Skanningen af dit hjerte foregår ved hjælp af ultralyd. Ultralyd er lydbølger, der kan omsættes til billeder på en TV-skærm.
Oftest går undersøgelsen ud på at undersøge og vurdere hjertemusklens pumpeevne og hjerteklappernes evne til at lede blodet igennem hjertet.
Man kan dog også undersøge hjertet for andet ved denne type undersøgelse. Man undersøger således hjertet med ultralydsskanning både i forbindelse med udredning af hjertesygdom og kontrol af en allerede kendt lidelse.
Forbered dig til undersøgelsen
Der er ingen forberedelser til undersøgelsen. Du skal således blot møde i god tid på Hjerteklinikken til det aftalte tidspunkt.
Om undersøgelsen
Du skal ligge på venstre side på et leje.
I forbindelse med skanningen kommer der gelé på huden. Det kan føles køligt.
Lægen/sygeplejersken fører skanneren over hjertet og kan samtidig følge med på en skærm.
Undersøgelsen varer 15-30 minutter og er fuldstændig ufarlig og smertefri.
Videre forløb
Det videre forløb afhænger af resultatet af undersøgelsen og vil blive forklaret nærmere af lægen og sygeplejersken i Hjerteklinikken.
Kontakt
Tlf. 78 41 74 60 Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.