Lattergas er et tilbud til dit barn i forbindelse med, at barnet skal have foretaget en procedure, der kan gøre ondt.
Lattergas hjælper med at mindske frygt og smerter, fx ved anlæggelse af venflon (lille plastikrør i blodåre), rygmarvsprøve eller lignende.
Lattergas (kvælstofforilte/N20) er en ugiftig og lugtfri gasart, der har en smertestillende og beroligende effekt.
Vi bruger en blanding, der består af 50 procent ilt og 50 procent N20 for at sikre rigeligt ilttilbud under behandlingen.
Gassen virker hurtigt og er hurtigt ude af kroppen igen efter endt behandling.
Personalet fortæller dit barn, hvad der skal foregå, viser masken og hjælper eventuelt barnet med at vælge en duft, der kan tilsættes masken, fx cola eller jordbær. Oftest får barnet også lokalbedøvende creme på eventuelle indstikssteder, da lattergassen ikke tager al smerte.
Dit barn får lattergas i det rum, hvor proceduren skal foregå. Barnet får lattergas ved at trække vejret i en tætsluttende maske, der er placeret over næse og mund. Masken kan holdes af dig, dit barn eller personalet.
Der kommer lidt larm/susen fra masken, når dit barn trækker vejret i den.
Lattergassen virker efter 3 minutter. Derfor skal dit barn trække vejret i masken i 3 minutter, inden proceduren starter, og fortsætte under hele proceduren.
Efter endt behandling ligger dit barn med masken tæt ved munden i et par minutter, så den lattergas, der i dit barns udånding, bliver suget væk fra rummet.
Dit barn er vågen under hele behandlingen og har brug for, at du er der til at støtte og holde i hånd.
6-7 minutter efter behandlingen er slut, er lattergassen helt ude af kroppen.
Kontakt
Hvis du har brug for at kontakte Børn og Unge Afsnit, kan du ringe på tlf. 78 44 55 20.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/881726
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.