Ved gentagne besvimelser uden oplagt årsag kan det være hensigtsmæssigt at forsøge at provokere besvimelse under kontrollerede forhold.
Forstyrrelser i refleksmekanismer, der kontrollerer blodtryk og puls under skift af position, kan i nogle tilfælde være forklaring på i øvrigt uforklarede besvimelser.
Ved vippelejetesten undersøger vi din krops evne til at bevare normalt blodtryk og puls, mens du vippes op fra liggende til stående position. Eventuelle forstyrrelser i disse refleksmekanismer vil kunne afsløres ved prøven.
Forbered dig til undersøgelsen
Det er vigtigt, at du afsætter hele formiddagen til både undersøgelse og svar.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din undersøgelse bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 2 timer før undersøgelsen
Du må ikke spise eller drikke mælkeprodukter de sidste 2 timer før undersøgelsen
Du må gerne spise et let måltid op til 2 timer før undersøgelsen (f.eks. en skive franskbrød)
Drik gerne vand, saftevand, te, kaffe uden mælk og andre tynde væsker helt frem til undersøgelsen
Tag din medicin, som du plejer, medmindre andet er aftalt
Du skal som hovedregel selv sørge for transporten til og fra undersøgelsen.
Du vil som regel selv kunne køre hjem, hvis du er vant til at være hurtig frisk efter en besvimelse.
Om undersøgelsen
Du får sat elektroder på din brystkasse for, at vi konstant kan følge din puls/hjerterytme ved undersøgelsen.
Du får en blodtryksmanchet på armen og en på fingeren, så vi kan måle dit blodtryk ved undersøgelsen.
Du skal starte med at ligge på vippelejet i 10 minutter.
Herefter vippes lejet op i 60º (næsten oprejst stilling). Du skal stå i denne stilling indtil du besvimer, dog maksimalt 45 minutter.
Hvis du ikke er besvimet efter 30 minutter, gives der et pust medicin (nitroglycerin) under tungen som en yderligere provokation. Efter 15 minutter vippes lejet tilbage til liggende stilling, hvor du skal ligge i 10 minutter. Undersøgelsen er herefter færdig.
Efter undersøgelsen
Du kan få kaffe/te og et stykke brød hos os efter testen.
Vi tilstræber os på, at du får svar på undersøgelsen samme dag af en læge.
Kontakt
Tlf. 78 44 82 10 Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.