Dit barn skal have lavet en undersøgelse af blæren, urinlederne og urinrøret.
Forbered dig til undersøgelsen
Undersøgelsen foregår over 2 dage med få dages mellemrum. Datoer og mødetidspunkter fremgår af indkaldelsesbrevet. Begge dage skal I møde på Børn og Unge Afsnit og henvende jer hos sekretæren.
Forberedelse til undersøgelsen foregår i Børn og Unge Dagklinik. Selve undersøgelsen foregår i Fysiologisk Klinik.
Da I skal være på hospitalet 2 dage, vil der være en del ventetid. Medbring gerne underholdning eller barnevogn, hvis du har et lille barn.
Børn kan opleve, at nogle ting i forbindelse med undersøgelsen er ubehagelige og grænseoverskridende. Derfor har barnet brug for tryghed, støtte og opbakning fra sine forældre, og at forældrene udviser tillid til personalet.
Før I møder ind på 1. indlæggelsesdag, skal I have lavet en urinprøve hjemme. Der er sendt urinprøveglas og vejledning med i indkaldelsesbrevet. Det er vigtigt, at urinprøven er så frisk som muligt før undersøgelsen.
Hvis der er bakterier i urinen, kan vi ikke lave undersøgelsen, før infektionen er behandlet.
Hvis vi finder bakterier i urinen, skal undersøgelsen udsættes, indtil infektionen er behandlet, og barnet skal have forebyggende antibiotisk behandling. I får medicinen udleveret på første undersøgelsesdag.
På undersøgelsesdagen
Barnet skal have første dosis antibiotika hjemme om morgenen på den dag, hvor undersøgelsen finder sted.
Antibiotisk behandling gives i 3 dage.
I skal så vidt muligt undlade, at barnet har vandladning lige før I møder til undersøgelsen, hvis barnet er renligt. Det skyldes, at nogle børn skal have vandladning på et specielt toilet.
Om undersøgelsen
Der skal lægges et blærekateter, som er en lille blød plastikslange, der lægges op i blæren via urinrøret.
Det kan være ubehageligt at få lagt et blærekateter. Derfor taler personalet med jer om muligheden for at give beroligende medicin eller lattergas (hvis barnet er over 4 år).
Efter blærekateteret er lagt, er barnet klar til undersøgelsen af nyrerne, som foregår i Fysiologisk Klinik.
Gennem det anlagte blærekateter hælder vi langsomt opvarmet saltvand tilsat en smule radioaktivt sporstof ind i blæren. Under opfyldningen med vand optager vi billeder. Det er vigtigt, at blæren fyldes helt op.
Under denne del af undersøgelsen ligger barnet ned.
Kateteret fjernes, og barnet sidder på et bækken foran kameraet og lader vandet, mens der optages billeder.
Undersøgelsen varer cirka 1 time.
Risici og bivirkninger
Når blæren er fyldt helt op, spænder det og giver kortvarigt ubehag. Barnet får trang til vandladning.
Efter undersøgelsen
Efter undersøgelsen kommer barnet tilbage til Børn og Unge Dagklinik, hvorefter I kan tage hjem.
Videre forløb
Resultatet af undersøgelsen skal vurderes af en børnelæge. I kan forvente at få svar i løbet af 1-2 uger pr. brev, mail eller telefon.
Kontakt sekretæren på Børn og Unge Afsnit på tlf. 78 44 55 20, hvis I mod forventning ikke har hørt noget 14 dage efter undersøgelsen.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Mandag, tirsdag, torsdag og fredag fra kl. 8.00-13.00
Onsdag fra kl. 9.00-13.00
Hvis du har brug for at kontakte Børn og Unge Afsnit, kan du ringe på tlf. 78 44 55 20.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/635141
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.