Undersøgelsen viser, om nyrerne afgiver et hormon, renin, der er skyld i din blodtryksforhøjelse. Kontrastundersøgelsen viser, om der er forsnævringer på pulsårerne til nyrerne.
Forbered dig til undersøgelsen
Du skal have taget en blodprøve inden undersøgelsen, der viser blodets evne til at størkne. Blodprøven må maksimalt være 3 dage gammel og skal tages senest dagen før undersøgelsen.
Du skal selv bestille tid til blodprøver.
Bor du i Region Midtjylland, skal prøverne tages på et af hospitalerne i regionen. Du kan bestille tid med MitID på booking.rm.dk eller på tlf. 78 44 34 20 alle hverdage fra kl. 10.00-12.00.
Hvis du bor udenfor Region Midtjylland, skal du kontakte dit lokale hospital.
Det er altid den læge eller afdeling, der har bestilt prøverne, der skal give dig resultatet af blodprøverne.
Du må ikke spise fra midnat op til undersøgelsen. Det vil sige, at du ikke må spise fast føde eller indtage mælkeprodukter, frugtjuice, saftevand eller lignende efter midnat.
Du må drikke vand indtil 2 timer før undersøgelsen.
Du må ikke tage vanddrivende medicin på undersøgelsesdagen. Ud over det skal du tage din sædvanlige morgenmedicin.
Der er specielle blodtryksnedsættende tabletter, som du ikke må indtage de sidste 2 uger inden undersøgelsen. Den læge, som har henvist dig til undersøgelsen, informerer dig nærmere.
Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du nogle gange have en anden type blodfortyndende medicin i de sidste 3 dage inden undersøgelsen. Dette styres af den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.
Hvis du har diabetes, skal du meddele det inden undersøgelsen.
Hvis du er henvist fra egen læge, skal du medbringe en medicinliste.
Kontakt os før undersøgelsen, hvis du er gravid eller ammer.
Hvis du ikke kan tage imod den tid, vi har tilbudt dig, så kontakt os venligst så hurtigt som muligt på tlf. 78 44 33 00 – gerne indenfor 3 hverdage. Det giver os mulighed for at tilbyde tiden til en anden patient.
Hvis du hellere vil på et andet hospital, kan du læse mere om mulighederne på www.udredning.rm.dk.
Du er altid velkommen til at ringe til Patientkontoret på tlf. 78 41 04 44, hvis du ønsker at benytte det frie sygehusvalg.
På undersøgelsesdagen
Fysiologisk Klinik ligger på etage 3.
Du kan med fordel parkere i Parkeringshus P4:
Gå til Indgang C over gangbroen fra parkeringshuset
Gå til den gule elevator og tag elevatoren til etage 3, hvor du finder receptionen
Alternativt kan du parkere i Parkeringshus P3:
Gå til Indgang F
Gå til den gule elevator, hvor du finder receptionen
Om undersøgelsen
Du får anlagt et drop, hvorefter du bliver lokalbedøvet i begge lyskeregioner.
Herefter får du indført et plastikrør via blodårerne i lysken til nyrerne. Det gør det muligt at tage blodprøver fra begge nyrer.
Til sidst sprøjter vi kontrast ind i pulsåren via de anlagte plastikrør, for at få et billede af blodforsyningen til nyrerne.
Bagefter bliver du observeret i yderligere 2 timer på Dagkirurgisk Afsnit eller Medicinsk Afsnit.
Du ligger på ryggen under undersøgelsen og til observation efterfølgende.
Risici og bivirkninger
Der er kun meget let ubehag ved undersøgelsen. Dog kan der føles forbigående smerte ved lokalbedøvelse i lysken.
Plastikrørerne i blodårerne gør ikke ondt.
Når du kommer hjem
Du må ikke udføre fysisk hårdt arbejde 1 døgn efter undersøgelsen.
Videre forløb
Du får svar på undersøgelsen af den læge eller afdeling, der har henvist dig.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Mandag, tirsdag, torsdag og fredag fra kl. 8.00-13.00
Onsdag fra kl. 9.00-13.00
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/576740
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.