Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Hjerteafsnittet indeholder et sengeafsnit med plads til 23 patienter og en dagklinik, der holder åben fra mandag til fredag.
Afsnittet er specialiseret i pleje og behandling af hjertesygdomme og delt op i 2 teams – nord og syd.
Teamet omkring dig består af læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, serviceassistenter, sekretærer, bioanalytikere, fysioterapeuter samt studerende og elever inden for forskellige områder.
På afsnittet udfører vi specialiserede undersøgelser og behandlinger, herunder ultralydsskanning af hjertet (ekkokardiografi), DC-stød ved hjerterytmeforstyrrelser og test af pacemakere og ICD'er.
Afsnittet har også en specialfunktion i at overvåge hjerterytmer på patienter indlagt på andre afdelinger på Regionshospitalet Viborg.
Hjerteafsnittet har et tæt samarbejde med Hjerteklinikken, ligesom hjemmeplejen og kommunerne er vigtige samarbejdspartnere.
De fleste patienter i afsnittet modtages akut, hvor mange kommer direkte fra ambulancen efter visitation med elektrokardiogram (EKG), måling af specifikke hjertemarkører og en historie tydende på hjertesygdom.
Andre patienter overflyttes fra Akutafdelingen, og nogle patienter indlægges til en planlagt hjertemedicinsk undersøgelse eller behandling.
Dit forløb hos os
Skal du indlægges på Hjerteafsnittet, vil vi gerne, at du tager følgende med:
Toiletartikler
Hjemmesko samt behagelig påklædning
Daglig medicin, fx insulin, inhalationsmedicin/spray m.v., og en medicinliste for at sikre, at du kan få din vanlige medicin
Hjælpemidler, fx rollator, kørestol, stomiartikler, sårplejeprodukter
Telefonnumre på pårørende
Mobiltelefon
Eventuelt tablet eller computer (der er mulighed for internetadgang)
I forbindelse med din indlæggelse sker der i hovedtræk følgende:
En sygeplejerske/social- og sundhedsassistent modtager dig, og du får målt blodtryk, puls og temperatur, ligesom der bliver optaget et elektrokardiogram (EKG).
En læge laver journaloptagelse.
Du får en orientering om det forventede indlæggelsesforløb af enten en læge eller sygeplejerske.
Du får en rundvisning i afsnittet afhængig af din tilstand.
Der bliver taget blodprøver den første dag (eventuelt flere gange).
Der får lavet en monitorering (overvågning) af dit hjerte.
Stuegang er din mulighed for at snakke med lægen og sygeplejersken om dine undersøgelser og planen for din videre pleje og behandling. Vi kommer med andre ord på besøg hos dig.
Vi går stuegang på hverdage i tidsrummet fra kl. 9.30-15.00. Om aftenen og i weekender er der stuegang efter behov.
Det er helt fint, at dine pårørende deltager i stuegang, hvis du ønsker det. Det er op til dig, hvordan og i hvad dine pårørende involveres.
Hvis det ikke er muligt med fysisk fremmøde for dine pårørende, tilbyder vi stuegang via virtuelt møde. Det kræver blot, at dine pårørende har en smartphone.
Det er en god idé at skrive dine spørgsmål ned, så du kan få svar på dem ved stuegang.
Du bliver løbende undersøgt i løbet af dagen eller aftenen, hvis der er behov for det. Du får information om dine resultater af undersøgelserne efterhånden, som vi ved det.
Til visse undersøgelser er der behov for, at du faster, og du skal også ind i mellem regne med ventetid.
Sygeplejersken har mulighed for at tilkalde en læge døgnet rundt.
Du kan altid henvende dig til personalet i Hjerteafsnittet, hvis du har spørgsmål. Det samme gælder dine pårørende.
Hvis du eller dine pårørende har brug for en uddybende samtale med en læge eller sygeplejerske, er der mulighed for at lave en aftale. Samtalen foregår om dagen på hverdage.
Under din indlæggelse kan der være behov for, at du får tilknyttet en fysioterapeut og/eller en ergoterapeut.
Du vil også kunne møde fysio- og ergoterapeutstuderende, der er under uddannelse.
Fysioterapeuten kan hjælpe dig med:
Vejtrækningsøvelser, hvis du har svært ved at trække vejret normalt eller slim i lungerne. Behandlingen kan også omfatte brug af PEP-fløjte og/eller CPAP. Begge metoder hjælper dig med at få slim op og få bedre iltmætning i dit blod.
Vurdering af din evne til at komme ind og ud af sengen med forslag til, hvordan du bedst kan gøre det.
Vurdering af din evne til at holde balancen og bevæge dig omkring samt forslag til, hvordan du mest sikkert kan klare dig og eventuelt instruktion i, hvad du selv kan gøre, og hvad du skal have hjælp til.
Vurdering af behov for træning efter udskrivelse samt udarbejdelse af genoptræningsplan, så du får målrettet træning efter udskrivelse.
Vurdering af behov for ganghjælpemidler samt sikring af, at du får stillet det nødvendige ganghjælpemiddel til rådighed, når du udskrives.
Råd og vejledning i forhold til daglig fysisk aktivitet og sport.
Ergoterapeuten kan hjælpe dig med:
Vurdering af din evne til at spise og drikke, hvis du har problemer med det.
Vurdering af dit funktionsniveau, især i forhold til at klare dagligdagen (fx bad, påklædning, rengøring, indkøb, madlavning og lignende), og om du har behov for hjælp til eller træning af de aktiviteter.
Vurdering af behov for hjælpemidler og eventuelt mindre boligændringer ved udskrivelse.
Udarbejdelse af genoptræningsplan, hvis du har behov for genoptræning efter din indlæggelse.
Hjerteforeningens frivillige patientstøtter kommer i afsnittet hver tirsdag og torsdag eftermiddag kl. 14.00. Patientstøtterne står til rådighed for en uformel samtale og kan fortælle dig, hvordan det er at leve med en hjerte-/karsygdom.
Vi oplever, at mange af vores patienter og deres pårørende har meget glæde af at snakke med patientstøtterne, og at det giver en adspredelse i dit ophold på hospitalet.
Røde Kors' frivillige besøgsven kommer i afsnittet hver mandag eftermiddag. Også her har du og dine pårørende mulighed for en uformel og god snak, der både giver adspredelse og nyttig viden.
De fysiske rammer
Det giver mulighed for mere privatliv, og der er i stor udstrækning mulighed for, at en af dine pårørende kan blive medindlagt, hvis det er nødvendigt.
Under indlæggelsen har nogle patienter i en periode behov for overvågning af hjertet. Overvågningen er trådløs og sender et signal til sygeplejerskens kontor.
Du må gerne bevæge dig rundt i afdelingen, hvis du er under overvågning, men du må ikke forlade den.
Hjerteafsnittet er indrettet med et stort opholdsrum med fladskærm, kaffemaskine og middagsborde til fællesspisning.
Der er udgang fra Hjerteafsnittet til hospitalets tagteresse, hvor der findes borde-bænkesæt.
Vi opfordrer alle oppegående patienter til at bruge deres eget private tøj under indlæggelsen.
Du skal være påklædt, når du færdes på gangene.
Mad og drikke
Du vil du opleve, at den kost vi anbefaler, varierer fra patient til patient. Det er vigtigt, at du også selv er opmærksom på, hvilken kost der er bedst for dig.
Hvis du ligger i sengen eller har besvær med at gå omkring, serverer vi mad og drikkevarer for dig på stuen. Er du mere mobil, serverer vi mad for dig ved buffeten.
Der er altid frisk frugt ved buffeten.
Der står koldt vand og saft på gangen tæt ved sygeplejerskernes teamrum til fri afbenyttelse.
På afsnittet er der 2 transportable patienttelefoner.
Ligger du i sengen, og har pårørende, der ønsker at ringe til dig, kan du få telefonen ind på din stue.
Patienttelefonernes numre:
Tlf. 78 44 82 39 (Stue 1-14)
Tlf. 78 44 82 38 (Stue 20-34)
Hygiejne
Det er meget vigtigt at overholde en god håndhygiejne for at undgå spredning af bakterier på hospitalet.
For at minimere risiko for infektion og smitte, opfordrer vi alle patienter og pårørende til at vaske hænder og benytte håndspritten, som hænger på alle toiletter og stuer.
Vær også opmærksom på at bruge håndsprit, hvis du tager service, mad fra buffet eller produkter fra køleskab. Det er forskelligt fra afsnit til afsnit, om du må servicere dig selv, eller om personalet serverer for dig.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Pårørende
Telefoniske forespørgsler til indlagte patienter kan ske til sygeplejerskerne på alle tider af døgnet på tlf. 78 44 82 30.
Af hensyn til afsnittets arbejdsgang er det mest hensigtsmæssigt i følgende tidsrum:
Kl. 8.00-09.00
Kl. 13.30-14.00
Kl. 18.30-19.30
Hvis der er flere pårørende, vil vi gerne, at I gensidigt orienterer hinanden. Det giver os mere tid til patienterne.
I visse tilfælde kan det være hensigtsmæssigt, at der er ro på stuen mellem kl. 12.00-14.00 og igen efter kl. 21.00.
Vi beder om, at besøg koordineres, så den enkelte patient ikke trættes af for mange besøgende.
Patienter må gerne modtage blomsterbuketter, mens de er indlagt.
Hvis patienten er oppegående, forventer vi, at patienten selv passer sine blomster.
Pårørende er meget velkomne til at hjælpe sengeliggende patienter med at passe deres blomster.
Besøgende kan få en kop kaffe eller te fra kaffemaskinen i dagligstuen.
Man er velkommen til selv at tage brød med.
Vi anbefaler pårørende at parkere i P4. Der er tilkørsel til P4 via Banevejen.
Bemærk, at der er tidsbegrænset parkering på 1 time hos Regionshospitalet Viborg. Du skal derfor huske og sætte din P-skive.
Varer besøget længere end 1 time, skal du registrere din nummerplade på en tablet ved receptionen.
Vær opmærksom på
Sygeplejerskerne har vagtskifte kl. 7.00, kl. 15.00 og kl. 23.00.
Det har betydning i forhold til, hvor godt personalet kender til dit forløb, hvis du eller dine pårørende spørger dem om noget lige omkring vagtskiftet.
Vi beder dig tage den medicin med, du får til daglig, og en liste over ordineret medicin.
Af hensyn til undersøgelser og den rette behandling må du under indlæggelsen kun tage den medicin, du har aftalt med afsnittets læger.
Du får som udgangspunkt udleveret den medicin, du skal bruge, af personalet.
Din medicin bliver hældt op til 1 døgn af gangen i en medicindoseringsæske, som deles ud om eftermiddagen.
Du er selv ansvarlig for at tage medicinen på de rigtige tidspunkter i samarbejde med personalet.
Medicinen skal opbevares i skuffen i sengebordet.
Til korte planlagte indlæggelser skal du bruge din egen medicin under indlæggelsen.
Hvis du bruger insulin, inhalationsspray eller projektmedicin, skal du bede dine pårørende om at tage det med til dig, hvis du ikke fik det med, da du blev indlagt.
Hovedreglen er, at du selv skal sørge for at komme hjem fra hospitalet.
I særlige situationer kan hospitalet hjælpe dig med hjemtransport.
Regionshospitalet Viborg er total røgfrit både indendørs og udendørs. Der er med andre ord rygeforbud for alle på hele hospitalets område.
Dog er det tilladt for patienter og pårørende at ryge i de udendørs rygeskure – følg skiltene.
Du kan læse mere om dine muligheder for at få hjælp til at blive røgfri hos Stoplinien.
Mere information
Det kan være en stor omvæltning at blive indlagt. Hvis du har spørgsmål, bekymringer eller andet under din indlæggelse, så henvend dig hos personalet. Jo mere vi ved om, hvordan du har det, jo bedre kan vi hjælpe dig.
Sygeplejerske Tlf. 78 44 82 30 Telefontid hele døgnet
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/738940
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.