Generelt kan 90-95 procent tåle behandlingen med Imurel uden problemer. Kun 5-10 procent må stoppe på grund af bivirkninger.
Nogle oplever let kvalme de første 2 uger under behandlingen. Det hjælper, hvis du tager medicinen før sengetid. Kvalmen forsvinder for de fleste efter 2 uger.
Du bør snakke med os om udtalt eller vedvarende kvalme eller mavesmerter, da det som regel kan afhjælpes ved justering af behandlingen.
Imurel kan i sjældne tilfælde påvirke bugspytkirtlen. Det giver mavesmerter dybt inde bagnavlen og kan ses i blodprøverne. Påvirkningen af bugspytkirtlen kræver, at vi stopper behandlingen.
Hvis du får stærke mavesmerter lige efter, at du er startet med Imurel, skal du holde pause med behandlingen og kontakte os.
Overfølsomhed over for Imurel viser sig ved et småprikket, rødt udslæt i ansigt og på overkrop. Det ses ofte i 1-3 dage efter starten af behandlingen og forsvinder igen.
Hos nogle ser vi en påvirkning af lever eller knoglemarv. Det kan læses i blodprøverne. Det kræver en justering af dosis og kontrol, indtil prøverne igen er normale. I sjældne tilfælde medfører påvirkning af knoglemarven, at vi må stoppe behandlingen.
Vi ser hårtab i starten hos nogle patienter. Det er dog forbigående.