Uregelmæssig hjerterytme kaldes også atrieflimren eller forkammerflimren.
Ved elektrisk stød får hjertet et kort kontrolleret stød gennem brystkassen, der kan genoprette den normale hjerterytme også kaldet sinusrytme. Du er i en kortvarig bedøvelse, mens du får stødet.
Stødet gives gennem 2 elektroder, der placeres på brystkassen.
Forbered dig til behandlingen
Inden elektrisk stød på hjertet skal du være i behandling med blodfortyndende medicin.
Du skal tage blodfortyndende medicin sammenhængende i minimum 3 uger, før vi kan foretage undersøgelsen.
Hvis du har glemt at tage din blodfortyndende medicin en eller flere dage i løbet af de 3 uger op til stødet på hjertet, skal du kontakte os for at få en ny tid, da vi så ikke kan foretage undersøgelsen.
Du skal faste inden, du skal bedøves, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt at faste, så der ikke er risiko for, at mad i mavesækken kan løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne.
Du må ikke spise, ryge, bruger e-cigaretter, skrå eller snus, drikke mælkeprodukter eller tage pastiller, bolsjer og tyggegummi fra 6 timer inden dit mødetidspunkt
Du må gerne drikke tynde væsker som vand, saft, juice (uden frugtkød), kaffe og te (uden mælk) indtil 2 timer inden dit mødetidspunkt
Drik gerne 2 glas sød saftevand 2 timer før dit mødetidspunkt. Det modvirker kvalme og utilpashed før og efter undersøgelsen. Hvis du har diabetes, skal du drikke vand i stedet for sød saftevand.
Du skal tage din morgenmedicin, som du plejer med en lille smule vand. Får du Digoxin, skal du ikke tage det på dagen for undersøgelsen.
Du skal tage din blodfortyndende medicin om morgenen på dagen for undersøgelsen
Hvis du har diabetes
Er du i insulinbehandling, skal du tage din basalinsulin som vanligt. Du skal vente med alt andet insulin, indtil du må spise igen.
Er du i tabletbehandling, skal du ikke tage din diabetesmedicin. Du skal måle dit blodsukker hjemmefra, så vidt det er muligt. Hvis dit blodsukker er under 5, skal du drikke et glas saft. Du må drikke indtil 2 timer inden dit mødetidspunkt.
Du må gerne fjerne hårerne hjemmefra. Det er vigtigt, at al hårvækst i området fjernes, så elektroderne til behandlingen kan klæbe til huden.
Du skal forberede dig på ventetid i løbet af dagen, da der er flere patienter, som skal behandles.
Om behandlingen
Når du ankommer, skal du registrere din ankomst med dit sundhedskort på standeren på gangen ved Hjerterytmereguleringen. Tag herefter plads i venteværelset.
Du modtages af en sygeplejerske, som gør dig klar til at få et stød på hjertet. Du får taget et hjertediagram (EKG) samt målt puls og blodtryk.
Du kobles på en hjerteovervågning, der følger din hjerterytme både før, under og efter du får stød. Du får også lagt et drop i hånden (det er et tyndt plastikkateter, der lægges ind i en vene).
Inden dit elektriske stød taler du med hjertelægen, der laver en kort journal om behandlingen.
Da I er flere patienter, der skal have samme behandling, kan der være ventetid. Tag derfor gerne læsestof eller anden underholdning med.
Der vil være en hjertesygeplejerske og hjertelæge samt en læge og en sygeplejerske fra Bedøvelsesklinikken til stede under din behandling. Du får et bedøvende stof direkte i blodåren via det drop, du har fået lagt i hånden.
Du kan mærke en lille svien, når stoffet gives. Du falder herefter hurtigt i søvn, og du modtager stødet gennem brystkassen.
Ofte er 1 stød nok. I nogle tilfælde gives der op til 3 stød, før hjertet igen slår over i normal hjerterytme.
Får du ikke normal rytme efter behandlingen med elektrisk stød, lægges der en individuel plan for dig.
Behandlingen varer få minutter, hvorefter du er vågen igen.
Du møder ind om morgenen og kan forvente at gå hjem 5-6 timer senere. Selve behandlingen tager kun få minutter, men du skal forberede dig på ventetid.
Dagen forløber blandt andet med forberedelse til undersøgelsen, lægesamtale samt observation efter undersøgelsen. Derudover er der andre patienter, der skal have lavet samme undersøgelse og det kan give ventetid.
Når du er vågnet efter bedøvelsen, tilbydes du mad og drikke.
Efter behandlingen holder vi øje med din hjerterytme i efterfølgende 2 timer.
Du snakker med lægen, som har givet dig stød på hjertet, om din videre behandling og plan, inden du tager hjem.
Du skal fortsætte den blodfortyndende behandling, indtil andet er aftalt.
Vær opmærksom på
Hvis du er i Marevan-behandling, skal den blodfortyndende behandling være i niveau. Det vil sige, at værdien INR skal ligge over 2 i mindst 3 uger i træk umiddelbart inden behandlingen. Op til behandlingen skal du derfor kontrollere INR med ugentlige mellemrum.
Du skal have taget EKG og eventuelt blodprøver 2-4 dage inden behandlingen. Det fremgår af dit indkaldelsesbrev, om der både skal tages blodprøver og EKG eller kun EKG.
Du bliver efterffølgende ringet op af en hjertesygeplejerske, der giver dig svar på dine blodprøver og EKG samt orienterer dig om fastereglerne op til undersøgelsen.
Hvis du er i behandling med Rivaroxaban (Xarelto), Eliquis eller Pradaxa, er det meget vigtigt, at du har taget din medicin sådan, som du har fået ordineret. Der må ikke være dage, hvor du har glemt en tablet de sidste 3 uger op til stødet.
Xarelto skal være taget i forbindelse med et måltid.
Efter bedøvelse må du ikke selv køre bil i 1 døgn.
Kontakt
Tlf. 78 41 74 60 Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.