En frossen skulder er en tilstand, hvor der opstår inflammation (betændelse uden bakterier) i selve ledkapslen, der omgiver skulderleddet.
Bindevævet i ledkapslen fortykkes, hvilket giver nedsat bevægelighed i skulderen og heraf smerter.
Symptomer
Typisk opstår der smerter i skulderen uden kendt årsag, som gradvist stiger i intensitet.
Ofte er der kraftige smerter lokalt i skulderen både i hvile og om natten, og man kan have svært ved at ligge på skulderen.
Over tid bliver bevægeligheden af skulderen nedsat, så der kan opstå problemer med for eksempel at tage tøj af/på og besvær med at bevæge armen ud fra kroppen.
Pludselige bevægelser kan give kraftige smertejag, som kan stråle helt ned i underarm og hånd.
Frossen skulder bliver ofte inddelt i 3 faser:
Fase 1: Forbundet med kraftig smerte, som kan være konstant i både aktivitet og hvile. Tiltagende stivhed i skulderen.
Fase 2: Præget af stivhed og smerte. Flest smerter i aktivitet, eller når skulderen bevæges ud i yderstillinger.
Fase 3: Gradvis lindring af smerter, men fortsat nedsat bevægelighed/følelse af at skulderen er låst. I denne fase vil man mod slutningen tiltagende genvinde sin bevægelighed.
Årsag
Frossen skulder kan opstå uden nogen kendt eller sikker årsag. Det kan være udløst af et fald/traume eller komme efter for eksempel en skulderoperation.
Der ses en øget hyppighed af frossen skulder hos patienter med diabetes.
En frossen skulder findes oftest hos personer i alderen 40-70 år.
Om behandlingen
Fase 1
Her retter behandlingen sig primært mod at lindre smerterne. Det kan gøres ved:
At bruge smertestillende håndkøbsmedicin eller smertestillende medicin ordineret af læge.
Behandling med en blokade (indsprøjtning med binyrebarkhormon og lokalbedøvelse ind i skulderleddet).
Aflaste skulderen fra aktiviteter som forværrer smerterne.
Fase 2
Skulderen bør gradvist aktiveres mere og mere i dagligdagen med hensyntagen til smerterne, som ikke skal blive værre, efter aktiviteten er slut.
Fase 3
Her retter behandlingen sig mod, at skulderen bliver gradvist mere og mere bevægelig, hvilket gøres gennem øvelser, der retter sig mod at bevæge skulderen ud i yderstillinger.
Her kan man overveje at få en henvisning til fysioterapeut, der kan hjælpe med at lave et øvelsesprogram og give råd og vejledning.
På lidt længere sigt, når skulderens bevægelighed er blevet bedre, starter man med øvelser for muskelstyrken.
En frossen skulder er en langvarig tilstand, der for de flestes vedkommende opleves som meget invaliderende.
Prognosen er heldigvis god, og langt de fleste kommer i løbet af 1-3 år tilbage til det funktionsniveau, de havde før.
Man kan overveje at operere for en frossen skulder i de tilfælde, hvor tilstanden ikke bliver bedre.
Du skal have tålmodighed og holde dig i gang fysisk.
Kontakt
Skulderklinik Tlf. 78 41 62 65 Telefontid på hverdage fra kl. 9.00-13.00
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1273420
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.