Du får plaster over såret.
Det er normalt, at der siver lidt klar væske fra såret de første dage. Lad så vidt muligt plastret sidde urørt de første 2 døgn, og lad være med at åbne unødigt ind til såret, så længe der er sivning. Jo færre gange der åbnes ind til såret, jo mindre er risikoen for infektion.
Der må gerne være en blodig plet på plasteret, men du skal skifte det, hvis det er fyldt med blod, eller hvis det ikke slutter tæt.
Rens ikke såret, hvis du får brug for at skifte plasteret. Hvis huden er fugtig, kan du vaske og tørre huden rundt om såret, inden du sætter et nyt plaster på.
Du må gerne gå i brusebad dagen efter operationen, men sørg for at sætte et tørt plaster på efter badet, hvis det har løsnet sig.
Ovenpå plasteret er der lagt små gazeservietter, og yderst sidder der et elastikbind eller et elastikplaster. Det er en komprimerende forbinding, der forebygger blødning. Du må fjerne elastikbindet eller elastikplasterne og servietterne dagen efter operationen.
Plasteret skal minimum blive på indtil såret er helt tørt.
Du må gerne lade plasteret sidde på indtil du får fjernet trådene ved egen læge, hvis trådene sidder et sted, hvor de vil genere dig.