Symptomerne kan starte med oppustethed og trykken i maven. Du skal også være opmærksom på vægtøgning. Du skal kontakte klinikken, hvis du oplever en vægstigning på 1-2 kilo.
Senere kan der også opstå almen utilpashed, smerter i underlivet, åndenød, kvalme, opkastning, diarré og eventuelt forstoppelse. Der kan også opstå pludselige stærke smerter, hvis æggestokkene drejer sig rundt. Symptomerne kan blive værre i løbet af dagen.
Svær overstimulationssyndrom ses yderst sjældent, men kan være en livstruende tilstand. Ved en svær grad af overstimulation kan der ske alvorlige forskydninger i salt og væskebalancen i blodet.
Tilstanden med overstimulation kan give let øget risiko for blodpropper, og du kan eventuelt have behov for blodfortyndende medicin i en længere periode for at nedsætte risikoen. Det bliver vurderet af en læge ud fra dine blodprøver.
For nogle kvinder ses overstimulation først, hvis kvinden bliver gravid. Det vil sige 12-14 dage efter ægudtagning. Symptomerne kan vare fra 1-6 uger afhængig af sværhedsgraden.