Behandling med smertestillende medicin har ofte betydning for din evne til at føre bil eller andre køretøjer. Det samme gælder beroligende medicin og sovepiller. Evnen til at betjene maskiner kan også påvirkes.
Ved indtagelse af hurtigtvirkende medicin eller medicin af en høj dosis, svarer det til at køre med en alkoholpromille på mellem 0,6 og 1,2.
Der er lovgivning på området. Denne lovgivning skal lægen som udsteder din medicin oplyse dig om, og du er som patient forpligtiget til at følge disse anvisninger.
Herudover har du selv et ansvar for at lade bil/andre køretøjer stå, hvis du ikke føler dig i stand til at køre bil på betryggende vis. Det kan dreje sig om træthed, smerter, utilpashed eller nedsat funktionsniveau, der gør kørsel usikker.
Hvis du føler dig påvirket eller du er i tvivl, så lad bilen stå.
Du har lov til at køre bil, når du er i fast, stabil behandling med langtids-virkende morfin (også kaldet depot morfin). Her er der kun små udsving i koncentrationen af medicin i blodet, så påvirkningen af din dømmekraft og reaktionsevne er beskeden. Der er dog grænser for, hvor høj dosis må være pr. døgn.
Herunder ses nogle af de langtidsvirkende morfinpræparater med angivelse af maximum døgndoser ved kørekort:
Bemærk at brugen af disse stoffer betyder, at du kun kan få kørekort for 1 år ad gangen.
Det er Smerteklinikkens læge, der ved start på behandlingen taler med dig om, hvordan du skal forholde dig. Som regel er der tale om en kørepause på et par uger. Ved dosisjusteringer i mindre omfang er det som regel ikke nødvendigt med kørepause. Hvis du tidligere har fået morfin og starter igen i lave doser, kan kørepause måske undlades.
Hvis du fører bus eller taxa med betalende passagerer, kan du ikke samtidig være i behandling med morfin eller morfinlignende lægemidler.
Behandling med hurtigtvirkende morfin gør, at du ikke er egnet til at køre bil eller andre køretøjer. Der er derfor kørselsforbud. Der kan være enkelte undtagelser, for eksempel indtagelse af en enkelt tablet morfin ved sjældne smerteanfald, hvor der er minimum 15 timer til, at du skal føre bil. Det kan for eksempel dreje sig om sjældne migræneanfald, hvor intet andet har hjulpet.
Disse lægemidler er nogle af de hurtigtvirkende morfinpræparater:
Tramadol, Dolol, Nobligan, Mandolgin
Kodein
Kodipar
Morfin
Oxynorm/oxycodone kapsler
Kørselsforbud:
Hvis du i en bestemt periode eller på ubestemt tid ikke må føre bil, eller ikke må køre med betalende passagerer, udsteder Smerteklinikkens læge et kørselsforbud. Dette skrives i din journal, og din egen læge informeres. Hvis vi har indtryk af, at du ikke overholder forbuddet, har vi pligt til at informere Styrelsen for Patientsikkerhed eller tage kontakt til politiet.
Kørepause:
En pause der aftales med lægen i forbindelse med start på eller ændring af medicinering. Det svarer til et midlertidigt kørselsforbud.
Medicin mod epilepsi og depression anvendes også nogle gange til smertebehandling. Disse lægemidler kan også give træthed og virke sløvende.
Som altid bør du spørge lægen, hvis du er i tvivl.
Der er tilsvarende regler for brug af lægemidler mod søvnløshed, angst og uro. Ved de fleste af disse lægemidler må du ikke køre bil.
Nogle af de hyppigst anvendte sovepiller, såkaldte indslumringspiller, giver ikke kørselsforbud. Forudsætningen er dog, at medicinen tages på god afstand af bilkørsel, altså typisk om aftenen, og at der højst er tale om én tablet. Du skal desuden være klar over, at brugen af disse medfører, at du kun kan få kørekort for 1 år ad gangen.
Hvis du føler dig påvirket eller i tvivl, så lad bilen stå.
Får du både beroligende medicin af typen benzodiazepin (for eksempel Oxapax) og depotmorfin, har du kørselsforbud.
Sovepiller af typen indslumringspiller (med en såkaldt halveringstid på maximum 5 timer) kan kombineres med depotmorfin, men medicinen skal tages i god tid inden bilkørsel, altså typisk om aftenen.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.