Dit hjerte slår uregelmæssigt. Det kaldes også atrieflimmer/atrieflagren eller forkammerflimmer.
Vi behandler det med medicin, der stabiliserer hjertets rytme og med elektrisk stød af hjertet – en såkaldt DC-konvertering.
Forbered dig til behandlingen
Hvis du ikke har fået besked om andet, skal du få taget blodprøver på dit nærmeste hospital tidligst 14 dage før behandlingen.
Hvis de mod forventning ikke er i orden, bliver du kontaktet.
Du skal selv bestille tid til blodprøver.
Bor du i Region Midtjylland, skal prøverne tages på et af hospitalerne i regionen. Du kan bestille tid med MitID på booking.rm.dk eller på tlf. 78 44 34 20 alle hverdage fra kl. 10.00-12.00.
Hvis du bor udenfor Region Midtjylland, skal du kontakte dit lokale hospital.
Det er altid den læge eller afdeling, der har bestilt prøverne, der skal give dig resultatet af blodprøverne.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. DC-konverteringen vil ellers blive aflyst.
Vi anbefaler, at du spiser et morgenmåltid før kl. 6.30. Samtidig skal du tage din morgenmedicin.
Hvis du får Xarelto, Eliquis, Lixiana eller Pradaxa, er det vigtigt, at det tages om morgenen før kl. 6.30 sammen med et morgenmåltid.
Du må ikke spise herefter.
Du må drikke vand og saftevand indtil kl. 10.30.
Hvis du har diabetes og får insulin, skal du tage den halve morgendosis.
Får du tabletter for diabetes, skal du tage din vanlige dosis.
Hvis du får afslappende medicin eller andre former for let bedøvelse under operationen/undersøgelsen, skal du være opmærksom på, at du ikke selv må køre bil de næste 24 timer og du skal ikke regne med, at kunne gennemføre en normal arbejdsdag på selve undersøgelsesdagen.
Du skal som hovedregel selv sørge for transporten til og fra undersøgelsen.
Husk at lave en aftale om, hvem der kan køre dig hjem.
Det er vigtigt, at du kan blive hentet, så snart du er klar til at komme hjem.
Om behandlingen
Behandlingen er kortvarig og foregår gennem 2 større elektroder, der sættes på brystkassen. Der vil være læger og sygeplejersker fra både Hjerteafsnitttet og Narkoseafsnittet til stede.
Du får lagt et drop i en blodåre i en hånd, underarm eller albuebøjning.
Du bliver koblet til måleudstyr, der måler din iltmætning, blodtryk og hjerterytme.
Du får en iltslange i næsen med ilt.
Den bedøvende medicin sprøjtes ind i blodet via droppet, du har fået lagt.
I de fleste tilfælde vendes hjerterytmen til den normale rytme. I nogle tilfælde er det nødvendigt at gentage behandlingen.
Efter behandlingen kan du i starten føle dig en smule døsig og omtumlet på grund af den bedøvende medicin.
Vær opmærksom på
Når du er helt vågen efter bedøvelsen, må du få noget at spise og drikke.
Du skal have overvågning på de første 2 timer efter behandlingen, så vi kan holde øje med din hjerterytme. Herefter må du komme op.
Inden du kommer hjem, lægger lægen en plan for, hvordan du skal fortsætte med din medicin, og hvornår du skal til kontrol.
Kontakt
Tlf. 78 44 82 10 Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.