Ring hvis du bliver syg eller får sår i huden, hvor du skal opereres. Det gælder de sidste 4 uger op til din operation
Hold pause med naturlægemidler 14 dage før din operation
Får du blodfortyndende medicin (bortset fra hjertemagnyl), kontakter vi dig, hvis du skal holde pause
Planlæg din hjemtransport. Du må gerne være passager i bil eller taxa. Du må ikke selv køre bil, tage bus eller tog.
Stop med at spise 6 timer før – stop med at drikke 2 timer før du skal møde på hospitalet
Tag bad, vask hår og tag rent tøj på hjemmefra
Tag ikke medicin den dag du skal opereres – medmindre du har aftalt andet med os
Forbered dig på:
Hvordan du skal klare dig, når du kommer hjem, fx bad, påklædning, indkøb og indretning i hjemmet
At være fysisk aktiv op til operationen, da det gør din genoptræning lettere
At du får brug for smertestillende medicin efter din operation
At du skal købe håndkøbsmedicin før din operation
At du på egen hånd skal starte med genoptræningsøvelserne længere nede i vejledningen dagen efter operationen
At du skal være sygemeldt efter din operation
BEMÆRK! Punkterne herover er en kort opsummering. Vi anbefaler, at du læser hele vejledningen.
Forbered dig til operationen
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Operationen kan blive udsat, hvis:
Du bliver syg
Du har haft betændelse eller sår de sidste 4 uger op til din operation
Du får feber
Du bliver forkølet
Du får udslæt, bumser eller insektstik i området, hvor du skal opereres
Du har fået foretaget tandoperation/rodbehandling 4 uger op til din operation
Du skal kontakte forløbskoordinatoren, så vi kan aftale den videre plan.
Kontakt din egen læge i god tid inden operationen, hvis:
Du har forhøjet blodtryk, feber, diarré
Du i øvrigt ikke føler dig rask
Vær opmærksom ved vaccination
Vi anbefaler, at du ikke bliver vaccineret 1 uge før og 2 uger efter operationen, da lette symptomer efter vaccinationen kan misfortolkes som tegn på betændelse.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 1 time før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 1 time før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 1 time før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: Den sidste time før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Du må ikke tage medicin hjemmefra på operationsdagen – med mindre det er aftalt med personalet på hospitalet.
Du skal medbringe al din medicin i original emballage – ikke i doseringsæsker.
Kontakt os ved ændringer i din medicin
Kontakt forløbskoordinatoren, hvis der før din operation sker ændringer i din medicin eller helbredstilstand.
Er du i behandling med blodfortyndende medicin, skal du eventuelt holde pause flere dage før din operation.
Vi sender dig en vejledning via e-Boks eller med brev til din postkasse inden operationen. Du kan også blive kontaktet telefonisk.
Vi laver recepter til dig på smertestillende medicin efter operationen. Det gælder både håndkøbsmedicin og receptpligtig medicin.
Du kan med fordel sørge for at have lidt håndkøbsmedicin derhjemme, så du ikke skal på apoteket på vej hjem fra hospitalet.
Smertestillende medicin kan virke forstoppende. Derfor anbefaler vi, at du skaffer både smertestillende medicin og afføringsmedicin før operationen:
Paracetamol, fx Pamol, Panodil eller Pinex (smertestillende)
Magnesia, tablet 500 mg (afføringsmedicin)
Vi udleverer eventuel receptpligtig smertestillende medicin til dig til det første døgn.
Nogle naturlægemidler kan være blodfortyndende. Tager du blodfortyndende naturlægemidler eller kosttilskud, bør du holde pause i 14 dage inden din operation. Det kan for eksempel være baldrian, ephedra, fiskeolie, ginko, ginseng, hvidløgspulver og ingefær.
Er du i tvivl, er du velkommen til at kontakte din forløbskoordinator.
Det er vigtigt, at din mave er velfungerende, så det ikke bliver til et problem efter operationen.
Tag et grundigt bad og vask håret om morgenen på din operationsdag for at forebygge infektioner. Du skal vaske dig grundigt i de områder, der er markeret på tegningen. Tør dig med et rent håndklæde.
Før badet skal du rense dine negle omhyggeligt og fjerne neglelak. Vi anbefaler, at du ikke har kunstige negle eller lignende på.
Lad være med at smøre dig ind i creme efter badet og tag ikke makeup på. Du må ikke have smykker, piercinger eller kontaktlinser på. Lad smykker og andre værdigenstande blive hjemme.
Vi fjerner hårvækst i det område, hvor du skal opereres, når du møder. Du må ikke selv fjerne hår hjemmefra på grund af risikoen for at lave sår.
Tag rent, varmt og behageligt tøj på.
Du er klar til at komme hjem 1-3 timer efter operationen. Du må gerne være passager i privat bil eller taxa, men du må ikke selv køre bil eller tage offentlig transport.
Lav en klar aftale om, at du bliver hentet, når du er klar efter operationen. Personen, der skal hente dig, skal være fleksibel og kunne komme, når du eller vi ringer.
Det er en god idé at have en pårørende med til samtalen, som finder sted, inden du tager hjem.
Vi henstiller til, at du kun har én pårørende ad gangen med ind i Opvågningen. Der skal være ro af hensyn til andre patienter.
Lav aftale om hjælp fra dine pårørende
Vi anbefaler, at du har en pårørende hos dig indtil næste morgen.
I tiden efter operationen kan du have brug for støtte og hjælp til for eksempel indkøb, madlavning og rengøring.
Det er en god idé at have 2 isposer klar i fryseren til brug efter operationen. De bruges til at lindre ømhed og uro i det opererede område.
Du kan købe isposer i en sportsforretning eller på apoteket.
Du kan også selv lave en ispose af en frysepose med fast brun sæbe. Posen skal lukkes tæt, gerne i en ekstra pose, da sæben kan irritere, hvis den kommer på huden.
Sådan bruger du isposen
Læg et stykke stof mellem isposen og huden, så det ikke er for koldt.
Brug isposerne i højst 20 minutter ad gangen og med mindst 2 timers mellemrum.
Tag tøj på, der er let at få på efter operationen - gerne en kortærmet, løstsiddende bluse eller skjorte med knapper eller lynlås.
Du får hospitalstøj på inden operationen. Du må gerne beholde dit eget undertøj på.
Du må påregne ventetid, så tag eventuelt iPad, bog eller anden underholdning med.
Kost
Det er vigtigt, at du spiser en sund, varieret og proteinrig kost før og efter operationen, så dit sår kan hele bedst.
Følg gerne de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen:
Spis planterigt, varieret og ikke for meget
Spis flere grøntsager og frugter
Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
Spis mad med fuldkorn
Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
Spis mindre af det søde, salte og fede
Sluk tørsten i vand
Rygning
Rygning kan give komplikationer efter operationen, fx at såret heler dårligere, større risiko for betændelse eller hjerte- og lungeproblemer.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du ikke ryger 6 uger før og 4 uger efter operation. Hvis dette ikke er muligt, er enhver nedskæring i tobakken gavnlig for dit helbred.
Stopper du med at ryge, får du et betydeligt bedre helbred og styrker din sundhed. Selv om du har været ryger i mange år, har rygestop en positiv indvirkning på din sundhed.
Alkohol
Hvis dit alkoholforbrug er større end sundhedsstyrelsens anbefalinger, har du større risiko for komplikationer som for eksempel lungeproblemer, betændelse og dårlig sårheling.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne over 18 år højst drikker 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag.
Motion
Dyrk motion eller bevæg dig i det omfang, du kan, fx gåture eller cykling.
Få hjælp af din egen læge eller et lokalt sundhedstilbud
Vi kan henvise dig til et sundhedstilbud i din kommune. Du kan også tale med din egen læge eller selv henvende dig i dit lokale sundhedshus.
Du kan læse mere om din kommunes sundhedstilbud på www.sundhed.dk under "Sundhedstilbud".
Du skal kontakte forløbskoordinatoren, hvis du får det bedre eller bliver i tvivl, om du fortsat har brug for en operation. Ved samtalen kan vi aftale den videre plan. Det sker eventuelt i samarbejde med den læge, der skal operere dig.
Ændring i symptomer kan have betydning for den planlagte operation.
Telefonnummeret og træffetider findes under "Kontakt".
På operationsdagen
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Operationen foregår i fuld bedøvelse, som kan suppleres med en nerveblokade.
I fuld bedøvelse sover du dybt og mærker ingen smerter under operationen.
Den bedøvende medicin sprøjtes ind i blodet via et tyndt plastikrør i håndryggen.
Du får overvågningsudstyr på, som måler blodtryk, puls og iltindhold i blodet under operationen.
Lige efter operationen kommer du på opvågningsafsnittet, hvor der er en person omkring dig hele tiden. Du kan føle dig døsig og omtumlet i timerne efter, at du er vågnet.
Nogle oplever kvalme og opkastning. Det kan vi ofte afhjælpe med medicin.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Når du får en nerveblokade, er du smertedækket i det område, du skal opereres i.
Du får et drop på håndryggen. Du kan få beroligende medicin gennem droppet, hvis du ønsker det.
Nerveblokaden anlægges ved hjælp af ultralyd og varer typisk 12-24 timer. Udover smertelindring vil de muskler, som de bedøvede nerver forsyner, være helt eller delvist lammede i samme periode.
Enkelte patienter oplever en uventet lang virkning af nerveblokaden i form af nedsat følesans i blokadens forsyningsområde. Det forsvinder oftest igen indenfor 6 måneder.
Efter operationen måler vi dit blodtryk og din puls og hjælper dig, hvis du har smerter eller kvalme. Vi tager røntgenbillede af albueleddet, inden du tager hjem.
Du får mad og drikke.
Vi informerer dig om operationen, og om hvordan du skal forholde dig, når du kommer hjem. Vi udleverer kopi af journalen, medicinliste, plaster og eventuelle hjælpemidler.
Om operationen
Du har en skade på et af de stabiliserende ledbånd i din albue. Det er nødvendigt med en operation for at sætte ledbåndet på plads.
Når du er bedøvet, starter lægen med at teste stabiliteten i din albue. Det foregår med røntgengennemlysning. Hvis testen viser, at der er løshed i albuen, bliver du opereret med en åben operation.
Ved operationen laver lægen et snit i huden bag på albuen. Han finder ledbåndet og syr det fast med snoreankre, som bores ind i knoglen. Snoreankrene skal ikke fjernes efterfølgende.
Operationen foregå i fuld bedøvelse og varer cirka 1 time.
Efter operationen får du taget røntgen af albuen, før du udskrives samme dag.
Hvis testen ikke viser løshed i leddet, skal du ikke opereres med en åben operation. Du skal i stedet have en kikkertoperation. Efterbehandlingen er derfor anderledes.
Langt de fleste opnår god stabilitet og fuld bevægelighed af albuen. Du skal dog forvente, at hele forløbet tager op til 1 år.
Der kan i sjældne tilfælde opstå komplikationer efter operationen. Det kan for eksempel være infektion, forsinket sårheling eller stivhed i albueleddet.
Hvis du udvikler stivhed i leddet, kan den oftest trænes væk. I ganske få tilfælde kan der være behov for en kikkertoperation, hvis stivheden ikke forsvinder.
Genoptræning
Samme dag eller dagen efter operationen skal du starte med at lave øvelser, der mindsker hævelse og øger blodcirkulationen. Du skal lave øvelse 1,2 og 3 i øvelsesprogram 1 flere gange om dagen.
Du skal begynde med øvelserne, så snart du har fået følelsen tilbage i armen efter, at virkningen af den nervebedøvende blokade er stoppet.
Du kommer til instruktion hos fysioterapeut
Indenfor den første uge efter operationen skal du til instruktion ved en fysioterapeut på hospitalet. Her bliver du informeret om dit videre forløb. I gennemgår øvelserne og laver en genoptræningsplan.
Den videre genoptræning foregår på Regionshospitalet Silkeborg eller på hjemsygehus/i hjemkommune.
Vi anbefaler, at du tager smertestillende medicin inden instruktionen.
Genoptræningsforløbet ved fysioterapeut varer cirka 3-5 måneder, men der kan gå op til 1 år, før du har fået din normale styrke tilbage. Derfor anbefaler vi, at du fortsætter med at træne selv efter, at genoptræningsforløbet er afsluttet.
Når du træner, bør dine smerter ikke komme over 5 på en smerteskala, hvor 0 er ingen smerte, og 10 er de værst tænkelige smerter.
Du kan blive øm under træningen, men det skal gerne aftage efter cirka en halv time.
Du bør generelt ikke have flere smerter i hvile end 2-3 på skalaen.
Du skal starte med øvelse 1-3 med det samme.
Øvelser der fremmer blodcirkulation og modvirker hævelse
Du skal mindst 4 gange dagligt gennemføre nedenstående øvelser.
OBS: Du skal lave øvelserne med bandagen på.
Øvelse 1
Bøj og stræk fingrene helt. Klem eventuelt på en lille bold.
Gentag 25 gange.
Øvelse 2
Træk skuldrene op mod ørerne, hold spændingen et par sekunder, sænk dem helt og slap af.
Gentag 10 gange.
Se øvelsen på video – tryk på billedet:
Øvelse 3
Bøj hovedet til siden, så øret føres ned mod skulderen. Mærk at musklerne strækkes på modsatte side. Hold stillingen et par sekunder og skift til modsatte side.
Gentag 10 gange.
Se øvelsen på video – tryk på billedet:
Øvelse 4 og 5 laves sammen med fysioterapeuten ved første besøg.
Holdningsøvelse
Øvelse 4
Stå op med armene hængende ned langs siden og fald let forover. Slap af i ryg- og skuldermuskulatur. Ret dig herefter op, skyd brystet frem samtidig med, at du fører skuldrene en anelse bagud.
Formålet med øvelsen er, at du bliver mere bevidst om din holdning. Du skal forsøge at rette dig op og holde denne stilling, når du sidder, går og står.
Se øvelsen på video – tryk på billedet:
Øvelse 5
Sid på en stol. Læg hænderne på lårene. Læn kroppen fremad, mens hænderne glider langs ydersiden af benene ned mod tæerne.
Ret dig op, mens hænderne glider tilbage på lårene igen.
Gentag 10 gange.
Programmet laves efter 3 uger, at du bliver instrueret af fysioterapeuten.
Øvelse 1
Sid med den opererede arm ned langs siden. Bøj albuen så langt op du kan med skinnen på, hjælp gerne med den anden arm. Stræk armen igen bagefter med hjælp fra den anden arm.
Gentag 10 gange.
Øvelse 2
Lig på ryggen. Tag fat i den opererede arm med modsatte hånd og før armen op over hovedet, sænk den igen med hjælp fra modsatte arm.
Gentag 10 gange.
Øvelse 3
Tag armen ud af slyngen flere gange dagligt og øv dig i at gå/stå med armen ned langs siden, så albuen rettes ud.
Læg en pude under albuen/armen for at hvile godt. Hav den gerne over hjertehøjde flere gange dagligt.
Du kan også, når du sidder op hvile med en pude under armen.
Når du kommer hjem
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Det kan være svært at tisse på grund af bedøvelse og smertestillende medicin efter operationen.
Hvis du ikke har tisset, inden du tager hjem, skal du være opmærksom. Du skal kunne tisse senest 6 timer efter, du sidst har tisset.
Hvis du ikke kan tisse:
Før kl 17.00: Ring til Dagkirurgisk Opvågning på tlf. 78 41 87 53
Efter kl. 17.00: Kontakt Lægevagten
Det er normalt at have smerter og muskelømhed efter en operation.
Du skal ikke forvente at være fri for smerter, men du skal kunne finde ro og lave dine øvelser.
Du skal tage smertestillende medicin i en begrænset periode. Du får en medicinoversigt, der viser dig, hvordan du skal tage din medicin.
Vi vejleder dig i, hvordan du bedst stopper med behandlingen.
Udover smertestillende medicin kan du også reducere ømhed, uro og smerter ved at:
Veksle mellem aktivitet og hvile
Bruge ispose på det opererede område
Bruge varmepude på ømme muskler
Mindfulness, fx naturlyde, musik og meditation
Tilpasse daglige aktiviteter, herunder træning
Rette på din armslynge så armen hviler godt
Gå ture
Hvis du har brug for at tale om lindring af dine smerter, kan du ringe til os for råd og vejledning.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
I nogle tilfælde anbefaler vi at holde pause med eventuel gigtmedicin (Ibuprofen-præparat) i 6 uger efter operationen, da det kan have betydning for ophelingen. Ibuprofen kan også hedde: Ibumetin, Brufen, Ipren, Ibumax, Burana.
Anvend derfor kun Ibuprofen-præparat indenfor de første 6 uger, hvis vi har ordineret det, og kun så længe, der er lavet recept til.
Smerter er individuelle. Det er derfor meget forskelligt, hvornår man føler sig klar til at nedtrappe smertebehandlingen.
Du kan starte nedtrapning, når du igennem en periode har oplevet, at dit behov for smertestillende er aftaget, og smerterne er så acceptable, at du kan hvile og træne.
Hvis du har fået en vejledning for nedtrapning, skal du følge den. Du kan vælge det starttidspunkt på døgnet, hvor du bedst kan undvære den smertestillende medicin.
Hvis du får flere forskellige slags smertestillende medicin, skal du kun nedtrappe en slags medicin ad gangen.
Når du nedtrapper din smertebehandling, kan du opleve, at dine smerter øges. Det er naturligt, men hvis du oplever, at øgningen i smerter er vedvarende, kan du følge nedenstående trin:
Gå eventuelt lidt op i dosis igen og fortsæt den dosis, hvor du oplevede acceptable smerter (følg nedtrapningsskemaet).
Start ny nedtrapning, når der har været "ro" i dine smerter nogle dage.
Hvis ovenstående ikke hjælper dig, kan du ringe til forløbskoordinatoren for råd og vejledning.
Du kan også opleve kropsligt ubehag, fx rastløshed, indre uro, rysten, mavekramper, svedtendens, kuldefornemmelse, diarre, hudkløe, muskelspændinger, lægkramper, næse-tåreflod og alment ubehag. Symptomerne ved nedtrapning er ikke farlige og ofte forbigående.
Oplever du voldsomt ubehag, kan du eventuelt gå lidt op i dosis igen, og du kan vente med yderligere nedtrapning, indtil du har det bedre.
Hvis du ikke har gang i maven, kan du læse, hvordan du øger medicin mod forstoppelse på www.hemidt.dk/1127507.
Smertestillende medicin, fx. morfinpræparater, kan give forstoppelse. Derfor anbefaler vi, at du bruger medicin mod forstoppelse. Mængden af medicin skal tilpasses efter, om din afføring er hård eller tynd.
Drik 2 liter væske om dagen, spis fiberrigt og bevæg dig. Det hjælper med at holde gang i maven.
Når du tager mindre smertestillende medicin, skal du eventuelt også tage mindre medicin mod forstoppelse.
De første 3 uger
Albuen skal have fred og ro til at hele, og den skal gerne holdes højt, så den ikke hæver.
Du skal bruge en albuebandage efter operationen. Den skal være låst om natten og om dagen de første 3 uger.
De næste 3 uger
Du må begynde at bevæge i albueleddet uden belastning. Fysioterapeuten og lægen vejleder dig.
Du må nu begynde at bruge armen til let aktivitet uden belastning, fx når du skal spise og drikke eller knappe en skjorte.
Du skal fortsat bruge albuebandagen, som skal være låst om natten. Efter 3 ugers-kontrol bliver bandagen låst op om dagen.
Efter 6 uger
Du må gradvist begynde at belaste, når du bøjer armen. Fysioterapeuten vejleder dig.
Efter 12 uger
Du må begynde at belaste, når du strækker armen. Fysioterapeuten vejleder dig.
Bandage låst i 70 graders bøjning.
Du må ikke køre bil, så længe du bruger slynge eller bandage. Først når din arms funktion er ved at være helt normal, og du kan gøre det på forsvarlig vis, må du begynde at køre bil igen.
Du må også først køre bil, når du ikke længere tager stærk smertestillende medicin, og når det er forsvarligt i henhold til færdselsloven. Det vil sige, at du skal have fuld kontrol over gearskifte og kunne udføre en katastrofeopbremsning.
Lægemidler, som på længere sigt kan påvirke din evne til at køre, er mærket med en rød advarselstrekant.
Hvis du er i tvivl, så lad bilen stå.
Du må gerne være passager.
Du har fået plaster over såret. Vi har lagt en komprimerende forbinding oven på plastret, der skal modvirke, at albuen hæver.
Du skal beholde forbindingen på indtil det første besøg i fysioterapien 4-7 dage efter operationen.
Kontakt hospitalet med henblik på skift af forbindingen, hvis:
Der er blod igennem forbindingen
Forbindingen strammer, og hånd eller fingre er hævede eller "sover"
Udenfor telefontid kan kan du kontakte Ortopædkirurgisk Afsnit tlf. 78 41 61 56. Ved problemer i weekenden skal du kontakte Lægevagten.
I de første 6 uger skal du beholde bandagen på – også når du går i bad.
Tag en stor plastikpose ud over bandagen og luk den godt til foroven, fx med Micropore (englehud), der også kan klæbe på huden.
Hold gerne armen opad, mens du er i bad, så der ikke kan løbe vand ned i posen.
Du skal kontakte os, hvis:
Albuen bliver rød, varm og øm.
Området omkring albuen bliver hævet, spændt og med dunkende smerter.
Det siver med gul væske fra såret.
Du får feber.
Videre forløb
Du har fået plaster og komprimerende forbinding over sårene. Behold begge dele på, indtil du kommer til fysioterapeuten på hospitalet efter 4-7 dage. Fysioterapeuten fjerner forbinding og plaster, og tilser såret.
Forbindingen skal kun skiftes inden, hvis den er blødt igennem eller hvis den strammer. Kontakt hospitalet. Udenfor telefontid kan Ortopædkirurgisk Korttidsafsnit kontaktes på tlf.: 7841 6600.
Du bliver via e-Boks/brev indkaldt til kontrol i Skulderklinikken:
2 uger efter operationen til fjernelse af sårklemmer.
3 uger, 6 uger og 12 uger efter operationen til kontrol ved den læge, der har opereret dig. Inden hvert besøg booker vi også tid til røntgenundersøgelse af din albue. Ved den sidste kontrol 12 uger efter operationen tester lægen, om albuen er blevet stabil.
Du skal forvente at være sygemeldt i 6 uger efter operationen, hvis du har kontorarbejde, og 12 uger hvis du har tungere belastende arbejde – eventuelt længere afhængigt af dit arbejde.
Det er individuelt, hvornår du er klar til at genoptage dine dagligdags-, arbejds- og idrætsaktiviteter.
Ved den afsluttende kontrol ved lægen 12 uger efter operationen, bliver du informeret om hvilke aktiviteter, du kan varetage fremover. Forbered gerne spørgsmål, fx om hvornår du må starte med specifikke idrætsaktiviteter.
Du må dog tidligst starte med:
Cykling og svømning efter 3 måneder.
Træning i motionscenter efter 3-6 måneder – efter vejledning fra din fysioterapeut eller den opererende læge.
Opstart med albuebelastende idrætsgrene, fx springgymnastik eller kontaktsport, efter 9-12 måneder.
For at få så pæne ar som muligt, kan du sætte et stykke Micropore (englehud) på såret, når du har fået albuebandagen af. Skift det 1 gang om ugen og brug det i 3 måneder.
Micropore kan købes på apoteket.
Undgå sol på arret i det første år. Dæk arret til eller brug høj solfaktor.
Kontakt
Forløbskoordinator for skulderforløb Kirsten Herold, sygeplejerske Tlf. 78 41 62 52 Telefontid tirsdag fra kl. 9.00-11.00 og torsdag fra kl. 9.15-10.30
Ved akutte spørgsmål kan du ringe til Operation og Dagkirurgi på tlf. 78 41 86 78 mandag, onsdag og fredag fra kl. 09.00-10.00. Kontakt egen læge eller vagtlæge ved akut opståede problemer uden for disse tidsrum.
OBS! Ved behov for skift af forbinding på grund af gennemsivning, eller hvis forbindingen strammer, skal du på hverdage udenfor telefontiden kontakte Ortopædkirurgisk Afsnit på tlf.: 7841 6156. Telefonen er åben fra mandag kl. 7.00 til fredag kl. 20.30. I weekenden skal du kontakte vagtlægen.
Dagkirurgi Tlf. 78 41 87 53 Kan kontaktes på operationsdagen indtil kl. 17.00
Fysioterapien Tlf. 78 41 76 00 Telefontid på hverdage fra kl. 9.00-13.00
Bedøvelsesklinik Tlf. 78 41 68 91 Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-10.00 (torsdag kl. 8.30-10.00)
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/865412
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.