En gastroskopi er en kikkertundersøgelse af maven med et kamera, som er placeret for enden af en lang, bøjelig slange. Slangen føres ind gennem munden og videre ned gennem spiserøret til maven og ud til den øverste del af tarmen.
Barnet bliver bedøvet til undersøgelsen.
Nogle gange tages der små vævsprøver fra slimhinden i maven og den øverste del af tarmen til nærmere undersøgelse.
Hvis der tages vævsprøver fra den øverste del af tyndtarmen, kaldes det for gastroskopi med tyndtarmsbiopsi.
Undersøgelsen tager 15-30 minutter.
Forbered dig til undersøgelsen
Barnet skal faste fra midnat på dagen for gastroskopien.
Fastereglerne er lavet, fordi dit barns mave af sikkerhedsmæssige grunde skal være tom under bedøvelsen.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 1 time før
De sidste 6 timer før mødetidspunktet må barnet ikke spise eller drikke mælk. Småbørn må heller ikke få mælkeblandinger. Brystmælk må dog gives indtil 4 timer før.
Barnet må drikke vand og saftevand indtil 1 time før mødetidspunktet.
Giv barnet lidt saft 1 time før mødetidspunktet. Saftevand modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen:
0-5-årige: En lille kop (100 ml)
6-18-årige: Et glas (200 ml)
HUSK! Den sidste time før mødetidspunktet må barnet intet indtage.
På undersøgelsesdagen
I skal møde på Børn og Unge Afsnit, hvor I henvender jer til sekretæren. Selve undersøgelsen foregår hos Skopiklinikken.
Det er vigtigt, at barnet har været fastende siden midnat på dagen for gastroskopien. Reglerne er beskrevet under "Forbered dig til undersøgelsen".
Barnet må drikke saftevand og vand indtil 1 time før undersøgelsen.
Sæt lokalbedøvende plastre på begge barnets håndrygge 1 time før mødetidspunktet. Plastrene bedøver huden i det område, hvor der ved bedøvelsen bliver lagt et lille plastikrør ind i blodåren.
Plastrene bliver taget af håndryggene, inden undersøgelsen starter.
Plastrene kan købes på apoteket.
Ved ankomsten til Børn og Unge Afsnit får barnet patienttøj på. Barnet bliver derefter hentet på Børn og Unge Afsnit og fulgt til undersøgelsesstuen.
Der er mulighed for, at forældre kan følge barnet til undersøgelsesstuen, og være der indtil barnet er bedøvet og sover. Når barnet sover, bliver forældre henvist til venteområdet ved Skopiklinikken.
Når gastroskopien er overstået, kommer lægen, som har stået for skopien, og informerer kort om undersøgelsen. I får det endelige svar på undersøgelsen senere af læge fra Børn og Unge.
I nogle tilfælde lægger vi droppet inden bedøvelsen. I andre tilfælde lægger vi droppet efter, at barnet er bedøvet med maske.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Risici og bivirkninger
Når barnet vågner efter bedøvelsen, kan han eller hun være træt og ked af det. Bedøvelsen kan give barnet kvalme, opkastning og ømhed i halsen. Oftest forsvinder bivirkningerne indenfor nogle timer.
Gastroskopien kan i sjældne tilfælde give blødning fra tarmslimhinden. Symptomerne kan være mavesmerter, mørk eller frisk blødning fra endetarmen.
Hvis barnet indenfor 24 timer efter hjemkomsten får kraftige mavesmerter, feber eller tydelig frisk blødning fra endetarmen, skal I kontakte Børn og Unge Afsnit på tlf. 78 44 95 50.
Efter undersøgelsen
Når gastroskopien er foretaget, kommer jeres barn ind i et hvilerum, hvor forældre og barn kan være sammen.
Når barnet er vågnet op, kommer I tilbage til Børn og Unge Afsnit igen. Her får barnet tilbudt mad og drikke, og der er samtidig mulighed for, at én forælder kan spise med.
Tidspunktet for udskrivelse afhænger af barnets symptomer og resultatet af undersøgelsen.
Normalt kan barnet udskrives efter nogle timer, hvis barnet har det godt.
Svaret på undersøgelsen skal vurderes af en læge, men som oftest får I et foreløbigt svar på dagen, når I er tilbage på Børn og Unge Afsnittet.
Er undersøgelsen normal, kan der gå 6-8 uger, før der endeligt svar på de vævsprøver, der sendes til mikroskopi. Er der synlige forandringer, går der 2-4 uger.
I bliver kontaktet af en læge, der giver jer svar.
Kontakt
Hvis du har brug for at kontakte Børn og Unge Afsnit, kan du ringe på tlf. 78 44 55 20.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/800730
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.