Træning og fysisk aktivitet er en vigtig faktor for at genopbygge din sundhed og fysiske formåen. Jo hurtigere du kommer i gang, jo hurtigere kan du vende tilbage til dine normale hverdagsaktiviteter.
Når du kommer i gang med træning, vil du opleve:
- Færre symptomer
- Forbedret kondition
- Øget livskvalitet
Regelmæssig fysisk aktivitet og motion har en positiv effekt på vores psykiske velbefindende og livskvalitet.
Efter en blodprop i benet kan det ofte give smerter og hævelse i det påvirkede ben, der kan gøre det ubehageligt at gå eller løbe i en periode.
Symptomerne kan vare ved i uger eller måneder – også selv om du tager din medicin, og den virker som den skal.
Det er også helt almindeligt, at du kan føle sig mere træt, end du plejer, eller opleve at du nemt bliver udmattet, når du dyrker motion.
Som udgangspunkt begrænser den blodfortyndende medicin, som du får som behandling for din blodprop, ikke dine muligheder for at dyrke motion og være fysisk aktiv.
Er du vant til at dyrke kampsport eller kontaktsport, kan det dog være nødvendigt at finde alternativer. Det skyldes primært den øgede blødningsrisiko, som følger med medicinen.