Vi vurderer, at du har risiko for at få sår på fødderne, hvis du anvender almindeligt fodtøj, der kan købes i skobutikker eller specialskobutikker. Derfor søger vi kommunen om tilskud til håndsyet fodtøj.
Fremstillingen af fodtøjet kan først begynde i det øjeblik kommunen har bevilliget tilskud.
Der er altid en egenbetaling. Spørg os for at høre, hvad den er i øjeblikket.
Om håndsyet fodtøj
Når du har fået bevillingen fra kommunen, skal du kontakte den ønskede leverandør.
De fleste kommuner har lavet en prisaftale med en håndskomager eller en bandagist, men du har lov til selv at finde en anden leverandør.
Der kan nogle gange være en prisforskel og dermed en større egenbetaling, som du altid bliver oplyst om, før de går i gang.
Der er forskel kommunerne imellem på, hvor lang tid sagsbehandlingen tager.
Du skal være opmærksom på, at i nogle kommuner skal du selv lave en elektronisk ansøgning, og kommunen kan også bede om yderligere oplysninger fra dig. Meld i så fald hurtigt tilbage, så bevillingen kan blive klar og fremstillingen af fodtøjet kan sættes i gang hurtigst muligt.
Fra du har fået bevillingen fra kommunen til du har et par godkendte sko, går der som regel 3 måneder.
Sådan foregår det
Den første gang tager leverandøren mål af dine fødder.
Den anden gang har leverandøren fået fremstillet en trælæst og en plastiksko, som du skal prøve.
På dette tidspunkt skal I blive enige om farve og model.
Tredje gang skal du prøve skindskoen uden bund.
Fjerde gang udleverer og kontrollerer leverandøren det færdige ortopædiske fodtøj.
Vær opmærksom på
Det er vigtigt, at du sikrer dig, at dit nye fodtøj ikke giver trykmærker. Derfor skal du efter 15 minutter tage skoene og strømperne af og tjekke, om der er røde eller hvide mærker på foden.
Er der ingen mærker, kan du have skoene på en halv time ad gangen. Derefter trapper du stille op og bruger skoene i længere og længere tid uden at tjekke.
Du skal til kontrol 1-2 uger efter, at du har fået udleveret det håndsyede fodtøj, hvor vi sikrer, at fodtøjet er i orden.
Når det første par er godkendt, kan der søges om at få fremstillet endnu et par.
Efterfølgende er man berettiget til 1 par fodtøj hver 18 måned.
Vinterfodtøj, indesko/sandaler, sikkerhedsfodtøj kan søges som ekstra bevilling.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Kontakt os, hvis du har spørgsmål til din behandling eller i øvrigt er i tvivl om noget i forbindelse med dit forløb.
Tlf. 78 44 56 30
Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/584709
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.