Hvis du ønsker at tegne en invaliditets- eller livsforsikring, eller at indtræde i en pensionsordning, som kræver afgivelse af helbredsoplysninger, og samtidigt har en hjertesygdom, skal du naturligvis oplyse forsikringsselskabet om sygdommen.
Hvis man som rask slægtning til en patient med en hjertesygdom tilbydes undersøgelse, kan man overveje, om man vil tegne forsikringen forud for hjerteundersøgelsen.
Selv om man føler sig helt rask, er der risiko for, at undersøgelserne vil afsløre tegn på hjertesygdom, hvilket kan betyde vanskeligheder med efterfølgende at tegne forsikringer.
Hvis undersøgelserne af hjertet ikke har vist tegn på hjertesygdom, har forsikringsselskaberne ifølge forsikringsloven ingen krav på at vide, at man har fået lavet disse undersøgelser.
Lovgivningen forhindrer forsikringsselskaber i at spørge ind til potentielt arvelige (hjerte)sygdomme i forsikringstagers familie.
Forekomst af hjertesygdom hos slægtninge er altså uden betydning og skal ikke oplyses ved tegning af forsikring.