Lægen har fulgt retningslinierne fra Styrelsen for Patientsikkerhed og vurderet dette nødvendigt, fordi træthed udgør en stor fare i trafikken og øger risikoen for uheld markant.
Kørselsforbuddet gælder fra dags dato og indtil du har været velbehandlet for din søvnapnø i minimum 4 uger.
For at blive betragtet som velbehandlet, skal du som minimum bruge din CPAP-maskine i 4 timer pr. nat i 70 procent af nætterne, og de pauser, du holder i vejrtrækningen under din søvn (AHI), skal være behandlet ned til:
AHI under 15: Gældende for personer med gruppe 1 kørekort (personbil, knallert og motorcykel).
AHI under 10: Gældende for personer med gruppe 2 kørekort (erhvervskørsel, bus, lastbil).
Derudover skal du opleve effekt af behandlingen, og du må ikke have svære symptomer på træthed i dagtiden.
Det er personalet i Silkeborg Søvnklinik, der vurderer, hvornår du er velbehandlet. Denne vurdering sker på baggrund af retningslinier fra Styrelsen for Patientsikkerhed og finder sted, når du første gang kommer til et planlagt kontrolbesøg i søvnklinikken cirka 4 uger efter, at du har fået udleveret dit CPAP-apparat. Der bookes en tid til dette, den dag du får dit CPAP-apparat.
For at få dit kørselsforbud ophævet er det derfor vigtigt, at du følger anvisningerne for behandlingen samt møder op til det planlagte besøg.
For at bevare retten til at køre bil fremover, skal du fortsat følge kravene til behandling. Derfor er der planlagt kontrolbesøg i Silkeborg Søvnklinik.
For personer med Gruppe 1 kørekort (personbil, knallert og motorcykel) skal behandlingen kontrolleres med et besøg i søvnklinikken hvert 3. år. I de mellemliggende år får du tilsendt et brev fra os, som minder dig om, hvordan du kontakter os ved behov – alt afhængig af, hvad du har brug for.
For personer med Gruppe 2 kørekort (erhvervskørsel, bus og lastbil) kontrolleres behandlingen med et besøg i søvnklinikken hvert år.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte klinikken på tlf. 78 41 60 40 i hverdage fra kl. 9.00-13.00.
Husk altid at medbringe dit CPAP-apparat og din maske ved hvert kontrolbesøg samt at have en aftalt tid, før du møder op.
Kontakt
Sygeplejerske Spørgsmål til sygeplejerske vedr. behandling og udstyr:
Tlf. 78 41 60 40 Telefontid alle hverdage fra kl. 9.00-13.00
Sekretær Ved ændring af aftale/tidsbestilling og afbud:
Tlf. 78 41 60 10 Telefontid alle hverdage fra kl. 9.00-13.00
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.