Kikkertundersøgelse af tyktarmen (koloskopi - børn)
Gå direkte til:
Kikkertundersøgelse af tyktarmen (koloskopi - børn)
En koloskopi er en kikkertundersøgelse af tyktarmen ved hjælp af et kamera, som er placeret for enden af en lang, bøjelig slange – et koloskop. Slangen føres op i endetarmen og videre op i tyktarmen.
Ved undersøgelsen bliver der pustet luft ind i tarmen, så lægen bedre kan undersøge tarmslimhinden, og der tages små vævsprøver fra slimhinden til nærmere undersøgelse.
Barnet bliver bedøvet til undersøgelsen, som varer fra 15-45 minutter.
Forbered dig til undersøgelsen
Barnet skal faste fra midnat på dagen for koloskopien. Barnet må drikke vand og saftevand indtil 1 time før koloskopien.
Saftevand modvirker kvalme og utilpashed før og efter undersøgelsen.
HUSK! Den sidste time før mødetidspunktet må barnet intet indtage.
Fastereglerne er lavet, fordi dit barns mave af sikkerhedsmæssige grunde skal være tom under bedøvelsen.
Dit barns tarm skal være ren og tom for afføring for at kunne se tarmslimhinden ved koloskopien.
Fra 4 dage før koloskopien må barnet ikke få brød eller frugt med hele kerner i.
Får barnet jerntilskud, skal I holde pause i en uge op til koloskopien.
Fra kl. 12 dagen før koloskopien foretages, må barnet kun få flydende kost og ingen mælkeprodukter.
Flydende kost kan bestå af:
Klar siet suppe uden grønt eller boller
Saftevand
Juice uden frugtkød
Sodavand
Vand
Sodavandsis uden chokolade på toppen
I har fået tilsendt eller udleveret det tarmtømmende medicin Picoprep.
Følgende mængde gives kl. 12.00 og kl. 18.00 dagen før koloskopien:
4-9 år: 1 brev Picoprep kl. 12.00 og et halvt brev Picoprep kl. 18.00
Picoprep-pulveret opløses i vand. Blandingen skal helst være drukket i løbet af 15 minutter.
1 brev Picoprep opløses i mindst 150 ml vand.
0,5 brev Picoprep opløses i mindst 75 ml vand.
1/4 brev Picoprep opløses i mindst 37,5 ml vand.
Rør rundt i glasset til blandingen er bruset af.
Tilbyd desuden barnet rigeligt med væske i løbet af dagen. Barnet skal helst drikke 100-150 ml vand i timen indtil sengetid.
Picoprep giver hyppige vandige afføringer. Vær hos barnet, og vær i nærheden af et toilet resten af dagen.
Kan barnet ikke drikke Picoprep, skal I kontakte Børn og Unge Afsnit på tlf. 78 44 95 50.
På undersøgelsesdagen
I skal møde på Børn og Unge Afsnit, hvor I henvender jer til sekretæren. Selve undersøgelsen foregår hos Skopiklinikken.
Det er vigtigt, at barnet har været fastende siden midnat på dagen for koloskopien. Reglerne er beskrevet under "Forbered dig til undersøgelsen".
Barnet må drikke saftevand og vand indtil 1 time før undersøgelsen.
Sæt lokalbedøvende plastre på begge barnets håndrygge 1 time før mødetidspunktet. Plastrene bedøver huden i det område, hvor der ved bedøvelsen bliver lagt et lille plastikrør ind i blodåren.
Plastrene bliver taget af håndryggene, inden undersøgelsen starter.
Plastrene kan købes på apoteket.
Ved ankomsten til Børn og Unge Afsnit får barnet patienttøj på. Barnet bliver derefter hentet på Børn og Unge Afsnit og fulgt til undersøgelsesstuen.
Der er mulighed for, at forældre kan følge barnet til undersøgelsesstuen, og være der indtil barnet er bedøvet og sover. Når barnet sover, bliver forældre henvist til venteområdet ved Skopiklinikken.
Når koloskopien er overstået, kommer lægen, som har stået for skopien, og informerer kort om undersøgelsen. I får det endelige svar på undersøgelsen senere af læge fra Børn og Unge.
I nogle tilfælde lægger vi droppet inden bedøvelsen. I andre tilfælde lægger vi droppet efter, at barnet er bedøvet med maske.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Risici og bivirkninger
Når barnet vågner efter bedøvelsen, kan han eller hun være træt og ked af det. Bedøvelsen kan give barnet kvalme, opkastning og ømhed i halsen. Oftest forsvinder bivirkningerne indenfor nogle timer.
Under koloskopien blæses der luft ind i tarmen. Det kan efterfølgende give ømhed i maven, luftafgang og tynde afføringer.
Undersøgelserne kan i sjældne tilfælde give blødning fra tarmslimhinden. Symptomerne kan være mavesmerter, mørk eller frisk blødning fra endetarmen.
Hvis barnet indenfor 24 timer efter hjemkomsten får kraftige mavesmerter, feber eller tydelig frisk blødning fra endetarmen, skal I kontakte Børn og Unge Afsnit på tlf. 78 44 95 50.
Efter undersøgelsen
Når koloskopien er foretaget, kommer jeres barn ind i et hvilerum, hvor forældre og barn kan være sammen.
Når barnet er vågnet op, kommer I tilbage til Børn og Unge Afsnit igen. Her får barnet tilbudt mad og drikke, og der er samtidig mulighed for, at én forælder kan spise med.
Tidspunktet for udskrivelse afhænger af barnets symptomer og resultatet af undersøgelsen.
Normalt kan barnet udskrives efter nogle timer, hvis barnet har det godt.
Hvis barnet er alment påvirket efter undersøgelsen, skal I forvente indlæggelse i nogle døgn.
Svaret på undersøgelsen skal vurderes af en læge, men oftest får I et foreløbigt svar på dagen. Det endelige svar er klar cirka 2-3 uger efter undersøgelsen.
Kontakt
Hvis du har brug for at kontakte Børn og Unge Afsnit, kan du ringe på tlf. 78 44 55 20.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/802044
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.