Når du bliver/er blevet 18 år, sker der nogle ændringer i Servicelovens regler for økonomisk støtte til unge med diabetes.
Frem til dit 18. år har der muligvis været ydet støtte til dine forældre til diætkost, egenbetaling til insulin, juice, druesukker og kørsel. Denne støtte bortfalder, når du bliver 18 år.
I Servicelovens forstand er man selvforsørgende, når man bliver 18 år, og dine forældres forsørgerpligt overfor dig bortfalder.
Efter dit 18. år er der mulighed for at søge om økonomisk støtte. Der er dog kun meget ringe mulighed for at få dækket udgifterne forbundet med diabetes.
Love vedrørende økonomisk støtte
Du kan efter dit 18. år søge om økonomisk støtte i henhold til Servicelovens § 100, hvis dine samlede merudgifter til behandling af din diabetes eller anden sygdom, der er langvarig (minimum 1 år) og indgribende, udgør et beløb på 7.068 kr. i 2023 eller derover på årsbasis.
Med merudgifter menes merudgift til kost, egenbetaling til insulin, transportudgifter til ambulante opfølgninger og udgift til juice og druesukker.
Det er dog yderst sjældent, at unge mennesker, som alene har merudgifter forbundet med diabetes, overstiger det årlige minimumsbeløb på 7.068 kr.
Hvis du vurderer, at dine merudgifter overstiger beløbet, kan du søge om dækning af udgiften på borger.dk, hvor du sender din ansøgning elektronisk.
Kontakt kommunens Borgerservice, hvis du har brug for vejledning til at udfylde ansøgningsskemaet.
Hvis du har en lav indkomst og ringe mulighed for selv at afholde dine udgifter til eksempelvis medicin, har du mulighed for at søge om dækning af udgifterne jf. Aktivlovens § 82.
Det er dog yderst sjældent, at unge mennesker får dækket deres udgifter jf. Aktivlovens § 82, da der foretages en økonomisk vurdering af indtægter og udgifter.
Er du i arbejde, vil du sandsynligvis blive vurderet til selv at kunne afholde udgifterne i forbindelse med din diabetes.
Er du under uddannelse og på Statens Uddannelsesstøtte (SU), er der mulighed for at optage et SU-lån, og med det lån vil kommunen vurdere, at du selv kan afholde udgifterne forbundet med din diabetes.
Har du en anden sygdom ud over diabetes, og merudgifter forbundet med sygdommen, kan du muligvis være berettiget til merudgifter jf. Servicelovens § 100, da dine samlede merudgifter muligvis overstiger det årlige minimumsbeløb på 7.068 kr.
Kontakt
Hvis du har brug for at kontakte Børn og Unge Klinik, kan du ringe på tlf. 78 44 54 00 på hverdage fra kl. 8.00-13.00.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/650521
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.