Som pårørende kan du blive usikker, bange og bekymret, og fremtiden kan virke uoverskuelig og kaotisk. Det er vidt forskelligt, hvordan man reagerer, men langt de fleste har brug for hjælp og støtte til at blive fortrolige med den nye situation.
Vi prioriterer samarbejdet med pårørende højt
Samarbejdet med dig som pårørende er meget vigtigt og vi prioriterer det højt. Du kan give os vigtige informationer, fordi du har kendt patienten før hjerneskaden.
Disse informationer er meget værdifulde for rehabiliteringsarbejdet, fordi vi på den måde kan få et mere nuanceret indtryk af patienten og dermed målrette behandlingen individuelt.
Det er meget forskelligt, hvor meget overskud man som pårørende har til at deltage aktivt i genoptræningen. Det vigtigste er dog, at patienten mærker din tilstedeværelse og derved opnår den tryghed, som virker fremmende for en positiv udvikling.
Vi afholder regelmæssige samtaler, hvor du som pårørende bliver inviteret. Det første møde ligger cirka indenfor den første uge og afholdes efterfølgende cirka hver 2. uge. Vi kalder disse møder for forløbssamtaler.