Kontakt din egen læge, så du kan opstarte eventuel behandling, hvis du har feber, er forkølet eller har influenza.
Behandlingen med blokaden kan blive udsat, hvis du har ovenstående lidelser den dag, hvor blokaden skal lægges.
Kontakt forløbskoordinatoren, hvis du i ugen op til blokaden skal gives:
Bliver syg.
Får feber.
Er forkølet.
Har influenza.
Får udslæt, bumser, insektstik eller sår på huden i området, hvor du skal have blokaden.
Du har dit eget tøj på, når du får blokaden. Tag derfor tøj på, som er behageligt at ligge i.
Du må ikke selv køre hjem. Du skal derfor lave en aftale med en pårørende, der kan hente dig.
Om behandlingen
Et hofteled kan, som alle led, blive slidt og belastet, hvilket kan medføre smerter. I nogle tilfælde kan smerter i eller omkring hoften også stamme fra eksempelvis knæ eller lænderyggen.
En blokade i hofteleddet kan bekræfte en diagnose. Er røntgenbillederne og den kliniske undersøgelse af hoften ikke entydige, kan der lægges en blokade for at finde ud af, om det er hoften, der er slidt. Vi kalder dette en diagnostisk blokade.
Ved at lægge blokaden i hofteleddet, fjerner man smerterne fra leddet i en kort periode. Hermed får du mulighed for at mærke, hvordan det måtte være at have en kunstig hofte. Hvis blokaden har god effekt, kan det give mening at tilbyde en kunstig hofte.
En blokade i hofteleddet indeholder kun lokalbedøvende medicin.
Blokaden består af lokalbedøvelse, som giver umiddelbar smertelindring, hvis smerterne stammer fra hofteleddet. Blokaden har en varighed på 2 timer til et halvt døgn.
Du får anlagt blokaden på røntgenafdelingen.
Du ligger på ryggen, når blokaden lægges. Vi bruger ultralyd for at kunne se præcist, hvor blokaden skal lægges.
Efter blokaden er lagt, skal du lave de bevægelser, der normalt vil provokere dine smerter. Hvis smerterne er væk, har den smertelindrende del af blokaden effekt.
Når du bliver henvist til blokade, aftaler vi, hvordan vi laver opfølgning med henblik på vurdering af effekten af blokaden. Der kan aftales, at du bliver set i vores klinik efter anlæggelsen af blokaden, eller du bliver kontaktet på anden måde.
Der står i dit indkaldeles brev, hvor du skal møde til anlæggelse af blokaden.
Du er velkommen til at have en pårørende med.
Du forventes at være klar til at komme hjem cirka 2 timer efter, at blokaden er lagt, hvis der er aftalt umiddelbart opfølgning i klinikken.
Hvis der er aftalt opfølgning på anden måde, kan du komme hjem kort tid efter anlæggelsen af blokaden.
Risici og bivirkninger
Ganske få patienter kan opleve kvalme, svimmelhed eller at være utilpas.
Sjældne bivirkninger: Der kan ske en skade i blodkar og nerver i indstiksområdet, og der kan tilkomme betændelse i hofteleddet.
Når du kommer hjem
Smerterne kan komme igen efter få timer, og smerterne kan opleves værre, end før blokaden blev lagt.
Det kan skyldes, at du har lavet bevægelser, som har provokeret leddet, mens blokaden har haft effekt. Du skal derfor holde dig i ro den dag, du har fået blokaden. Herefter må du genoptage dine vanlige aktiviteter.
Får du ondt, kan du have håndkøbsmedicin klar derhjemme i form af Panodil 500 mg og Ipren 200 mg, hvis du tåler denne medicin.
Kontakt
Sekretær, Hofteklinik Tlf. 78 41 63 60 Telefontid på hverdage fra kl. 9.00-13.00
Udenfor træffetiden omstilles telefonen til Ortopædkirurgisk Afsnit.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/786281
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.