En CT-skanning af hjertet er en computerstyret røntgenfotografering, hvor vi med røntgenstråler og kontrastvæske undersøger, om der er tegn på forkalkninger og forsnævringer i hjertets kransårer.
Du skal forvente ventetid dels fra du bliver modtaget til du bliver skannet, og igen efter du er blevet skannet og får svar.
Du skal afsætte i alt cirka 2 timer til skanningen.
Forbered dig til undersøgelsen
Drik IKKE kaffe, te, cola eller energidrik fra midnat og frem til mødetidspunktet.
Tag ikke Viagra eller lignende præparater 2 dage forud for undersøgelsen.
Hvis du har fået udleveret en lille pose med medicin herfra, skal du tage den forud for undersøgelsen på det tidspunkt, der er angivet på posen.
Hvis du lider af klaustrofobi eller er meget nervøs, kan det i forbindelse med undersøgelsen være nødvendigt at give afslappende medicin. Er det tilfældet, må du ikke selv køre bil de efterfølgende 12 timer.
Vi anbefaler derfor, at du planlægger din hjemtransport inden undersøgelsen.
Du skal være sikker på, at du ikke er gravid af hensyn til risikoen for, at beskadige fostret med røntgenstråler.
Du må ikke ryge 2 timer før undersøgelsen.
Det fremgår af indkaldelsesbrevet, hvor du skal møde til undersøgelsen.
På undersøgelsesdagen
Hvis du har væskerestriktion på grund af anden sygdom, skal du dog overholde den.
Du må spise, som du plejer.
Er du kvinde, skal du have en BH på uden metal/bøjle/metalhægter. Det er en fordel med en sports-BH.
Om undersøgelsen
Du bliver informeret om undersøgelsen af en sygeplejerske.
Du får målt blodtryk og puls, og får anlagt et tyndt plastikrør i en blodråre i armen, da du skal have kontrast.
Selve skanningen foregår ved, at du ligger på et leje med armene over hovedet.
Du får sat ledninger på brystkassen, så vi kan følge din hjerterytme.
Det er vigtigt for billedkvaliteten, at kan ligge helt stille på ryggen og holde vejret i kort tid.
Du får Nitroglycerin under tungen i forbindelse med skanningen for at udvide blodårerne. Du kan efterfølgende opleve forbigående let hovedpine.
Det kan være nødvendigt at supplere med medicin, der regulerer hjerterytmen.
Pårørende må ikke være til stede under selve undersøgelsen, men kan opholde sig i venteområdet.
Risici og bivirkninger
Kontrasten kan give en varmefornemmelse og følelse af vandladning.
Ekstremt sjældent kan der ske en akut allergisk reaktion i forbindelse med undersøgelsen.
I meget sjældne tilfælde kan der opstå en sen allergisk reaktion i form af hududslæt eller kløe (nældefeber) – typisk efter 1-2 dage.
Hvis du oplever allergiske reaktioner, skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen, og orientere Hjerteklinikken i Viborg.
Efter undersøgelsen
Det er vigtigt, at du resten af dagen drikker cirka 1,5 liter væske, så kontrasten udskilles hurtigt.
Hvis du har væskerestriktion på grund af anden sygdom, skal du dog overholde den.
Pårørende er velkomne til at deltage i samtalen, hvor du får svar.
Kontakt
Tlf. 78 44 82 10 Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.