Vær opmærksom på
- Ring hvis du bliver syg eller får sår i huden, hvor du skal opereres. Det gælder de sidste 4 uger op til din operation
- Hold pause med naturlægemidler 14 dage før din operation
- Hold pause med gigtmedicin og hjertemagnyl 5 dage før din operation
- Får du blodfortyndende medicin (bortset fra hjertemagnyl), kontakter vi dig, hvis du skal holde pause
- Hvis dine symptomer ændrer sig markant, skal du kontakte forløbskoordinatoren – gerne senest 7 dage før din operation
- Stop med at spise 6 timer før – stop med at drikke 2 timer før du skal møde på hospitalet
- Tag ikke medicin den dag du skal opereres – medmindre du har aftalt andet med os
Forbered dig på:
- Hvordan du skal klare dig, når du kommer hjem, fx bad, påklædning, indkøb og indretning i hjemmet
- At du skal bestille hjælpemidler mindst 7 dage før, du skal opereres
- At være fysisk aktiv op til operationen, da det gør din genoptræning lettere
- At du får brug for smertestillende medicin efter din operation
- At veksle mellem aktivitet og hvile, når du kommer hjem
- At du skal være sygemeldt efter din operation
BEMÆRK! Punkterne herover er en kort opsummering. Vi anbefaler, at du læser hele vejledningen.
Forbered dig til operationen

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Operationen kan blive udsat, hvis:
- Du bliver syg
- Du har haft betændelse eller sår de sidste 4 uger op til din operation
- Du får feber
- Du bliver forkølet
- Du får udslæt, bumser eller insektstik i området, hvor du skal opereres
- Du har fået foretaget tandoperation/rodbehandling 4 uger op til din operation
Du skal kontakte forløbskoordinatoren, så vi kan aftale den videre plan.
Kontakt din egen læge i god tid inden operationen, hvis:
- Du har forhøjet blodtryk, feber, diarré
- Du i øvrigt ikke føler dig rask
Vær opmærksom ved vaccination
Vi anbefaler, at du ikke bliver vaccineret 1 uge før og 2 uger efter operationen, da lette symptomer efter vaccinationen kan misfortolkes som tegn på betændelse.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
- Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
- Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
- Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen.
Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet. - Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
- Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Du må ikke tage medicin hjemmefra på operationsdagen – med mindre det er aftalt med personalet på hospitalet.
Du skal medbringe al din medicin i original emballage – ikke i doseringsæsker.
Kontakt os ved ændringer i din medicin
Kontakt forløbskoordinatoren, hvis der sker ændringer i din medicin eller helbredstilstand før din operation. Telefonnummeret står på dit kontaktkort.
Du skal holde pause med gigtmedicin og hjertemagnyl før operationen for at mindske blodtab.
- Du skal stoppe med at tage hjertemagnyl (Magnyl eller tilsvarende præparater) 5 dage før din rygoperation.
- Du skal stoppe med at tage gigtmedicin (Ibumetin, Ibuprofen, Ipren, Voltaren eller tilsvarende præparater) 5 dage før din rygoperation. Hvis du får en øgning i smerter på grund af pause fra gigtmedicin, kan du kontakte din egen læge i forhold til anden form for smertestillende behandling.
Nogle naturlægemidler kan være blodfortyndende. Tager du blodfortyndende naturlægemidler eller kosttilskud, bør du holde pause i 14 dage inden din operation. Det kan for eksempel være baldrian, ephedra, fiskeolie, ginko, ginseng, hvidløgspulver og ingefær.
Er du i tvivl, er du velkommen til at kontakte din forløbskoordinator.
Det er vigtigt, at din mave er velfungerende, så det ikke bliver til et problem efter operationen.
Læs mere om forstoppelse, behandling og symptomer på www.hemidt.dk/1127507.
Tag et grundigt bad og vask håret om morgenen på din operationsdag for at forebygge infektioner. Du skal vaske dig grundigt i de områder, der er markeret på tegningen. Tør dig med et rent håndklæde.
Før badet skal du rense dine negle omhyggeligt og fjerne neglelak. Vi anbefaler, at du ikke har kunstige negle eller lignende på.
Lad være med at smøre dig ind i creme efter badet og tag ikke makeup på. Du må ikke have smykker, piercinger eller kontaktlinser på. Lad smykker og andre værdigenstande blive hjemme.
Vi fjerner hårvækst i det område, hvor du skal opereres, når du møder. Du må ikke selv fjerne hår hjemmefra på grund af risikoen for at lave sår.
Tag rent, varmt og behageligt tøj på.
Før din operation skal der tages stilling til hvilke hjælpemidler, du måske får brug for efter operationen.
Under en telefonsamtale finder vi sammen med dig ud af, om du får behov for hjælpemidler.
Ring i god tid til Ergoterapien på telefonnummer: 78 41 76 04.
Telefontiden er: Mandag - onsdag samt fredag kl. 12:45 - 13:45.
Under samtalen tager vi udgangspunkt i de aktiviteter, du måske har svært ved at udføre før din operation. Hjælpemidler kan i en periode være en hjælp for dig, indtil du igen selv kan udføre aktiviteterne.
Du kan for eksempel få svært ved:
- At tage bukser og strømper på.
- At sætte/rejse dig fra WC'et eller sengekanten, hvis dette er for lavt til dig.
Vi bestiller hjælpemidlerne for dig på dit hjemsygehus. Du skal selv sørge for at få hjælpemidlerne afhentet.
Det er en god idé, du orienterer dig i vores videoer om, hvordan du bedst passer på din ryg, og hvordan hjælpemidlerne kan anvendes. Disse videoer finder du i denne patientvejledning under overskriften: ”Instruktion i brugen af hjælpemidler”.
Når du har afhentet eventuelle hjælpemidler på dit hjemsygehus, bør du afprøve brugen af dem før din indlæggelse.
Nedenstående finder du en kort film om, hvordan du bedst passer på din ryg efter operationen.
Du finder også nogle korte instruktionsfilm, der viser hvordan de enkelte hjælpemidler kan anvendes.
Introduktionsfilm til bevægerestriktioner
Herunder finder du 4 film, der viser, hvordan du gør brug af dine hjælpemidler efter en stabiliserende rygoperation:
Tørre ben og fødder
Tage strømper på
Tage bukser på
Tage sko på
Du kan få brug for hjælp til for eksempel indkøb, madlavning og rengøring efter operationen. Derfor kan det være en god idé at have en aftale med en person, der kan hjælpe dig.
Det er en god idé, at du forbereder dig inden operationen – især hvis du bor alene. Det kan du gøre ved for eksempel at:
- Planlægge indkøb og mad
- Indrette dig, så du nemt kan hvile og komme omkring i dit hjem
- Købe en doseringsæske til din medicin
- Aftale eventuel hjælp til personlig pleje og påklædning
Vi anbefaler, at du har en person, der kan deltage i forbindelse med din udskrivelse. Det foregår oftest om formiddagen.
Lav en aftale med dine pårørende om, hvem der skal hente dig. Du må gerne være passager i privat bil med tilbagelænet forsæde, men du må ikke selv køre.
Hvis du skal køre langt, er det en god idé at holde pauser undervejs, hvor du kommer ud og strækker benene.
Læs om reglerne for kørsel med patientbefordring på befordring.rm.dk.
- Din medicin i original emballage
- Behageligt og løstsiddende tøj
- Sko med hælkappe, der er lette at få af og på
- Eventuelle hjælpemidler, fx krykker, rollator, gribetang, skohorn og strømpepåtager
- Et udfyldt skema til Det Nationale Rygregister (DaneSpine)
Hvis du tager værdigenstande med, er det på eget ansvar.
Er du ryger, bør du holde op. Forskningsresultater viser, at rygning kan give dårligere heling af knogletransplantat og dermed dårligere resultat af operationen. Alle stabiliserende rygoperationer foretages med knogletransplantat med eller uden skruer og metalstave.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du ikke ryger 6 uger op til din operation. I forhold til opheling af knogletransplantatet bør du ikke ryge i mindst 3 måneder og helst 1 år efter din operation.
Kost
Det er vigtigt, at du spiser en sund, varieret og proteinrig kost før og efter operationen, så dit sår kan hele bedst.
Følg gerne de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen:
- Spis planterigt, varieret og ikke for meget
- Spis flere grøntsager og frugter
- Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
- Spis mad med fuldkorn
- Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
- Spis mindre af det søde, salte og fede
- Sluk tørsten i vand
Rygning
Rygning kan give komplikationer efter operationen, fx at såret heler dårligere, større risiko for betændelse eller hjerte- og lungeproblemer.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du ikke ryger 6 uger før og 4 uger efter operation. Hvis dette ikke er muligt, er enhver nedskæring i tobakken gavnlig for dit helbred.
Stopper du med at ryge, får du et betydeligt bedre helbred og styrker din sundhed. Selv om du har været ryger i mange år, har rygestop en positiv indvirkning på din sundhed.
Alkohol
Hvis dit alkoholforbrug er større end sundhedsstyrelsens anbefalinger, har du større risiko for komplikationer som for eksempel lungeproblemer, betændelse og dårlig sårheling.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne over 18 år højst drikker 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag.
Motion
Dyrk motion eller bevæg dig i det omfang, du kan, fx gåture eller cykling.
Få hjælp af din egen læge eller et lokalt sundhedstilbud
Vi kan henvise dig til et sundhedstilbud i din kommune. Du kan også tale med din egen læge eller selv henvende dig i dit lokale sundhedshus.
Du kan læse mere om din kommunes sundhedstilbud på www.sundhed.dk under "Sundhedstilbud".
Du skal kontakte forløbskoordinatoren, hvis du får det bedre eller bliver i tvivl, om du fortsat har brug for en operation. Ved samtalen kan vi aftale den videre plan. Det sker eventuelt i samarbejde med den læge, der skal operere dig.
Ændring i symptomer kan have betydning for den planlagte operation.
Telefonnummeret og træffetider findes under "Kontakt".
På operationsdagen

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
I fuld bedøvelse sover du dybt og mærker ingen smerter under operationen.
Den bedøvende medicin sprøjtes ind i blodet via et tyndt plastikrør i håndryggen.
Du får overvågningsudstyr på, som måler blodtryk, puls og iltindhold i blodet under operationen.
Lige efter operationen kommer du på opvågningsafsnittet, hvor der er en person omkring dig hele tiden. Du kan føle dig døsig og omtumlet i timerne efter, at du er vågnet.
Nogle oplever kvalme og opkastning. Det kan vi ofte afhjælpe med medicin.
Her er noget tekst til den flotte testvideo.

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Under bedøvelsen lægger vi eventuelt et kateter op i din blære. Det fjernes nogle timer efter operationen eller næste morgen.
Ved operationens slutning anlægger vi eventuelt dræn (tynde plastikslanger). Det betyder, at du kan vågne op med dræn fra ryggen. De forhindrer dig i at få blodansamlinger inde i ryggen og bliver fjernet igen 1-2 dage efter operationen.
Om operationen
Formålet med operationen er at stabilisere (stivgøre) det eller de led i ryggen, som er årsag til dine smerter.
Smerterne skyldes ofte en eller flere af følgende årsager:
- Unormal bevægelighed mellem ryghvirvlerne som følge af hvirvelskred.
- Nedslidning af båndskive(r).
- Følger efter en eller flere diskus prolapsoperationer.
- Slid i de små facetled i ryggen.
Stabilisering i ryggen foretages med knoglestykker eventuelt suppleret med metalstave og skruer. Knoglestykkerne stammer dels fra dig selv, da der typisk fjernes lidt knogle ved løsning af nerven, der kan genbruges. Dels fra hospitalets knoglebank.
Det er vigtigt, at knoglestykkerne heler i ryggen, da det har betydning for stabiliteten i rygsøjlen. Derfor har det stor betydning, at du følger den plan, vi har aftalt med dig.
Hvis du har fået konstateret bensmerter, føleforstyrrelser eller lammelser, der stammer fra påvirkning af rygmarvskanal eller nerverødder, forsøger vi også at løse dette problem under operationen.
Det er en stor operation at stabilisere leddene i ryggen. Operationen tager 1½-5 timer og foregår i fuld bedøvelse. Du skal forvente at være indlagt cirka 1-3 dage, og du skal forvente at være sygemeldt i 3-4 måneder efter operationen.
1. billede: Knoglestykker alene. 2. billede: Knoglestykker, metalstave og skruer.
Styrken i knoglerne tiltager langsomt, og det endelige resultat af operationen kan først vurderes efter 1 år.
Generelt er en stabiliserende operation i ryggen en god operation, hvor 70-80 procent af patienterne har glæde af operationen.
Resultatet er afhængigt af, hvad årsagen til generne er.
Det er de færreste, der bliver helt smertefri, men de fleste oplever en bedring, der er så betydelig, at de har mulighed for at være mere aktive i hverdagen.
Der kan opstå komplikationer ved operationen både under selve operationsforløbet og i tiden efter indgrebet. Det kan for eksempel være:
- Betændelse i såret
- Blødning/blodansamling
- Læsion af nerve/nervehinde
- Påvirkning af nerver til benene
- Påvirket funktion af blære og endetarm
- På længere sigt kan der ske løsning og brud af skruerne samt manglende indvækst af knoglen i ryggen
Komplikationerne er heldigvis meget sjældne.
Efter operationen
Du kommer hurtigt ud af sengen for at undgå komplikationer. De 2 første timer efter operationen skal du dog ligge i sengen. Vi forventer, at du kommer op at sidde på sengekanten og måske op at stå og gå om aftenen samme dag, som du er opereret. De første gange du skal op, må du ikke gå alene, men skal følges af personalet.
Stillingen i din ryg vil blive påvirket i forbindelse med operationen. Dette kan ændre din holdning lidt, hvilket du vil kunne mærke som en usikkerhed i balancen, de første gange du er oppe.
Du skal bruge et lændebælte de første 3 måneder efter operationen, hvis der ved din operation er foretaget stabilisering af ryggen med knoglestykker alene (uden brug af metalskruer og stave).
Lændebæltet skal du have på, når du er oppe/ude af sengen.
Sammen med ergoterapeuten får du mulighed for at afprøve hjælpemidler i forbindelse med påklædning. I tager en snak om din dagligdag, og hvilke aktiviteter du ønsker at udføre. Vi taler også med dig om, hvordan du passer på ryggen og undgår vrid ved at arbejde tæt på og lige for kroppen.
Du kan finde videoer om anvendelse af hjælpemidlerne under: Forbered dig til operationen / Video: Instruktion i brugen af hjælpemidler.
Du skal forvente at være indlagt i cirka 1-3 dage. Vi planlægger udskrivelsen sammen med dig.
Det er en god idé, hvis din støtteperson deltager ved udskrivelsen for bedre at kunne støtte dig derhjemme.
Skriv eventuelle spørgsmål ned, så du kan få dem afklaret, inden du skal hjem.
Når vi planlægger, om du kan tage hjem, vurderer vi ud fra:
- At du selv kan gå i bad og tage tøj på, eller kan få hjælp til det hjemme.
- At du oplever, at dine smerter er acceptable.
- At det ikke siver mere end forventet fra dit operationssår.
- At du ved, hvordan du skal træne og kan udføre øvelserne i dit træningsprogram.
- At du kan gå sikkert uden hjælpemidler eller med vanligt gangredskab og gå på trapper, hvis du har trapper derhjemme.
Genoptræning
Du skal i gang med øvelserne, mens du er på hospitalet.
Du får besøg af en fysioterapeut dagen efter din operation. Fysioterapeuten instruerer dig i de øvelser, som du skal lave hjemme de første 3 måneder efter din operation.
Du bliver også instrueret i, hvordan du gradvist skal genoptage dine daglige aktiviteter.
I de første 3 måneder efter din operation skal du begrænse vrid i ryggen og undgå bøjning til yderstilling.
Det er godt at bevæge sig, men du skal undgå at stå stille i den samme stilling over længere tid, for eksempel ved madlavning.
Du må kun løfte og bære lette ting som maksimum vejer 1-2 kg. Hold genstanden tæt på kroppen eller fordel vægten med 1 kg i hver hånd.
Når du skal i seng og op af sengen, undgår du disse yderstillinger, ved træstammeteknikken. Vi anbefaler, at du benytter denne teknik for at undgå smerter:
Albueteknik: Fra liggende til siddende stilling
Bøj benene og tril om på siden, uden at vride i ryggen.
Før benene ud over sengekanten. Skub dig op ved at bruge albuen og hænderne.
Fra siddende til liggende stilling
Siddende på sengekanten. Læg dig ned på skulderen. Tag fødderne ind i sengen. Tril om på ryggen, uden at vride i ryggen.
Opsamling fra gulv eller løft
Når du samler ting op fra gulvet eller løfter på noget, skal du undgå store vrid i ryggen. Det, du løfter, skal holdes tæt på kroppen.
3 måneder efter din operation skal du til kontrol. Her vurderer vi, om du er klar til at bevæge dig frit igen.
Du skal lave øvelsesprogrammet for at opbygge og vedligeholde musklernes funktion. Øvelserne må ikke forværre smerter eller give nye smerter i ryg eller ben.
Øvelse 1
Lig på ryggen med bøjede ben. Læg hånden på maven og mærk vejrtrækningen. Knib bækkenbunden sammen. Spænd i mavemusklerne mens du stadig trækker vejret. Hold spændingen i 6-8 sekunder.
Når du kan lave øvelsen liggende, kan du prøve at lave øvelsen, mens du sidder eller står.
Spænd muskelkorsettet inden du for eksempel laver øvelser, rækker ud efter noget, rejser og sætter dig eller trækker i et håndtag.
Øvelse 2
Lig på ryggen med bøjede ben. Spænd muskelkorsettet. Løft hovedet, skuldrene og armene fra underlaget. Hold stillingen i 5 sekunder. Slap af.
Begynd med 5-10 gentagelser. Arbejd hen imod, at du laver 3 gange 10 gentagelser 1 gang dagligt.
Øvelse 3
Lig udstrakt. Pres hænder, hæle og baghoved ned i underlaget. Hold spændingen i 5 sekunder. Slap af.
Begynd med 5-10 gentagelser. Arbejd hen imod, at du laver 3 gange 10 gentagelser 1 gang dagligt.
Øvelse 4
Stå foran en stol. Spænd muskelkorsettet. Bøj i knæene. Skub bagdelen bagud. Sæt dig på stolen.
Spænd muskelkorsettet. Skub dig frem på stolekanten. Stræk knæene. Kom op til stående.
Begynd øvelsen med at støtte hænder på stolens armlæn / lår. Øv dig på, at du kan rejse og sætte dig uden at bruge stolens armlæn / lår.
Begynd med 5-10 gentagelser. Arbejd hen imod, at du laver 3 gange 10 gentagelser 1 gang dagligt.
Øvelse 5
Stå og hold ved noget. Kom langsomt op at stå på tæer. Bliv stående et øjeblik og kom derefter ned at stå på hælene.
Fortsæt i en glidende bevægelse i roligt tempo op på tæer og tilbage på hæle.
Begynd med 5-10 gentagelser. Arbejd hen imod, at du laver 3 gange 10 gentagelser 1 gang dagligt.
Øvelse 6
Stå på et ben og hold balancen. Når du kan holde balancen, kan du tegne en cirkel i luften med den frie fod, mens du holder balancen. Skift til det andet ben.
Arbejd hen imod at kunne stå 1 minut 2 gange dagligt.
Når du kommer hjem

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Det er normalt at have smerter i ryggen og ned i benene i tiden efter operationen. Smerterne skal gerne aftage efter nogle uger. De kan dog forværres igen, når du bliver mere aktiv.
Føleforstyrrelser og sovende fornemmelser kan tage længere tid om at aftage eller forsvinde. Der kan ske forbedringer i over et år.
Det er normalt at have smerter og muskelømhed efter en operation.
Du skal ikke forvente at være fri for smerter, men du skal kunne finde ro og lave dine øvelser.
Du skal tage smertestillende medicin i en begrænset periode. Du får en medicinoversigt, der viser dig, hvordan du skal tage din medicin.
Vi vejleder dig i, hvordan du bedst stopper med behandlingen.
Udover smertestillende medicin kan du også reducere ømhed, uro og smerter ved at:
- Veksle mellem aktivitet og hvile
- Bruge varmepude på ømme muskler
- Mindfulness, fx naturlyde, musik og meditation
- Tilpasse daglige aktiviteter, herunder træning
- Hvile i liggende stilling (se afsnit om hvilestillinger)
Hvis du har brug for at tale om lindring af dine smerter, kan du ringe til os for råd og vejledning.
Hvis du før operationen har fået gigtmedicin (Ibumetin, Ibuprofen, Ipren, Voltaren eller andet) som smertestillende, må du først tage det igen 3 måneder efter operationen, da gigtmedicin nedsætter knoglernes heling. Aftal altid med din egen læge eller med rygafdelingen, inden du begynder behandlingen.

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Smerter er individuelle. Det er derfor meget forskelligt, hvornår man føler sig klar til at nedtrappe smertebehandlingen.
Du kan starte nedtrapning, når du igennem en periode har oplevet, at dit behov for smertestillende er aftaget, og smerterne er så acceptable, at du kan hvile og træne.
Hvis du har fået en vejledning for nedtrapning, skal du følge den. Du kan vælge det starttidspunkt på døgnet, hvor du bedst kan undvære den smertestillende medicin.
Hvis du får flere forskellige slags smertestillende medicin, skal du kun nedtrappe en slags medicin ad gangen.
Når du nedtrapper din smertebehandling, kan du opleve, at dine smerter øges. Det er naturligt, men hvis du oplever, at øgningen i smerter er vedvarende, kan du følge nedenstående trin:
- Hold pause med nedtrapning af medicin.
- Anvend ekstra hurtigtvirkende smertestillende medicin.
- Gå eventuelt lidt op i dosis igen og fortsæt den dosis, hvor du oplevede acceptable smerter (følg nedtrapningsskemaet).
- Start ny nedtrapning, når der har været "ro" i dine smerter nogle dage.
- Hvis ovenstående ikke hjælper dig, kan du ringe til forløbskoordinatoren for råd og vejledning.
Du kan også opleve kropsligt ubehag, fx rastløshed, indre uro, rysten, mavekramper, svedtendens, kuldefornemmelse, diarre, hudkløe, muskelspændinger, lægkramper, næse-tåreflod og alment ubehag. Symptomerne ved nedtrapning er ikke farlige og ofte forbigående.
Oplever du voldsomt ubehag, kan du eventuelt gå lidt op i dosis igen, og du kan vente med yderligere nedtrapning, indtil du har det bedre.
Hvis du ikke har gang i maven, kan du læse, hvordan du øger medicin mod forstoppelse på www.hemidt.dk/1127507.
Smertestillende medicin, fx. morfinpræparater, kan give forstoppelse. Derfor anbefaler vi, at du bruger medicin mod forstoppelse. Mængden af medicin skal tilpasses efter, om din afføring er hård eller tynd.
Drik 2 liter væske om dagen, spis fiberrigt og bevæg dig. Det hjælper med at holde gang i maven.
Når du tager mindre smertestillende medicin, skal du eventuelt også tage mindre medicin mod forstoppelse.
Du har fået vandafvisende plastre på, så du må gerne gå i bad med dem.
4 dage efter operationen kan plasteret tages af over operationssåret og af de små sår, hvor eventuelle dræn har siddet, hvis der ikke har været sivning med blod og væske de sidste 24 timer. Plasteret kan dog sidde i op til 7 dage, hvis du foretrækker det.
Jo færre gange du åbner ind til såret, jo mindre risiko er der for betændelse. Skift derfor kun dit plaster, hvis det er 2/3 fyldt med blod, eller hvis det ikke slutter tæt.
Når plasteret er fjernet over operationssåret, vil du se, at der over operationsstedet sidder små plastre (steristrips). 14 dage efter operationen kan du fjerne de små plastre (steristrips), der sidder over såret, hvis de ikke er faldet af sig selv inden. Trådene nedenunder opløser sig selv.
Undgå karbad eller svømmehal, før såret er helet op.
Undgå sol på arret det første år. Dæk arret til eller brug solcreme med høj faktor.

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Herunder finder du forklaring og eventuel handling på en række symptomer, du kan opleve efter operationen.
Grøn: Alt er normalt |
Gul: Vær opmærksom Du skal kontakte os på tlf. 78 41 61 05, hvis du oplever nedenstående. Det er muligt at kontakte os fra mandag kl. 7.00 til fredag kl. 20.30. |
Rød: Du skal vurderes af en læge |
|
Appetit |
Du har nedsat appetit. Du spiser små måltider og tænker på at få ekstra protein. |
Du får ikke din medicin på grund af kvalme og/eller opkast. |
Du kan ikke holde noget i dig og/eller har blodig opkast. Kontakt akut din egen læge eller Lægevagten. |
Feber |
Din temperatur er under 38 grader. |
Din temperatur er over 38 grader. |
Du har høj feber og kulderystelser. Kontakt os på tlf. 78 41 61 05. Det er muligt at kontakte os fra mandag kl. 7.00 til fredag kl. 20.30. Kontakt Lægevagten uden for dette tidsrum. |
Forstoppelse |
Du har gang i maven, men det er ikke helt, som det plejer. Drik rigeligt med væske. Tag afføringsmiddel som aftalt ved udskrivelsen. |
Selv om du tager afføringsmiddel, har du ikke haft gang i maven i flere dage. Du føler dig besværet af den manglende afføring, og du har for eksempel nedsat appetit og kvalme. |
Du har slet ikke gang i maven. Du har stærke smerter i maven, spændt mave, kvalme/opkast og/eller blod i afføringen. Kontakt akut din egen læge eller Lægevagten. |
Føleforstyrrelser |
Du har føleforstyrrelser i benene som før operationen. Du skal forvente, at det kan tage lang tid, før det aftager. |
Du har nyopstået besvær med at stå på hæle og tæer. |
Du kan ikke holde på urin eller afføring. Du har lammelser eller svær nedsat kraft i benene. Kontakt akut din egen læge eller Lægevagten. |
Smerter |
Du har moderate smerter i hvile og ved aktivitet. Det hjælper, når du hviler og tager din smertestillende medicin efter planen. |
Du har tiltagende smerter i ryggen og/eller benene, som ikke bliver mindre, når du hviler dig, bevæger dig mindre og tager smertestillende medicin. |
Du har smerter i brystet og åndenød. Det kan være tegn på en blodprop. Ring 112. |
Såret |
Der er en lille sivning i plasteret, men det er tørt. Der kan være en lille bule på huden øverst ved såret, men den har hudfarve og er ikke øm. |
Det væsker så meget fra dit sår, at du må skifte plaster flere gange dagligt, eller huden omkring er meget rød, varm og øm, eller der er meget hævelse. |
Plasteret er fyldt med væske. Såret gaber og det væsker/bløder. Kontakt os på tlf. 78 41 61 05. Det er muligt at kontakte os fra mandag kl. 7.00 til fredag kl. 20.30. |
Træthed |
Du er træt og har et større behov for at sove, end du plejer. |
Du sover meget om dagen og har ingen kræfter. Du er svimmel, har kvalme og føler dig generelt utilpas. |
Du besvimer, har hallucinationer eller falder ofte i søvn. Kontakt os på tlf. 78 41 61 05. Det er muligt at kontakte os fra mandag kl. 7.00 til fredag kl. 20.30. |
Vandladning |
Du har vandladning som normalt, men det kan tage lidt længere tid at lade vandet. |
Hvis du har svie eller små hyppige vandladninger, kan det være tegn på blærebetændelse. Kontakt din egen læge eller Lægevagten. |
Hvis du ikke kan holde på eller komme af med urinen og eventuelt er følelsesløs i skridet. Kontakt akut din egen læge eller Lægevagten. |
Vi anbefaler, at du begrænser transport som passager i bil, bus, tog og lignende de første 6 uger efter operationen, da der er risiko for hård opbremsning/påkørsel, stød og vibrationer, der kan virke smerteprovokerende.
Når de 6 uger er gået, kan du selv begynde at køre bil, hvis du ikke tager stærk smertestillende medicin og i øvrigt kan reagere hurtigt og sikkert i trafikken. Ved længere transport skal du sørge for at holde pause ofte.
Generelt gælder det, at du først må køre bil, når du ikke længere tager stærk smertestillende medicin, og når det er forsvarligt i henhold til færdselsloven. Det vil sige, at du skal have fuld kontrol over pedalskifte, gearskifte og kunne udføre en katastrofeopbremsning.
Lægemidler, som på længere sigt kan påvirke din evne til at køre, er mærket med en rød advarselstrekant.
Hvis du er i tvivl, så lad bil stå.
Videre forløb
Normalt er du sygemeldt de første 3-4 måneder efter operationen. Længden på sygemeldingen afhænger af, hvilken type arbejde du har, og hvordan du har det.
I nogle tilfælde kan arbejdet genoptages før, så sygemeldingsperioden kan variere meget. Det er lægen, der har opereret dig, som sammen med dig aftaler, hvor længe du skal sygemeldes.
Vi anbefaler, at du starter gradvist op med at arbejde, efter du har været sygemeldt.
Du må forvente at være træt, når du kommer hjem. Du har gennemgået en stor operation, og kroppen skal bruge tid på at komme sig igen.
Både fysisk og psykisk kan du forvente op og nedture – Det er helt normalt.
Du skal lige så stille øge dit aktivitetsniveau i tiden efter udskrivelsen.
Der kan være forskel på, hvor mange smerter du har. På dage med flere smerter, skal du tage den mere med ro, indtil smerterne aftager igen.
Efterhånden kan du genoptage dine almindelige aktiviteter.
Vi anbefaler, at du går en tur og får frisk luft hver dag.
Vi kan ikke sætte grænser for, hvor langt du kan gå, og hvor meget du kan bruge kroppen. Du skal lytte til din krop og respektere smerte og træthed.
Vi anbefaler, at du veksler mellem at ligge, stå, gå og sidde. Find en god balance mellem aktivitet og hvile.
Du har selv et ansvar for et godt slutresultat.
Motion
Du skal starte langsomt op og gradvis øge tempo og varighed.
Det er normalt at opleve vekslende smerter i ryg og/eller ben. De skal dog ikke opleves vedvarende forværrende.
Generel fysisk aktivitet, herunder gåture, er god og sund motion for dig i den første tid.
Sørg for at fordele fysisk aktivitet og motion ud på hele døgnet.
Du må:
- Svømme efter 3 måneder
- Løbe efter 3 måneder
- Spille golf efter 3 måneder
- Køre på almindelig cykel efter 3 måneder
- Gå i motionscenter efter 6 måneder
- Dyrke skiløb og kontaktsport, fx boldspil, efter 12 måneder
Sexliv
En rygoperation er ingen hindring for et aktivt sexliv. Du kan genoptage samlivet, når du har lyst, og kan gennemføre det, uden smerterne forværres.
Det er muligt, at din lyst til seksuelt samvær kan blive påvirket den første tid efter operationen.
Der dukker måske nogle spørgsmål op, som er svære at snakke om. Du er altid velkommen til at henvende dig til personalet i afsnittet, hvis du har spørgsmål.
Du kommer hurtigere til kræfter efter din operation, hvis du spiser godt og får masser af protein.
Du kan opleve at få nedsat appetit, kvalme og eventuelt opkast – oftest på grund af bedøvelsen eller den smertestillende medicin.
Får du kvalme, kan det afhjælpes med kvalmestillende medicin. Du skal forsøge at spise og drikke på trods af kvalmen. Du kan også købe et armbånd mod kvalme på apoteket. Det hedder Sea Band.
Drik gerne 1,5-2 liter væske pr. døgn. Det er med til at give din krop de bedste muligheder for at komme sig efter operationen.
Hvis appetitten er lille, kan du få gode råd på www.hemidt.dk/649844.
Kontakt
Forløbskoordinator for rygforløb
Bodil Tornbjerg Rasmussen, sygeplejerske
Tlf. 78 41 61 05
Telefontid:
- Mandag kl. 9.00-11.00
- Onsdag kl. 9.00-10.00 og kl. 13.00-14.00
- Torsdag kl. 9.00-11.00
Ortopædkirurgisk Rygklinik
Tlf. 78 41 62 17
Telefontid på hverdage fra kl. 9.00-13.00
Fysioterapien og Ergoterapien
Tlf. 78 41 76 00
Telefontid på hverdage fra kl. 9.00-13.00
Ortopædkirurgisk Korttidsafsnit
Tlf. 78 41 66 00
Telefontid fra mandag kl. 7.00 til fredag kl. 20.30
Ortopædkirurgisk Afsnit
Tlf. 78 41 61 32
Telefontid fra mandag kl. 7.00 til fredag kl. 20.30
Bedøvelsesklinik
Tlf. 78 41 68 91
Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-10.00 (torsdag fra kl. 8.30-10.00)
Gå direkte til:
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.