Du skal starte med at lave øvelser på egen hånd samme dag, som du er opereret. Det er vigtigt at komme i gang med øvelserne, så du ikke får et knæ, der enten ikke kan strække helt eller bøje helt.
Hvis det ikke kan bøje eller strække helt, påvirker det din naturlige gang, hvilket kan give dig andre gener.
De første 2-3 uger skal du lave øvelserne på egen hånd. Herefter bliver du indkaldt til genoptræning i din kommune. Du bliver indkaldt i din digitale post eller med brev.
Hvis dit knæ begynder at hæve eller gøre mere ondt efter øvelserne, kan du lave færre gentagelser næste gang, du laver dem.
Er knæet hævet eller irriteret, skal du undgå at gå for meget, men du skal fortsætte med at lave dine øvelser.
Du får mest ud af træningen, hvis du ikke har for mange smerter
Når du træner, bør dine smerter ikke komme over 5 på en smerteskala, hvor 0 er ingen smerte, og 10 er de værst tænkelige smerter.
Du kan blive øm under træningen, men det skal gerne aftage efter cirka en halv time.
Du bør generelt ikke have flere smerter i hvile end 2-3 på skalaen.