El-stimulation kan, i samarbejde med genoptræning, medvirke til at genetablere en tabt eller forringet muskelfunktion. El-stimulation kan altså ikke stå alene.
Rent praktisk ledes der strøm gennem huden ved hjælp af elektroder. Denne elektriske stimulering medfører en sammentrækning af muskulaturen, som svarer til dens naturlige bevægelse.
Apparatet har 4 kanaler, så der kan behandles flere steder på kroppen på én gang. Kanalerne betjenes uafhængigt af hinanden. Det er underordnet hvilken kanal, der vælges, hvis der kun skal benyttes en. Brug for eksempel farvekoderne på piletasterne og elektroderne/kablerne.
Hvis elektroderne ikke har ordentlig forbindelse afbrydes stimulationen, og apparatet vil bippe. Displayet viser, at det er forbindelsen, den er gal med.
Apparatet kræver ingen særlig vedligeholdende rengøring, men kan rengøres med en fugtig klud ved behov. Anvend ikke alkohol eller ætsende og slibende rengøringsmidler.
Om behandlingen
Fysioterapeuten gennemgår sammen med dig:
Elektrodeplaceringen
Program
Hvor længe dine behandlinger skal vare
Hvor ofte du skal have behandling
Udgangsstilling eller bevægelse under behandlingen.
Rengør huden – for eksempel med vand og sæbe og lad den tørre.
Tilslut elektrodekablet/kablerne til elektroderne således, at der ikke er synlige metaldele. Der skal anvendes to elektroder til hvert kabel.
Placer elektroderne på det sted på huden, som du har fået anvist af behandlende fysioterapeut. Undgå at trække i kablerne ved af- og påsætning af elektroderne. Apparatet skal altid være slukket ved af- og påsætning af elektroderne.
Tænd for apparatet ved at trykke på on/off knappen Φ.
Vælg det program, du skal bruge ved at følge pilen på skærmbilledet. Du kan også bladre i programmerne, som vist nederst på skærmbilledet. Når du har valgt dit program, vil du kunne vælge ”start” også nederst på skærmen.
Hvis du vil springe opvarmningen over: Tryk ”stop” og vælg derefter >>1. Tryk herefter på ”start”.
Skru langsomt op for styrken ved hjælp af tryktasten hvor ”pilene” vises. Skru op til du mærker en sammentrækning af muskulaturen. Det er individuelt, hvilken strømstyrke, der skal skrues op på.
Fortsæt stimulationen på den måde og i det omfang, der er aftalt med den behandlende fysioterapeut.
Det må ikke være ubehageligt, gøre ondt eller svie. I så fald skal du stoppe behandlingen ved at trykke på on/off knappen Ф.
Efter endt stimulation skal du slukke for apparatet ved at trykke på on/off knappen Ф (tryk gentagende gange for at slukke).
Elektroderne tages af huden og kablet/kablerne frakobles.
Elektroderne sættes tilbage på plastfolien (klæbes på ”on”-siden) og lægges tilbage i den tilhørende pose. Posen lukkes så elektroderne ikke udtørrer.
Elektroderne opbevares ved stuetemperatur.
Når du kommer hjem
Når batteriet er ved at være brugt op, vises batterisymbolet på displayet.
Apparatet slukker automatisk, når batteriet er for svagt til at holde det i gang.
Sæt Compex-apparatet til opladning ved hjælp af det medfølgende opladerkabel. Opladerkablet tilsluttes længst til venstre. Kablet skal skubbes helt ind ved først at holde den røde skydeklap til højre.
Apparatet må kun anvendes til eget brug og kun i det område på kroppen og i det omfang, der er aftalt med behandlende fysioterapeut.
Hvis klisteret på elektroderne tørrer ud, kan de duppes med få dråber vand og lade dem lufttørre, inden de sættes på.
Elektroderne må ikke påsættes sår eller hud der er irriteret, revnet eller sprukken. Elektroderne må ikke røre hinanden under behandlingen (minimum 3-4 cm afstand).
Ved længere tids brug kan der opstå hudirritation.
Apparatet skal opbevares utilgængeligt for børn.
Læs den vedlagte betjeningsmanual før brug og for yderligere uddybning.
Hvis du har tvivl, spørgsmål eller problemer vedrørende behandlingen, kan du kontakte Fysioterapien på Regionshospitalet Silkeborg.
Kontakt
Tlf. 78 41 76 00 Telefontid på hverdage fra kl. 9.00-13.00
Fysioterapien Regionshospitalet Silkeborg Falkevej 1, Indgang A 8600 Silkeborg
Gå direkte til:
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.