Hjerterehabilitering er et tilbud til borgere, der har åreforkalkning og nyligt har haft en blodprop i hjertet, fået en ballonudvidelse, fået foretaget hjerteklap-operation, by-pass eller har hjertesvigt.
Hjerterehabilitering foregår i et samarbejde mellem Hjertesygdomme og sundhedscentrene i Viborg, Silkeborg og Skive, hvor forebyggelse og en sundhedsfremmende indsats er en del af den samlede behandling af hjertekarsygdom.
Formålet er at give dig redskaber til at tilegne dig og vedligeholde en hjertesund livsstil og genvinde psykisk og social trivsel.
Videre forløb
Forløbet starter i Hjerteklinikken med en samtale med læge og/eller sygeplejerske inden for cirka 2 uger efter, at du er blevet udskrevet. Samtalen kan både være med fysik fremmøde i klinikken eller via telefon.
Ved samtalen vurderer vi, om du er klar til at starte rehabilitering i din kommune.
Når du er henvist til kommunen, bliver du kontaktet af sygeplejerske/fysioterapeut, og det videre forløb bliver planlagt.
Forløbet kan indeholde:
Indledende samtale med afklaring af problemstillinger, behov og mål for forløbet samt en fysisk test
Fysisk træning 2 gange om ugen i 8-12 uger, hvor du afprøve forskellige træningsformer samt forbedrer din kondition og styrke
Hjertetemadag for dig og din nærmeste pårørende med undervisning i hjertesygdom, medicin, kost, motion, psykisk reaktion med mere
Introduktion til Hjerteforeningen
Mulighed for individuel kostvejledning og hjælp til rygestop
Du får tid til en slutsamtale efter endt træningsforløb med afklaring af mål og handleplaner samt fysisk test. Samtalen er med personale fra sundhedscentret i Viborg, Silkeborg eller Skive.
Efter slutsamtalen sendes der besked til Hjerteklinikken, og du får tid til en afsluttende samtale med læge og/eller sygeplejerske. Her afrundes dit hjerterehabiliteringsforløb, og der sendes besked til din egen læge, som er ansvarlig for dit videre forløb.
Kontakt
Hjerteklinikken, Viborg
Tlf. 78 44 82 10 Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.