Symptomerne opleves meget forskelligt fra person til person. Nogle har udtalte og svære symptomer, mens andre kun har få og milde symptomer. Det kan udvikle sig gradvist over dage/uger eller opstå pludselig.
Ved DVT har blodet sværere ved at blive ført retur fra benet og benet vil ofte hæve, fordi blod og væske hober sig op under blodproppen. Tilstanden kan derfor give ømhed, smerter, hævelse, rødme og varme.
Ved lungeemboli kan der opstå åndenød, brystsmerter, træthed, svimmelhed og hoste. Symptomerne kan minde om en lungebetændelse eller et hjerteanfald.