En ballonudvidelse er et meget lille og skånsomt operativt indgreb, hvor den forsnævrede eller aflukkede pulsåre udvides med en ballon, så blodet atter kan strømme frit.
Forbered dig til operationen
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Hvis du skal have taget blodprøver og EKG, vil det fremgå af dit indkaldelsesbrev.
Hvis du får blodpropforebyggende medicin, skal du tale med lægen om at holde pause med dette (gælder ikke Magnyl, Clopidogrel, Persantin, Asasantin). Nogle får en blodprop-forebyggende indsprøjtning de dage, hvor de holder pause med medicinen. Dette aftales ved planlægningsbesøget i Karkirurgisk Klinik.
Hvis du har diabetes, og er i behandling med Metformin eller et kombinationspræparat, der indeholder Metformin, skal du holde pause med medicinen i 2 dage efter behandlingen/operationen.
Hvis du har nedsat nyrefunktion, skal du holde pause med Metformin-præparatet 2 dage før behandlingen/operationen og 2 dage efter behandlingen/operationen. Det vil sige 4 dage i alt.
Du skal have fjernet hårene i lyskeregionen (se illustrationen).
Du må gerne selv fjerne hårene med elektrisk klipper, men vi hjælper dig også gerne.
Du må ikke bruge en skraber, da det kan give små rifter og infektion.
Hvis du får medicin, skal du medbringe denne i original emballage samt en opdateret medicinliste.
Du må ikke selv køre hjem efter operationen.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Der er særlige regler for faste, hvis du skal opereres og har diabetes.
Du skal tage din lægeordinerede medicin som normalt. Der er dog nogle typer medicin, du ikke må tage – se afsnittet "Forbered dig til operationen" og under afsnittet om diabetes..
Vi anbefaler, at du tager medicinen sammen med de 2 glas sød saft, du skal drikke 2 timer før dit mødetidspunkt.
På operationsdagen skal du vente med at tage din vanddrivende medicin til efter operationen.
Du skal bade om morgenen på din operationsdag for at forebygge infektion:
Tag et grundigt bad og børst dine tænder.
Rens navlen med en vatpind med vand og sæbe på.
Smør dig ikke ind i creme på kroppen. Brug heller ikke parfume.
Du må ikke have makeup og neglelak på. Det er vigtigt, fordi vi skal kunne se, om din hud og dine fingerspidser skifter farve under operationen.
Du må ikke have smykker, piercinger eller kontaktlinser på. Lad smykker og andre værdigenstande blive hjemme.
Du skal være forberedt på ventetid, idet flere patienter skal behandles samme dag og rækkefølgen ikke er endelig fastlagt før du er mødt.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Om operationen
Se en kort film om forløbet før, under og efter operationen
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Åreforkalkning er en sygdom, der skaber forsnævringer i pulsårerne i bækkenet og i benene. Det vil sige pulsårerne i nederste del af maven, bækkenet og benene.
Det starter oftest med smerter, når man går. Ved mere udtalte forandringer kan man få smerter i fødderne – især i liggende stilling (hvilesmerter). Endelig kan der komme sår, der ikke vil hele eller koldbrand.
Operationen foregår på en operationsstue, hvor personalet tager imod dig.
Du bliver lokalbedøvet i den ene eller begge lysker. Nogle gange foregår bedøvelsen først efter afspritning.
Du bliver sprittet af i lyskeregionen, og herefter lægger vi et sterilt papirdækken over din krop.
Lægen indfører en plastikslange i pulsåren. Herigennem indsprøjtes et kontraststof, så lægen ved hjælp af røntgen kan lokalisere, hvor pulsårerne er forsnævrede eller aflukkede.
For at få gode billeder, er det vigtigt, at du ligger helt stille. Under nogle optagelser skal du holde vejret i kort tid.
Når kateteret har passeret forsnævringerne, kan ballonbehandlingen påbegyndes.
Ofte er det nødvendigt at indføre et rørformet metalgitter (en stent) for at stabilisere den forsnævrede pulsåre.
Til slut fjernes udstyret i lysken. Det lille hul i pulsåren lukkes enten med en lille prop, der senere opløses, eller ved at plejepersonalet trykker over indstiksstedet i cirka 15 minutter.
Du skal regne med, at behandlingen tager mellem en halv og 2 timer. Herefter skal du ligge stille i sengen, fladt på ryggen, i 2 eller 6 timer afhængigt af, hvilken lukkeprocedure vi har valgt. Det skal du for at sikre, at det ikke begynder at bløde fra indstiksstedet.
Risici og bivirkninger
Operationen er forbundet med en lille risiko for komplikationer:
Der kan være let hævelse og ømhed i lyskerne i nogle få dage
Det er almindeligt, at huden bliver misfarvet omkring lyskerne, da lidt blødning ikke kan undgås. Det er dog ufarligt.
Der kan meget sjældent opstå en regulær blødning, som kommer til udtryk i spændt og smertende hævelse. Hvis du oplever en sådan blødning indenfor det første døgn efter udskrivelse, skal du omgående kontakte os på det telefonnummer, du finder nederst i denne vejledning. Efter det første døgn skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten.
I meget sjældne tilfælde kan den ballonudvidede pulsåre stoppe til i efterforløbet. Det betyder, at der igen kommer symptomer.
Efter operationen
Hvis du først er færdig med behandlingen ud på eftermiddagen, kan det nogle gange være hensigtsmæssigt, at du bliver til næste dag.
Når du kommer hjem
Du kan genoptage dit vanlige aktivitetsniveau efter en til to dage
Hvis du får feber eller stærke smerter, er du velkommen til at kontakte Karkirurgisk Afsnit indenfor det første døgn efter udskrivelsen på tlf. 7844 5640.
Herefter skal du kontakte egen læge eller vagtlæge.
Kontakt ligeledes egen læge eller vagtlæge ved tegn til betændelse i dit operationssår; rødme, hævelse, sivning af væske samt feber.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Videre forløb
For at forebygge dannelse af blodpropper i hjerne og hjerte skal du resten af livet tage Hjertemagnyl eller Clopidogrel. Hjertemagnyl og Clopidogrel nedsætter blodpladernes evne til at klumpe sig sammen.
Du skal regne med at tage kolesterolsænkende medicin resten af livet. Vi anbefaler, at du jævnligt får kontrolleret dit kolesteroltal hos din egen læge, for eksempel hvert halve år. Dit LDL kolesteroltal må ikke være over 1,8 mmol/l. Kolesterolsænkende medicin bremser udvikling af åreforkalkning samt forebygger dannelse af blodpropper.
Du bliver ringet op af en karkirurgisk sygeplejerske cirka 4 uger efter udskrivelsen. Samtalen handler om, hvordan du har det. Tidspunktet for samtalen kommer i din digitale post.
Hvis du har fået foretaget operationen på grund af sår på underben/fod, bliver du indkaldt til sårkontrol 1-3 uger efter udskrivelsen i enten Sårcenter Viborg eller Karkirurgisk Klinik. Indkaldelsen kommer i din digitale post.
Mere information
Pårørende eller ledsagere kan ikke opholde sig i afdelingen af hensyn til dine medpatienter og pladsforholdene i afdelingen. Det gælder også på opvågningsstuen.
Din pårørende eller ledsager kan i stedet opholde sig på hospitalets øvrige opholdsarealer på etage 2 og 3.
Din pårørende eller ledsager bliver kontaktet, når du er klar til at blive hentet efter operationen.
Ovenstående gælder ikke ledsagere til børn og personer med handicap.
Kost
En sund kost er med til at forebygge sygdomme. Følg gerne de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen:
Spis planterigt, varieret og ikke for meget
Spis flere grøntsager og frugter
Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
Spis mad med fuldkorn
Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
Spis mindre af det søde, salte og fede
Sluk tørsten i vand
Rygning
Ethvert cigaretforbrug er skadeligt for både din sundhed og dit helbred.
Stopper du med at ryge, får du et betydeligt bedre helbred og styrker din sundhed. Selvom du har været ryger i mange år, har rygestop en positiv indvirkning på din sundhed.
Alkohol
Et stort alkoholforbrug er også skadeligt for både din sundhed og dit helbred.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne over 18 år højst drikker 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag.
Motion
Fysisk aktive personer har et bedre psykisk og fysisk helbred end inaktive personer.
Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at voksne er moderat fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen, og udøver fysisk aktivitet af høj intensitet 20-30 minutter 2 gange om ugen.
Moderat fysisk aktivitet kan blandt andet være at cykle på arbejde, at lave havearbejde og at tage trappen.
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Ring til Karkirurgisk bookingsekretariat, hvis du har spørgsmål til indkaldelse og booking.
Efter indgrebet
Tlf. 78 44 56 40
Ring til Karkirurgisk Afsnit, hvis der opstår problemer efter indgrebet.
Du kan ringe til afsnittet 24 timer efter udskrivelsen. Herefter skal du ringe til din egen læge eller vagtlægen.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1486313
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.