Vær opmærksom på
- Ring hvis du bliver syg eller får sår i huden, hvor du skal opereres. Det gælder de sidste 4 uger op til din operation
- Hold pause med naturlægemidler 14 dage før din operation
- Får du blodfortyndende medicin (bortset fra hjertemagnyl), kontakter vi dig, hvis du skal holde pause
- Planlæg din hjemtransport. Du må gerne være passager i bil eller taxa. Du må ikke selv køre bil, tage bus eller tog.
- Stop med at spise 6 timer før – stop med at drikke 2 timer før du skal møde på hospitalet
- Tag bad, vask hår og tag rent tøj på hjemmefra
- Tag ikke medicin den dag du skal opereres – medmindre du har aftalt andet med os
Forbered dig på:
- Hvordan du skal klare dig, når du kommer hjem, fx bad, påklædning, indkøb og indretning i hjemmet
- At være fysisk aktiv op til operationen, da det gør din genoptræning lettere
- At du får brug for smertestillende medicin efter din operation
- At du skal købe håndkøbsmedicin før din operation
- At du på egen hånd skal starte med genoptræningsøvelserne længere nede i vejledningen dagen efter operationen
- At du skal være sygemeldt efter din operation
BEMÆRK! Punkterne herover er en kort opsummering. Vi anbefaler, at du læser hele vejledningen.
Forbered dig til operationen

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Operationen kan blive udsat, hvis:
- Du bliver syg
- Du har haft betændelse eller sår de sidste 4 uger op til din operation
- Du får feber
- Du bliver forkølet
- Du får udslæt, bumser eller insektstik i området, hvor du skal opereres
- Du har fået foretaget tandoperation/rodbehandling 4 uger op til din operation
Du skal kontakte forløbskoordinatoren, så vi kan aftale den videre plan.
Kontakt din egen læge i god tid inden operationen, hvis:
- Du har forhøjet blodtryk, feber, diarré
- Du i øvrigt ikke føler dig rask
Vær opmærksom ved vaccination
Vi anbefaler, at du ikke bliver vaccineret 1 uge før og 2 uger efter operationen, da lette symptomer efter vaccinationen kan misfortolkes som tegn på betændelse.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
- Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
- Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
- Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen.
Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet. - Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
- Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 1 time før
- Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
- Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 1 time før dit mødetidspunkt.
- Drik gerne 2 glas sød saft 1 time før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen.
Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet. - Husk: Den sidste time før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Du må ikke tage medicin hjemmefra på operationsdagen – med mindre det er aftalt med personalet på hospitalet.
Du skal medbringe al din medicin i original emballage – ikke i doseringsæsker.
Kontakt os ved ændringer i din medicin
Kontakt forløbskoordinatoren, hvis der før din operation sker ændringer i din medicin eller helbredstilstand.
Vi laver recepter til dig på smertestillende medicin efter operationen. Det gælder både håndkøbsmedicin og receptpligtig medicin.
Du kan med fordel sørge for at have lidt håndkøbsmedicin derhjemme, så du ikke skal på apoteket på vej hjem fra hospitalet.
Smertestillende medicin kan virke forstoppende. Derfor anbefaler vi, at du skaffer både smertestillende medicin og afføringsmedicin før operationen:
- Paracetamol, fx Pamol, Panodil eller Pinex (smertestillende)
- Magnesia, tablet 500 mg (afføringsmedicin)
Vi udleverer eventuel receptpligtig smertestillende medicin til dig til det første døgn.
Nogle naturlægemidler kan være blodfortyndende. Tager du blodfortyndende naturlægemidler eller kosttilskud, bør du holde pause i 14 dage inden din operation. Det kan for eksempel være baldrian, ephedra, fiskeolie, ginko, ginseng, hvidløgspulver og ingefær.
Er du i tvivl, er du velkommen til at kontakte din forløbskoordinator.
Det er vigtigt, at din mave er velfungerende, så det ikke bliver til et problem efter operationen.
Læs mere om forstoppelse, behandling og symptomer på www.hemidt.dk/1127507.
Tag et grundigt bad og vask håret om morgenen på din operationsdag for at forebygge infektioner. Du skal vaske dig grundigt i de områder, der er markeret på tegningen. Tør dig med et rent håndklæde.
Før badet skal du rense dine negle omhyggeligt og fjerne neglelak. Vi anbefaler, at du ikke har kunstige negle eller lignende på.
Lad være med at smøre dig ind i creme efter badet og tag ikke makeup på. Du må ikke have smykker, piercinger eller kontaktlinser på. Lad smykker og andre værdigenstande blive hjemme.
Vi fjerner hårvækst i det område, hvor du skal opereres, når du møder. Du må ikke selv fjerne hår hjemmefra på grund af risikoen for at lave sår.
Tag rent, varmt og behageligt tøj på.
Du er klar til at komme hjem 1-3 timer efter operationen. Du må gerne være passager i privat bil eller taxa, men du må ikke selv køre bil eller tage offentlig transport.
Lav en klar aftale om, at du bliver hentet, når du er klar efter operationen. Personen, der skal hente dig, skal være fleksibel og kunne komme, når du eller vi ringer.
Det er en god idé at have en pårørende med til samtalen, som finder sted, inden du tager hjem.
Vi henstiller til, at du kun har én pårørende ad gangen med ind i Opvågningen. Der skal være ro af hensyn til andre patienter.
Lav aftale om hjælp fra dine pårørende
Vi anbefaler, at du har en pårørende hos dig indtil næste morgen.
I tiden efter operationen kan du have brug for støtte og hjælp til for eksempel indkøb, madlavning og rengøring.
Det er en god idé at have 2 isposer klar i fryseren til brug efter operationen. De bruges til at lindre ømhed og uro i det opererede område.
Du kan købe isposer i en sportsforretning eller på apoteket.
Du kan også selv lave en ispose af en frysepose med fast brun sæbe. Posen skal lukkes tæt, gerne i en ekstra pose, da sæben kan irritere, hvis den kommer på huden.
Sådan bruger du isposen
Læg et stykke stof mellem isposen og huden, så det ikke er for koldt.
Brug isposerne i højst 20 minutter ad gangen og med mindst 2 timers mellemrum.
Kost
Det er vigtigt, at du spiser en sund, varieret og proteinrig kost før og efter operationen, så dit sår kan hele bedst.
Følg gerne de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen:
- Spis planterigt, varieret og ikke for meget
- Spis flere grøntsager og frugter
- Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
- Spis mad med fuldkorn
- Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
- Spis mindre af det søde, salte og fede
- Sluk tørsten i vand
Rygning
Rygning kan give komplikationer efter operationen, fx at såret heler dårligere, større risiko for betændelse eller hjerte- og lungeproblemer.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du ikke ryger 6 uger før og 4 uger efter operation. Hvis dette ikke er muligt, er enhver nedskæring i tobakken gavnlig for dit helbred.
Stopper du med at ryge, får du et betydeligt bedre helbred og styrker din sundhed. Selv om du har været ryger i mange år, har rygestop en positiv indvirkning på din sundhed.
Alkohol
Hvis dit alkoholforbrug er større end sundhedsstyrelsens anbefalinger, har du større risiko for komplikationer som for eksempel lungeproblemer, betændelse og dårlig sårheling.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne over 18 år højst drikker 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag.
Motion
Dyrk motion eller bevæg dig i det omfang, du kan, fx gåture eller cykling.
Få hjælp af din egen læge eller et lokalt sundhedstilbud
Vi kan henvise dig til et sundhedstilbud i din kommune. Du kan også tale med din egen læge eller selv henvende dig i dit lokale sundhedshus.
Du kan læse mere om din kommunes sundhedstilbud på www.sundhed.dk under "Sundhedstilbud".
Du skal kontakte forløbskoordinatoren, hvis du får det bedre eller bliver i tvivl, om du fortsat har brug for en operation. Ved samtalen kan vi aftale den videre plan. Det sker eventuelt i samarbejde med den læge, der skal operere dig.
Ændring i symptomer kan have betydning for den planlagte operation.
Telefonnummeret og træffetider findes under "Kontakt".
På operationsdagen

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
I fuld bedøvelse sover du dybt og mærker ingen smerter under operationen.
Den bedøvende medicin sprøjtes ind i blodet via et tyndt plastikrør i håndryggen.
Du får overvågningsudstyr på, som måler blodtryk, puls og iltindhold i blodet under operationen.
Lige efter operationen kommer du på opvågningsafsnittet, hvor der er en person omkring dig hele tiden. Du kan føle dig døsig og omtumlet i timerne efter, at du er vågnet.
Nogle oplever kvalme og opkastning. Det kan vi ofte afhjælpe med medicin.
Her er noget tekst til den flotte testvideo.

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Efter operationen måler vi dit blodtryk og din puls, og hjælper dig, hvis du har smerter eller kvalme. Du får også mad og drikke.
Vi informerer dig om operationen, og om hvordan du skal forholde dig, når du kommer hjem.
Vi udleverer kopi af journalen, medicinliste, plaster og eventuelle hjælpemidler.
Du er klar til at komme hjem 1-3 timer efter operationen. Husk at planlægge hjemtransport.
Om operationen
Du har fået en skade i skulderleddet på skulderens ledlæbe og muligvis også andre strukturer, der er med til at stabilisere skulderen. En skade på ledlæben opstår typisk, hvis din skulder har været helt eller delvist ude af led, for eksempel hvis du har fået et kraftigt slag, træk eller vrid i skulderen.
Ledlæben er med til at stabilisere dit skulderled. Den kaldes også skulderens menisk. De gener, du oplever, vil ofte være smerter dybt i skulderen. Der kan være kliklyde, smerter ved bevægelse over skulderhøjde eller en fornemmelse af, at skulderen ikke føles stabil.
Operationen foregår oftest ved hjælp af kikkertteknik gennem 2-3 små huller i huden. Afhængigt af skadens omfang kan det være nødvendigt at lave en åben operation, hvor lægen laver et lille snit i huden. Lægen sætter ledlæben på plads og gør den fast med 2-3 stofankre.
Operationen varer cirka 1 time.
Resultatet af operationen afhænger af skadens omfang.
De fleste patienter oplever en bedring efter operationen, men nogle har uændrede symptomer. Kun meget få oplever en forværring efter operationen.
De største fremskridt sker i løbet af de første 3 måneder, men du kan opleve forbedringer i helt op til 1 år efter operationen.
Genoptræning
Samme dag eller dagen efter operationen skal du starte med at lave øvelser, der mindsker hævelse og øger blodcirkulationen.
Flere gange om dagen skal du løsne underarmen ud af slyngen og lave øvelserne i program 1.
Du kommer til instruktion hos fysioterapeut
Indenfor den første uge efter operationen skal du til instruktion ved en fysioterapeut på hospitalet. Her bliver du informeret om dit videre forløb. I gennemgår øvelserne, og der laves en genoptræningsplan.
Den videre genoptræning foregår på Regionshospitalet Silkeborg eller på hjemsygehus/i hjemkommune.
Vi anbefaler, at du tager smertestillende medicin inden instruktionen.
Genoptræningsforløbet ved fysioterapeut varer cirka 3-5 måneder, men der kan gå op til et år, før du har fået din normale styrke tilbage. Derfor anbefaler vi, at du fortsætter med at træne selv efter, at genoptræningsforløbet er afsluttet.
Holdningsøvelse
Stå op med armene hængende ned langs siden og fald let forover. Slap af i ryg- og skuldermuskulatur.
Ret dig herefter op og skyd brystet frem samtidig med, at du fører skuldrene en anelse bagud.
Formålet med øvelsen er, at du bliver mere bevidst om din holdning. Du skal forsøge at rette dig op og holde denne stilling, når du sidder, går og står.
Se øvelsen på video – tryk på billedet:
Øvelser der fremmer blodcirkulation og modvirker hævelse
Du skal mindst 4 gange dagligt tage armen ud af slyngen og gennemføre nedenstående øvelser.
Øvelse 1
Bøj og stræk fingrene helt. Klem eventuelt på en lille bold.
Gentag 25 gange.
Se øvelsen på video – tryk på billedet:
Øvelse 2
Bøj albuen 90 grader. Vend håndfladen skiftevis op og ned.
Gentag 10-15 gange.
Se øvelsen på video – tryk på billedet:
Øvelse 3
Liggende, siddende eller stående: Bøj og stræk albuen helt på den opererede arm.
Gentag 10-15 gange.
Se øvelsen på video – tryk på billedet:
Øvelse 4
Træk skuldrene op mod ørerne, hold spændingen et par sekunder, sænk dem helt og slap af.
Gentag 10 gange.
Se øvelsen på video – tryk på billedet:
Øvelse 5
Bøj hovedet til siden, så øret føres ned mod skulderen. Mærk at musklerne strækkes på modsatte side.
Hold stillingen et par sekunder og skift til modsatte side.
Gentag 10 gange.
Se øvelsen på video – tryk på billedet:
Du bliver instrueret i øvelsesprogram 2 af fysioterapeuten.
Efter 2 uger må du begynde at bruge armen i lettere dagligdags gøremål. Overarmen skal være ned langs siden. Du må gerne tage slyngen af indimellem. Du må fortsat ikke belaste armen. Hold pauser i løbet af dagen med armen hvilende på en pude.
Øvelserne i program 2 har til formål at træne bevægeligheden.
Du må fortsat ikke dreje underarmen udad mere end aftalt. Du skal hele tiden hjælpe den opererede arm med den anden arm, da der stadig foregår en opheling. Du skal slappe af i den opererede arm under øvelserne.
Programmet skal laves 2-3 gange dagligt, hvor du tager 1-2 sæt med 10-15 gentagelser.
Øvelse 1
Læg hænderne på lårene.
Læn kroppen fremad, mens hænderne glider langs ydersiden af benene ned mod tæerne.
Ret dig op, mens hænderne glider tilbage på lårene igen.
Se øvelsen på video – tryk på billedet:
Øvelse 2
Før armen ud til siden med en stok. Du må maksimalt føre armen op til vandret. Pas på ikke at løfte skulderen.
Stå gerne ved et spejl.
Tommelfingeren skal pege op.
Se øvelsen på video – tryk på billedet:
Øvelse 3
Hold stokken med begge hænder bag på ryggen. Slap af i træningsarmen og før stokken bagud med modsatte arm.
Øvelse 4
Placér hænderne som på billedet med stokken. Slap af i træningsarmen (på billedet højre arm). Træk ved hjælp af modsatte arm mod venstre balle.
Når armen kan føres bag kroppen, kan du bruge modsatte hånd til at hjælpe hånden længere om på ryggen ved at trække i tommelfingeren.
Se øvelsen på video – tryk på billedet:
Øvelse 5
Fold hænderne og før armene op så langt du kan indenfor smertegrænsen. Før armene tilbage igen i et langsomt tempo.
Se øvelsen på video – tryk på billedet:
Øvelse 6
Lig med træningsarmens albue bøjet 90 grader og overarmen tæt ved kroppen under hele bevægelsen. Hold en stok imellem hænderne. Pres træningsarmen ud til siden ved hjælp af modsatte arm, men kun til max. 30 graders udaddrejning.
Øvelse 7
Du får eventuelt udleveret en trisse. Fysioterapeuten instruerer dig i, hvordan trissen skal bruges.
Se øvelsen på video – tryk på billedet:
Efter 6 uger må du bevæge armen frit. Du skal dog respektere smertegrænsen.
Din fysioterapeut laver et individuelt træningsprogram med fokus på at genoprette styrke og stabilitet i skulderleddet. Du får vejledning i, hvor mange gentagelser du skal lave, og hvor tit du skal udføre øvelserne.
Nye øvelser for bevægelighed (udaddrejning):
Øvelse 1
Lig med træningsarmens albue bøjet 90 grader og overarmen tæt ved kroppen under hele bevægelsen. Hold en stok imellem hænderne. Pres træningsarmen ud til siden ved hjælp af modsatte arm og hold i få sekunder.
Se øvelsen på video – tryk på billedet:
Øvelse 2
Før hænderne bag nakken og pres forsigtigt albuerne ned mod underlaget, ind til du mærker et stræk.
Hold stillingen i minimum 30 sekunder.
Når du kommer hjem

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Det kan være svært at tisse på grund af bedøvelse og smertestillende medicin efter operationen.
Hvis du ikke har tisset, inden du tager hjem, skal du være opmærksom. Du skal kunne tisse senest 6 timer efter, du sidst har tisset.
Hvis du ikke kan tisse:
- Før kl 17.00: Ring til Dagkirurgisk Opvågning på tlf. 78 41 87 53
- Efter kl. 17.00: Kontakt Lægevagten
Det er normalt at have smerter og muskelømhed efter en operation.
Du skal ikke forvente at være fri for smerter, men du skal kunne finde ro og lave dine øvelser.
Du skal tage smertestillende medicin i en begrænset periode. Du får en medicinoversigt, der viser dig, hvordan du skal tage din medicin.
Vi vejleder dig i, hvordan du bedst stopper med behandlingen.
Udover smertestillende medicin kan du også reducere ømhed, uro og smerter ved at:
- Veksle mellem aktivitet og hvile
- Bruge ispose på det opererede område
- Bruge varmepude på ømme muskler
- Mindfulness, fx naturlyde, musik og meditation
- Tilpasse daglige aktiviteter, herunder træning
- Rette på din armslynge så armen hviler godt
- Gå ture
Hvis du har brug for at tale om lindring af dine smerter, kan du ringe til os for råd og vejledning.

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
I nogle tilfælde anbefaler vi at holde pause med eventuel gigtmedicin (Ibuprofen-præparat) i 6 uger efter operationen, da det kan have betydning for ophelingen. Ibuprofen kan også hedde: Ibumetin, Brufen, Ipren, Ibumax, Burana.
Anvend derfor kun Ibuprofen-præparat indenfor de første 6 uger, hvis vi har ordineret det, og kun så længe, der er lavet recept til.
Hvis du ikke har gang i maven, kan du læse, hvordan du øger medicin mod forstoppelse på www.hemidt.dk/1127507.
Smertestillende medicin, fx. morfinpræparater, kan give forstoppelse. Derfor anbefaler vi, at du bruger medicin mod forstoppelse. Mængden af medicin skal tilpasses efter, om din afføring er hård eller tynd.
Drik 2 liter væske om dagen, spis fiberrigt og bevæg dig. Det hjælper med at holde gang i maven.
Når du tager mindre smertestillende medicin, skal du eventuelt også tage mindre medicin mod forstoppelse.
De første 6 uger
Skulderen skal have fred og ro til at hele. Derfor må du ikke løfte din arm ved hjælp af armens egen kraft.
Der er begrænsninger for, hvor meget armen må bevæges over skulderhøjde og drejes udad. Fysioterapeuten gennemgår dem med dig.
Du skal bruge armslynge efter operationen.
Om natten skal du bruge en fikseret armslynge.
Om dagen skal du bruge den fikserede armslynge i de første dage.
Ved det første besøg i Fysioterapien får du en løs armslynge, som du efterfølgende skal bruge om dagen.
Efter 4 uger må du gradvist begynde at undvære den løse armslynge om dagen.
Armslyngen må tages af, når du laver øvelser, går i bad eller skifter tøj. Sørg for, at du ikke selv løfter overarmen.
Du må bruge hånden som støttehånd, så længe du kan gøre det med overarmen inde ved kroppen, og det kun er hånd og albue, du bevæger.
Efter de første 6 uger
Når der er gået 6 uger, må du begynde at bruge armen frit i daglige aktiviteter. Det vil sige, at du må løfte armen ved hjælp af armens egen kraft.
Du må gradvist øge belastningen af armen efter aftale med fysioterapeuten.
Fikseret armslynge
Hvis din fikserede armslynge har en aftagelig tommelstrop, fikseres den på armposen med velcrolukningen som vist. Herefter lukkes armposen om armen.
Tommelstroppen kan justeres, så den passer bedst muligt til tommelfingeren.
Vær opmærksom på, at hele velcrostykket på slyngen skal være dækket af velcro fra tommelstroppen, så den fæstner optimalt.
Se hvordan du sætter en fikseret armslynge på. Tryk på filmen herunder.
Løs armslynge
Se hvordan du sætter en løs armslynge på. Tryk på filmen herunder.
Du må ikke køre bil, så længe du bruger slynge eller bandage. Først når din arms funktion er ved at være helt normal, og du kan gøre det på forsvarlig vis, må du begynde at køre bil igen.
Du må også først køre bil, når du ikke længere tager stærk smertestillende medicin, og når det er forsvarligt i henhold til færdselsloven. Det vil sige, at du skal have fuld kontrol over gearskifte og kunne udføre en katastrofeopbremsning.
Lægemidler, som på længere sigt kan påvirke din evne til at køre, er mærket med en rød advarselstrekant.
Hvis du er i tvivl, så lad bilen stå.
Du må gerne være passager.
Behold dit plaster på, indtil tråde eller sårklemmer skal fjernes.
Jo færre gange du åbner ind til såret, jo mindre risiko er der for infektion. Skift derfor kun dit plaster, hvis det er 2/3 fyldt med blod, eller hvis det ikke slutter tæt.
Det er normalt, at der siver lidt klar væske fra såret de første dage, og der må gerne være en blodig plet på plasteret.
Hvis du får brug for at skifte plaster, skal du huske at vaske hænder, før du fjerner plasteret. Undgå at duppe eller røre ved såret.
Hvis huden er fugtig, kan du tørre huden udenom såret, inden du sætter nyt plaster på.
I forbindelse med udskrivelsen udleverer vi et ekstra plaster. Hvis du får behov for flere plastre, kan de købes på apoteket.

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Plastrene, du har fået på hospitalet, er vandafvisende. Du må gå i brusebad med plastrene, hvis de slutter tæt.
Du må først tage brusebad uden plaster, når sårene er helt tørre. Du må ikke tage karbad, før trådene/sårklemmerne er fjernet og sårene er helede.
Tag slyngen af, når du går i bad, og lad armen hænge ned langs siden af kroppen. Når armen er afslappet, og du læner dig forover eller til siden, kan du komme til at vaske dig under armen eller tage tøj på.
Det er lettest at tage ærmet først på og sidst af den opererede arm.
Videre forløb
Du skal have fjernet tråde eller sårklemmer hos din egen læge 12-14 dage efter operationen. Husk at bestille en tid.
For at få så pæne ar som muligt, kan du sætte et stykke Micropore (englehud) på sårene, efter at tråde/sårklemmer er fjernet. Skift dem én gang om ugen og brug det i 3 måneder. Micropore kan købes på apoteket.
Undgå sol på arrene det første år. Dæk arrene til eller brug høj solfaktor.
Hvis smerterne cirka 2-6 uger efter operationen tiltager væsentligt og er konstante, og der er forværring ved bevægelse, kan det være tegn på, at du er ved at udvikle en frossen skulder.
Kontakt forløbskoordinatoren med henblik på eventuel kontrol og behandling i skulderklinikken. Telefonnummer og træffetider findes under "Kontakt".
- løb, cykling og øvelser i varmtvandsbassin efter 6 uger
- svømning efter 3 måneder
- træning i motionscenter efter 3 måneder
- kontaktsport efter 6-12 måneder.
Kontakt
Forløbskoordinator for skulderforløb
Kirsten Herold, sygeplejerske
Tlf. 78 41 62 52
Telefontid tirsdag fra kl. 9.00-11.00 og torsdag fra kl. 9.15-10.30
Ved akutte spørgsmål kan du ringe til Operation og Dagkirurgi mandag, onsdag og fredag kl. 09.00-10.00 på tlf. 78 41 86 78. Udenfor disse tidsrum kontaktes egen læge eller vagtlæge ved akut opståede problemer.
Fysioterapien
Tlf. 78 41 76 00
Telefontid på hverdage fra kl. 9.00-13.00
Operation og Dagkirurgi
Tlf. 78 41 87 53
Kan kontaktes på operationsdagen indtil kl. 17.00
Bedøvelsesklinik
Tlf. 78 41 68 91
Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-10.00 (torsdag kl. 8.30-10.00)
Gå direkte til:
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.