En Mannitoltest er en provokationstest, hvor vi undersøger, hvor følsomme dine luftrør er (hyperreaktivitet), og dermed om det er tegn på, at du har astma.
Testen kan både laves med og uden din normale medicin.
Du aftaler med lægen før testen, hvad der gælder for dig.
Forbered dig til undersøgelsen
Hvis du har aftalt med lægen, at du skal holde pause med medicin under testen, skal du holde pause på følgende måde:
Korttidsvirkende beta2-agonister f.eks. Salbutamol, Terbutalin: 8 timer før.
Inhalerede kortikosteroider f.eks. Beclometason-dipropionat, Budesonoid, Fluticasonpropionat: 12 timer før.
Singulair og Montelukast: 24 timer før.
Langtidsvirkende beta2-agonister f.eks. Salmeterol, Formoterol: 48 timer før.
Antihistaminer: 48 timer før.
På undersøgelsesdagen
Det er vigtigt, at du er rask på undersøgelsesdagen, og at du ikke har nogen luftvejssygdom.
Ved sygdom bedes du således ringe til os og aflyse undersøgelsen.
Om undersøgelsen
Du starter med at lave en almindelig lungefunktionsundersøgelse.
Derefter inhalerer du Mannitol, og efter ca. 1 minut ånder du kraftigt ud i lungefunktionsapparatet. Dette gør du nogle gange, indtil dine luftrør måske påvirkes af at slimhinden i luftrørene tørrer ud. Du kan opleve tørhed i svælget og hoste.
Du kan føle ubehag, men det er ikke farligt.
Efter testen er afsluttet får du noget medicin, som udvider dine luftrør, og gør lungefunktionen normal igen.
Testen tager cirka 45-60 minutter
Kontakt
Hvis du har brug for at kontakte Børn og Unge Klinik, kan du ringe på tlf. 78 44 54 00 på hverdage fra kl. 8.00-13.00.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/616993
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.