En pacemaker er en lille batteridrevet enhed, der kan sende elektriske impulser til hjertet gennem 1 eller 2 ledninger.
Ledningerne føres gennem en blodåre ned i hjertet, og pacemakeren lægges i en lomme under huden lige under kravebenet.
Formålet med en pacemaker er:
At forebygge en langsom hjerterytme, der kan medføre utilpashed og besvimelser.
At understøtte en eventuel medicinsk behandling med tabletter, der hjælper imod for hurtig hjerterytme.
Forbered dig til operationen
Se en kort film om forberedelse til pacemaker-operation
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Husk at lave en aftale om, hvem der kan køre dig hjem.
Det er vigtigt, at du kan blive hentet, så snart du er klar til at komme hjem.
Du må ikke køre bil den første uge efter operationen.
Du finder fastereglerne nedenfor.
Det er vigtigt, at du overholder fastereglerne for din egen sikkerheds skyld.
Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående regler. Ellers risikerer du, at din operation bliver aflyst.
Du må gerne spise et let morgenmåltid, fx en franskbrød med marmelade, og du må gerne drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk frem til dit mødetidspunkt.
Du må ikke indtage mælkeprodukter eller drikke juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 2 timer før dit mødetidspunkt.
Du skal tage din morgenmedicin med undtagelse af vanddrivende.
Medicin mod sukkersyge og blodfortyndende medicin tages efter aftale med lægen.
Om morgenen barberes eventuel hårvækst på brystkassen og i armhulen væk.
Du skal tage et bad og vaske armhulerne grundigt. Du skal også fjerne eventuel neglelak.
Der lægges en plastikkanyle om muligt i håndryggen til at give medicin i.
Du får udleveret patienttøj og sokker.
Du må ikke bære smykker.
Det kan svie og spænde lidt, når bedøvelsen sprøjtes ind, men det er kun kortvarigt.
Når bedøvelsen virker, kan du ikke mærke stærk smerte i det bedøvede område, men du vil kunne føle berøring og tryk.
Der er mulighed for beroligende medicin ved behov.
Om operationen
Det sker sjældent, at der kommer blødning eller infektion i pacemakerlommen.
Mere sjældent er det, at ledningerne kan løsne sig, eller der sker en punktering af lunge eller hjerte.
Før operationen tager vi blodprøver, hjertekardiogram og EKKO på afdelingen. Du får også målt temperatur, puls og blodtryk.
Huden i operationsområdet bliver sprittet af med en gulfarvet sprit.
Du er vågen under operationen, der foregår i lokalbedøvelse. Det svier og spænder kortvarigt, når bedøvelsen anlægges.
Når bedøvelsen virker, kan du ikke mærke stærk smerte i det bedøvede område, men du vil hele tiden kunne føle tryk og berøring.
På brystkassen tæt ved kravebenet laves et lille snit i huden. Gennem det føres 1 eller 2 ledninger til hjertet via en blodåre.
Når ledningerne placeres i hjertet, kan der komme ekstra hjerteslag, der føles ubehageligt ligesom hjertebanken. Det er helt normalt og ufarligt.
Herefter forbindes ledningerne til pacemakeren, som placeres under huden.
Pacemakeren testes og indstilles efter dine behov.
Operationssåret syes med indvendige selvopløselige tråde. Der lægges plaster over såret, og oven på plasteret en stram forbinding for at minimere risikoen for blødning.
Selve operationen tager normalvist 1 time, mens forberedelser før og efter tager 1-2 timer.
Efter operationen
Når du er tilbage på sengeafsnittet, må du spise og drikke.
Du får målt blodtryk og puls 1 time og 3 timer efter operationen.
Personalet ser jævnligt til din forbinding for at observere eventuel blødning.
Første gang du skal ud af sengen, skal det ske ved personalets hjælp.
Du bliver tilbudt smertestillende medicin – Pamol eller Pinex, 1 gram – højest 4 gange i døgnet.
Dagen efter operationen bliver din pacemaker kontrolleret.
Du får besked om udskrivelse eller overflytning til andet hospital.
Vi anbefaler, at du altid bærer pacemakerkortet på dig. Det fortæller, at du har pacemaker, og hvilken type pacemaker det er.
Vis kortet til læge, tandlæge, fysioterapeut og/eller i lufthavne ved security check-in.
Når du kommer hjem
Vi anbefaler, at du tager smertestillende medicin i 4 dage, fx 1.000 mg Panodil/Pinex/Pamol 4 gange dagligt, og at du starter samme eftermiddag, du er kommet hjem.
Plastret over såret skal sidde på i 4 dage.
Du skal undgå at gøre det vådt.
På 4. dagen må du fjerne plasteret og kan igen bade, som du plejer.
Kvinder bør anvende bh den første måned.
Du skal undgå at løfte armen over skulderniveau og bagud de første 2-3 uger for at undgå, at ledningerne i pacemakeren river sig løs.
Bevæg fingre og underarm for at modvirke hævelse.
Efter 2-3 uger kan du bruge armen, som du plejer.
Operationssåret skal kontrolleres på 10. dag af din egen læge. Husk selv at bestille tid.
Vær opmærksom på rødme, hævelse eller ømhed ved sårene, og om du eventuelt får feber. Det kan være tegn på infektion
Du skal kontakte hjerteklinikken, hvis du får nogle af disse symptomer på telefon 7844 8202
Mere information
Pacemakeren kan blive påvirket af mobiltelefonen. Opbevar den derfor aldrig lige oven på pacemakeren, fx i en brystlomme i en skjorte.
Mikrobølgeovn og induktionskomfur: Ingen forbehold.
MR-skanning: De fleste patienter med en pacemaker kan gennemgå en MR-skanning med kun en lille forøget risiko. MR-skanning skal ske i samarbejde med Hjerteklinikken, da enheden skal omprogrammeres før og efter skanningen.
Nogle patienter med pacemaker er bekymrede for ikke at kunne dø en naturlig død. Bekymringen er dog ubegrundet. En pacemaker forlænger ikke livet på unaturlig måde.
Sygeplejerske Tlf. 78 44 82 30 Telefontid hele døgnet
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/584214
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.