CRPS er en sygdom i nervesystemet, der blandt andet kommer til udtryk ved stærke og længerevarende smerter. Sygdommen kan opstå efter en skade i vævet eller efter en operation.

CRPS står for Complex Regional Pain Syndrome. På dansk hedder sygdommen komplekst regionalt smertesyndrom. Tidligere var sygdommen også kendt som refleksdystrofi.

Vores nervesystem består kort fortalt af hjernen, rygmarven og et utal af nerver, der overalt i kroppen og på huden ender i nervefølere.

En del af nervesystemet kaldes for det autonome nervesystem. Det fungerer uafhængigt af vores vilje og er for eksempel bestemmende for, om blodkarrerne er udvidedede eller sammentrukne, og om vi sveder.

Hele nervesystemet arbejder sammen, så når der sker aktivitet i et område, påvirker det også andre områder.

Hjernen varetager også den funktion at bearbejde vores følelser, humør og tanker.

Normalt sker der følgende, hvis du får en skade:

• Nervefølere lokalt i området, hvor skaden sker, bliver påvirket og sender smertesignaler op til hjernen gennem nervesystemet, så du bliver alarmeret.
• Signaler går hurtigt den anden vej til musklerne, så du kan passe på dig selv og trække hånden væk, fx hvis du har brændt dig.

På vejen til og fra hjernen kan nervesystemet skrue op og ned for smerten. Smertefølelsen bliver fremmet, hvis der er behov for, at du forstår problemet hurtigt, og den kan blive dæmpet, så du kan klare dig videre på trods af skaden og smerten.

Via det autonome nervesystem sættes der kan i ophelingsprocesser i det skadede område, hvilket kan ses som lokal rødme, varme, hævelse og senere dannelse af arvæv. Oftest aftager processerne relativt kort tid efter skaden.

Af ukendte grunde overreagerer nervesystemet i nogle tilfælde på skader. Vævet heler fint, men nervesystemet påvirkes, så nogle af symptomerne varer længere og er alvorligere end det, der kunne forventes efter skaden.

I nervesystemet sker der forskellige forstyrrelser og ubalancer, så der for eksempel bliver ved med at blive sendt smertesignaler til hjernen.

Nervefibre i muskler og hud, som ellers skulle sende andre signaler til hjernen, fx berøringssignaler, kan i stedet blive forvirrede og begynde at sende forkerte smertesignaler.

De mange smertesignaler over lang tid samte forkerte smertesignaler kan gøre, at hjernen bliver overfølsom over for smerte og reagerer mere voldsomt på signalerne. Hvert smertesignal kan så opfattes som værre, end det blev i starten.

På den måde skal der efterhånden mindre til for at udløse smerter. Smerterne kan brede sig til et større område end skadesområdet, smerterne kan vare i længere tid og effekten af smertestillende medicin kan være dårligere.

Det kan også medføre, at smerter andre steder i kroppen føles kraftigere, fordi nervesystemet generelt er blevet mere følsomt.

I det autonome nervesystem udvikles også ofte ubalancer, så for eksempel rødme, varme eller kulde varer i længere tid end forventet.

Det er desværre let at komme ind i en ond cirkel. Smerter og nedsat bevægelse gør, at du aflaster og bruger kroppen forkert, eller bliver inaktiv.

Det er et signal til det autonome nervesystem om at reducere blodcirkulationen og dermed ilten til området. Derfor bliver smertefølerne irriteret yderligere, så smerterne og andre symptomer forværres.

Da smerterne både påvirkes af for lidt og for meget aktivitet, kan smerterne variere meget i styrke. Det er vigtigt at huske på, at større smerter ikke er udtryk for en ny skade i området. Det er ikke mere den oprindelige skade, der er årsag til smerterne, men i stedet forstyrrelsen i nervesystemet.

Psyken kan påvirke smerteoplevelsen både i positiv og negativ retning ved at påvirke det autonome nervesystem og ændre produktionen af hormoner og signalstoffer til nerverne.

Bekymring, angst og stress kan øge smerten, mens glæde, tryghed, følelse af kontrol og positiv tænkning kan mindske smerten.

Behandlingen er individuel og helt afhængig af symptomerne. Den omfatter oftest ergoterapi og/eller fysioterapi samt medicinsk behandling.

Egenbehandling og din håndtering af smerterne er vigtigst. Det betyder, at både genoptræningen og dine daglige aktiviteter skal være styret af dine smerter. Hvis du får opblussende smerter, der varer mere end 2 dage, er aktivitetsniveauet ikke passende.

Når man har CRPS, er det meget vigtigt at være aktiv og bevæge sig så normalt som muligt for at øge blodcirkulationen og bevare bevægelighed og styrke. Da det samtidigt er meget vigtigt ikke at øge smerterne, må du forsøge at finde en balance, så du undgår for meget og forkert brug af kroppen, mens du også undgår for lidt brug af kroppen.

Mange med CRPS oplever, at humøret bliver påvirket. Det er svært, at sygdommen ændrer livet så meget, og fremtiden kan virke usikker og uvis. Det kan også være svært at håndtere manglende forståelse fra omgivelserne.

En positiv indstilling til livet og din situation kan være med til at mindske smerterne. Derfor er det vigtigt at arbejde med det, selv om det ikke altid er nemt. Det kan være vigtigt med støtte fra dine omgivelser og eventuelt fra sundhedspersonalet.

Smerterne og de andre symptomer kan forsvinde helt eller delvist, men kan desværre også i større eller mindre grad vare ved.

Der kan ske ændringer i tilstanden efter flere år.

• Tag smerterne alvorligt.
• Læg en plan – prioritér det, der skal gøres dagligt.
• Gør mest af det, der giver glæde.
• Start med et realistisk lavt niveau i aktiviteterne.
• Opbyg gradvist og systematisk niveauet i aktiviteterne.
• Lav lidt ad gangen – ikke alt på én gang.
• Bestem dig på forhånd for, hvornår du senest skal stoppe med aktiviteten.
• Hold regelmæssige pauser.
• Skift ofte stilling både under aktiviteten og i hvile.
• Undgå lange perioder med enten aktiviteten eller hvile.
• Sørg for at komme i bedst mulig fysisk form og vær så aktiv, du kan, uden smerten bliver værre.
• Lær at slappe af.
• Få familie og venner til at støtte dig i det, du kan og ikke kun i det, du ikke kan.
• Arbejd på at blive tilfreds med det, du kan.
• Lad være med at modarbejde smerten. Prøv i stedet at samarbejde med den, men lad det være dig, der bestemmer.

• Bevar roen – gå ikke i panik.
• Tænk på, hvad der gør dig godt og gør noget godt for dig selv.
• Acceptér, at du må lave mindre, end du ønsker og måske har planlagt.
• Hold længere hvilepauser.
• Øg aktiviteterne igen, når du har det bedre.