Sterilisation er en af de sikreste former for prævention, vi kender. Beskyttelsen mod graviditet er op mod 100 procent, uden hormonbalancen eller lysten til sex forstyrres.
Indgrebet er som udgangspunkt permanent, og derfor skal du være helt sikker, når du beslutter dig for at blive steriliseret.
Det er vigtigt, at du læser alt i denne vejledning, så du er godt forberedt, når du møder til operation.
Lysten og evnen til sex bliver ikke berørt af selve sterilisationen, men en del mænd frygter at blive mindre potente efter operationen. Potensen er påvirket af humør og sindsstemning. Derfor kan frygten i sig selv betyde, at man får problemer med at få rejsning og gennemføre et samleje.
Ved sterilisation lukkes vejen for sædcellerne ved at overskære sædstrengene lige over testiklerne. På den måde forhindres sædcellerne i at bevæge sig gennem sædstrengene og blandes med sædvæsken, der kommer fra de to sædblærer og blærehalskirtlen (prostata).
Se en kort animationsfilm om sterilisation
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Vær opmærksom på
I de fleste tilfælde er der ingen fysiske komplikationer efter sterilisationen, men nogle mænd får et eller flere af følgende problemer:
Ømhed og smerte i pungen: Som regel forsvinder generne efter nogen tid, men enkelte oplever at få vedvarende smerter i pungen.
Blodansamling: Hvis du får ondt i pungen, og den bliver rødlig og føles tung, kan der have samlet sig blod i pungen. Du skal da kontakte din egen læge eller vagtlægen. Det kan være nødvendigt at åbne operationssnittet for at fjerne blodansamlingen.
Bindevævsknuder: Nogle danner bindevævsknuder, der hvor sædstrengene er skåret over. Bindevævsknuderne kan være ømme, men normalt stopper generne af sig selv.
Infektion i såret eller i bitestiklerne: Tegn på infektion er rødme, hævelse, varme og eventuel feber. Symptomerne opstår oftest først 3-4 dage efter operationen, og infektionen kan behandles.
Manglende sterilitet: I meget sjældne tilfælde (under 0,5 procent) kan sædlederne vokse sammen igen, og operationen kan i så fald gøres om.
Kontakt din egen læge eller vagtlægen, hvis der opstår komplikationer.
Forbered dig til operationen
Hvis du får hjertemagnyl, skal du holde pause med det 5 døgn før operationen.
Hvis du får andet blodfortyndende medicin, fx Marevan, Marcoumar eller Clopidogrel, skal du kontakte os 14 dage før operationen.
Kontakt klinikken, hvis du er syg i ugen op til operationen, eller hvis du ønsker at aflyse eller ændre din tid.
Du skal sørge for at have smertestillende håndkøbsmedicin hjemme til de første 4 dage efter operationen. Køb derfor Paracetamol-tabletter, Pinex, Pamol, Panodil eller Pinemol.
Du kan supplere med Ibuprofen-tabletter, Ibumetin, Brufen, Burana eller Ipren, hvis du kan tåle dem.
48 timer før operationen skal du fjerne alle hårene på pungen samt hårene ved penisroden. Brug en elektrisk hårklipper for at undgå sår og rifter.
Arbejder du med levende svin, har du fået konstateret MRSA, eller bor du sammen med eller har nær kontakt med en MRSA-smittet, skal du kontakte egen læge for at blive testet.
Hvis det er tilfældet, skal du kontakte klinikken for at få ændret din tid, indtil efter du har fået svar på prøven.
På operationsdagen
Det er ikke nødvendigt at faste til denne operation. Vi anbefaler, at du har spist og drukket, inden du møder.
Du skal tage den medicin, som du plejer at tage derhjemme om morgenen.
Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du dog kontakte os 1 uge før operationen.
Tag et grundigt bad hjemmefra.
Før du tager hjemmefra, skal du tage smertestillende håndkøbsmedicin: 1gr Paracetamol (2 stk á 500mg). Du må supplere med 400 mg Ibuprofen, hvis du tåler det. Følg anvisningen på pakningerne.
Operationen foregår i Operation og Dagkirurgi, indgang A destination A11.
Når du møder, skal du henvende dig i receptionen, hvor en sekretær viser dig vej til venteværelset. Du bliver herefter modtaget af en sygeplejerske.
Pårørende bedes vente i venteområdet i forhallen.
Om operationen
Operationen foregår i lokalbedøvelse, der gives med en tynd kanyle i huden omkring operationsstedet. Inden bedøvelsen gives, mærker lægen efter, hvor sædstrengene er i pungen. Nogle oplever ubehag, ligesom det kan gøre en lille smule ondt i det øjeblik bedøvelsen gives.
Lokalbedøvelsen virker efter få sekunder og der opstår en sovende fornemmelse i området. Selvom du er bedøvet, kan du stadig mærke, at lægen rører ved dig.
Lægen laver et lille snit øverst på pungen, og måske kan du mærke nogle trækninger op i lysken under operationen. De to sædstrenge bliver hver snøret sammen 2 steder og skåret over mellem sammensnøringerne. Huden lukkes med en selvopløselig tråd.
Lægen giver dig mere lokalbedøvelse under operationen. Lokalbedøvelsen virker 2-4 timer.
Selve operationen varer cirka 20 minutter.
Efter operationen skal du blive i Operation og Dagkirurgi i cirka en halv time for at holde dig i ro. Det mindsker risikoen for komplikationer.
Efter operationen
Du må gerne selv køre hjem efter operationen.
Når du kommer hjem
Du skal holde dig i ro det første døgn efter operationen. Det mindsker risikoen for blødning og efterfølgende komplikationer.
For at forebygge eller standse blødning og hævelse, kan du lægge en pakke is på i 15 minutter ad gangen 1 gang i timen det første døgn.
Læg altid et tyndt håndklæde eller lignende mellem ispakning og hud.
Skift plasteret, hvis det bliver gennemblødt eller på anden vis bliver vådt.
Efter det første døgn må du tage plastrene af og tage brusebad. Undgå karbad og svømmehal, indtil trådene er væk og sårene helede.
I tiden lige efter operationen kan det spænde lidt i testiklerne, og de kan føles ømme. Det skyldes ændringer i sædproduktionen.
Området lige omkring operationssnittet kan hæve og blive blåt, men det går over i løbet af nogle dage.
Trådene er selvopløselige og forsvinder af sig selv i løbet af et par uger.
Du må hverken have samleje eller onanere de første 10-12 dage efter operationen, da det øger risikoen for blødninger i pungen.
For at undgå blødninger i pungen, skal du holde dig fra hårdt fysisk arbejde og løfte maksimum 2 kilo ad gangen 10-12 dage efter operationen. Har du stillesiddende arbejde, kan du vende tilbage efter 1 døgn.
For at undgå blødninger i pungen må du ikke dyrke styrketræning, løb, cykling eller anden sport de første 10-12 dage efter operationen.
Videre forløb
Efter 4 måneder og minimum 40 sædudtømninger skal du have undersøgt en sædprøve. Prøven viser, om der stadig er sædceller i sædvæsken. Du får udleveret prøvesæt og vejledning på operationsdagen.
Det er vigtigt, at du får lavet undersøgelsen, da operationen i sjældne tilfælde ikke fører til sterilitet.
Svaret på sædprøven kommer til dig skriftligt enten i e-Boks eller med posten.
Du bør bruge anden prævention, indtil en sædprøve viser, at der ikke længere er sædceller i sædvæsken.
Kontakt
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Tlf. 78 41 60 10 Telefontid alle hverdage fra kl. 9.00-13.00
Regionshospitalet Silkeborg Klinik for Sterilisation Falkevej 1 Indgang A, Destination A5 8600 Silkeborg
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/643685
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.