holde øje med, hvor stor mængde af hormoncreme der bruges. Det kan gøres ved at veje tuben. Det kan være vejledende i forhold til, om der behandles tilstrækkeligt. Vi ser nemlig ofte, at der bruges for lidt hormoncreme end for meget.
Kontakt
Hvis du har brug for at kontakte Børn og Unge Klinik, kan du ringe på tlf. 78 44 54 00 på hverdage fra kl. 8.00-13.00.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1421314
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.