For at blive betragtet som velbehandlet, skal du som minimum bruge din CPAP-maskine i 4 timer pr. nat i 70 procent af nætterne, og de pauser, du holder i vejrtrækningen under din søvn (AHI), skal være behandlet ned til:
- AHI under 15: Gældende for personer med gruppe 1 kørekort (personbil, knallert og motorcykel).
- AHI under 10: Gældende for personer med gruppe 2 kørekort (erhvervskørsel, bus, lastbil).
Derudover skal du opleve effekt af behandlingen, og du må ikke have svære symptomer på træthed i dagtiden.
Det er personalet i Silkeborg Søvnklinik, der vurderer, hvornår du er velbehandlet. Denne vurdering sker på baggrund af retningslinier fra Styrelsen for Patientsikkerhed og finder sted, når du første gang kommer til et planlagt kontrolbesøg i søvnklinikken cirka 4 uger efter, at du har fået udleveret dit CPAP-apparat. Der bookes en tid til dette, den dag du får dit CPAP-apparat.
For at få dit kørselsforbud ophævet er det derfor vigtigt, at du følger anvisningerne for behandlingen samt møder op til det planlagte besøg.