Medicinsk behandling foregår hjemme hos dig selv.
Du får udleveret 1 tablet Mifegyne (Mifepriston) á 200 mg og 4 tabletter Cytotec (Misoprostol) á 0,2 mg.
Mifegyne-tabletten (Mifepriston) skal du sluge. Den hjælper med at løsne graviditeten fra livmoderen. Den kan give bivirkninger som kvalme og smerter, og du kan også begynde at bløde. Hvis du har behov for det, kan du tage smertestillende håndkøbsmedicin.
24 til 48 timer efter du har taget Mifegyne (Mifepriston), skal du lægge de 4 Cytotec-tabletter (Misoprostol) op i skeden, hvorefter du skal ligge ned i 1 time, så det er en god ide at tisse først. Medicinen blødgør livmoderhalsen, fremkalder sammentrækninger i livmoderen og starter blødning.
Sammentrækningerne i livmoderen medfører ofte kraftige menstruationssmerter, og du skal derfor tage smertestillende tabletter i form af 2 tabletter Pamol/Pinex/Panodil (Paracetamol) á 500 mg og 2 tabletter Ipren/Ibumetin/Brufen (Ibuprofen) á 200 mg, samtidig med, at du starter behandling med Cytotec (Misoprostol).
Du kan gentage den smertestillende behandling hver 5. til 6. time.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.