Digoxin regulerer pulsen ved forkammerflimren eller -flagren. Det giver også lindring af symptomer hos visse patienter med hjertesvigt.
Der er en meget lille forskel på den mængde digoxin, der giver den ønskede effekt og den mængde digoxin, der giver forgiftning. Digoxin doseres derfor individuelt efter vægt, nyrefunktion og alder.
Sådan virker medicinen
Digoxin hæmmer overledningen af de elektriske impulser i hjertet og sænker dermed pulsen. Herudover øger Digoxin hjertets sammentrækningskraft.
Risici og bivirkninger
Digoxin kan give bivirkninger, specielt hvis koncentrationen i blodet er for høj.
Oftest kan du opleve nedsat appetit, kvalme, opkastning, mavesmerter, diarré, hovedpine, træthed eller hjerterytmeforstyrrelser.
Pulsen kan sænkes for meget, hvilket kan vise sig ved træthed, svimmelhed og besvimelser.
Ved overdosering kan du få gul/grønt syn.
Hvis du oplever dehydrering (væskemangel) i forbindelse med feber eller opkastning, øges risikoen for overdosering/forgiftning. Kontakt derfor din læge, hvis du udvikler symptomer på overdosering.
Hvis du oplever bivirkninger fra din medicin, er det vigtigt, at du ikke bare stopper med at tage medicinen, men at du kontakter den læge, der har ordineret medicinen for at aftale, hvordan du skal forholde dig. Du kan også kontakte din egen læge.
Vær opmærksom på
Mængden af Digoxin i blodet kan måles med en blodprøve. For ikke at måle en falsk forhøjet værdi, må du på prøvedagen ikke tage dine Digoxin-tabletter, indtil blodprøven er taget.
Mere information
Indholdsstoffer: Digoxin
Eksempler på handelsnavne: Digoxin
Kontakt
Du er altid velkommen til at spørge personalet i Hjerteklinikken eller din egen læge, hvis du ønsker at vide mere om din medicin.
Tlf. 78 44 82 10 Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.