Sengeafsnit 11 behandler overvejende patienter med kognitive funktionsnedsættelser ud fra et helhedsorienteret ståsted.
Gå direkte til:
Sengeafsnit 11
Dit forløb hos os
Du får en rundvisning i afsnittet den første dag, så du ved, hvor du kan finde de forskellige ting.
Vi sørger for, at du er orienteret om programmet for resten af dagen og så vidt muligt aftalerne for de kommende dage. Herunder døgnrytmen i afsnittet (se nedenfor).
Vi finder ud af, om du mangler hjælpemidler eller andet.
Du bliver præsenteret for dine medpatienter ved første måltid.
Du får tilknyttet et tværfagligt team, som består af sygeplejersker, ergoterapeut, læge, social- og sundhedsassistent og fysioterapeut. Herudover kan der tilknyttes talepædagog, socialrådgiver, diætist og neuropsykolog alt efter, hvad du har behov for.
Teamet laver en tværfaglig udredning af din funktionsevne, og i samarbejde med dig tilrettelægger vi rehabiliteringsforløbet med udgangspunkt i dine ønsker og behov.
Indlæggelsestiden er individuel og kan strække sig over flere uger.
For de fleste patienters vedkommende er indlæggelsen et skridt på vejen i et længere rehabiliteringsforløb, som ofte fortsætter i kommunen eller i et regionalt tilbud efter udskrivelsen.
Vi stræber efter at starte et tidligt samarbejde med kommunen for at skabe et sammenhængende patientforløb.
Dine pårørende inviteres til at støtte op om rehabiliteringen i det omfang, du/de ønsker det og har mulighed for. For eksempel kan de deltage i indlæggelsessamtale og andre møder om rehabiliteringsforløbet.
Oplysninger om pårørendearrangementer kan ses på opslag i afsnittet. Blandt andet er der pårørendecafé cirka 1 gang om måneden, hvor man har mulighed for at møde andre pårørende.
Vi holder møder i forløbet, hvor vi drøfter din aktuelle status, planer for nærmeste fremtid, din udskrivelse m.m. Dine pårørende er naturligvis velkomne til at deltage.
Vi udarbejder løbende mål og drøfter fokusområder for dit rehabiliteringsforløb i samarbejde med dig og eventuelt dine pårørende.
I den daglige neurorehabilitering fokuserer vi på at øge dine evner til at vende tilbage til et meningsfuldt liv – eventuelt et arbejdsliv – og en hverdag med udgangspunkt i dine udfordringer og din målsætning for dit fremtidige liv.
Rehabiliteringen tilrettelægges med udgangspunkt i dine behov. Træningen veksler derfor mellem individuel behandling, selvtræning og grupperehabilitering af høj intensitet afhængigt af dine udfordringer.
Indlæggelsesforløbet kan også være fleksibelt med hjemmerehabilitering som en del af tilbuddet.
De fysiske rammer
På Sengeafsnit 11 behandler vi overvejende patienter med kognitive funktionsnedsættelser.
Vi arbejder ud fra et helhedsorienteret ståsted. Med fokus på både fysiske, psykiske, sociale og kognitive problematikker arbejder vi specielt med vanskeligheder som:
Nedsat hukommelse
Koncentration
Evne til at planlægge
Initiativ
Udholdenhed
Indsigt i følgevirkningerne
Sproglige vanskeligheder
Alle forstyrrelser, der kan være en direkte eller indirekte følge af en hjerneskade.
På Sengeafsnit 11 har vi 12 behandlingspladser til voksne med erhvervet hjerneskade.
Alle pladser er til patienter, som har brug for døgnbaseret neurorehabilitering, herunder tværfaglig udredning og behandling af komplekse problemstillinger.
Vær opmærksom på
I forbindelse med rundvisningen viser vi dig nødudgange og flugtveje, ligesom du kan se dem på oversigtskortet på din stue.
Der er røgalarmer i alle rum, som går direkte til brandvæsenet, S11 og S6 (børneafdelingen nedenunder). De kommer alle hurtigt, hvis uheldet er ude.
Hvis røgalarmen aktiveres, høres en høj og tydelig ringetone på gangen, og branddørene lukker i (de kan altid åbnes manuelt).
Din opgave er at komme væk fra bygningen.
Levende lys og rygning er forbudt indenfor.
Hvis du har behov for akut hjælp, skal du lave et nødkald. Tryk på den grønne knap i 3 sekunder (instruktion hænger på stuen over knappen).
Når du skal hjem
I udskrivelsesfasen er vi i tæt dialog og har et nært samarbejde med din kommune.
Vi er optagede af at bygge bro mellem overgangen fra rehabilitering på hospitalet til den fortsatte rehabilitering i eget hjem/egen kommune.
Undersøgelsen handler om din og dine pårørendes tilfredshed med din genoptræning/rehabilitering. Du deltager ved at besvare et spørgeskema på en computer eller iPad i dit afsnit.
Svarene bliver brugt til at gøre tilbuddet hos Regionshospitalet Hammel Neurocenter endnu bedre.
Du kan ikke genkendes som enkeltperson i resultaterne, da dine svar er anonyme.
Mere information
Du kan få overblik over alle de patientvejledninger, der er tilknyttet dit afsnit ved at gå ind på www.rhn.hemidt.dk og derefter vælge det afsnit, du er indlagt på.
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Regionshospitalet Hammel Neurocenter Sengeafsnit 11 og Satellitten Urbakkevej 1, Indgang D, Plan 3 8450 Hammel
Du og dine pårørende er altid velkomne til at kontakte personalet. Det er bedst at tale med din kontaktperson eller det tværfaglige team, du har fået tildelt.
Du altid velkommen til at kontakte afsnittet på tlf. 78 41 93 94. Vi træffes bedst mellem kl. 8.00-15.00.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1012849
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.