IPC står for Intermitterende Pneumatisk Compression.
IPC-behandling består af en manchet til arm eller ben, som ved hjælp af en lille pumpe fyldes og tømmes med luft. Det skånsomme tryk fra manchetten er med til at fjerne overskud af væske fra den arm eller det ben, der behandles.
Behandlingen skal lægeordineres.
Hvis du har ophobning af væske i en arm eller i et ben, som ikke kan fjernes på anden vis, kan du have glæde af IPC-behanding.
Ved IPC-behandling får du en manchet på armen eller benet. Manchetten er koblet til en pumpe, som blæser luft i manchettens kamre. Når manchettens kamre skiftevis blæses op, bliver din ophobede væske forsigtigt presset tilbage mod dit hjerte.
Pumpe og manchet bliver indstillet så de passer til dig.
Efter endt behandling slukkes pumpen igen og manchetten kan tages af.
Hvis du behandles på et ben, skal du ligge ned under behandlingen. Det skal du fordi der skal være fri passage, så væsken kan sendes retur mod hjertet.
Hvis du skal behandles på en arm, kan du godt være siddende.
I begge tilfælde skal du sørge for at have en behagelig stilling under hele behandlingen.
Når IPC-behandlingen er ordineret til dig, skal den foregå 2 gange dagligt i minimum ½ - 1 time ad gangen.
Behandlingen kan ikke ”overdoseres” – mange vender sig til at sove med udstyret på.
Sørg for at have de ting du skal bruge inden for rækkevidde og have klaret toiletbesøg, inden behandlingen går i gang – så er du fri for at skulle afbryde behandlingen midtvejs.
Behandlingen kan foregå i forbindelse med en kontrol, under indlæggelse og i hjemmet. Hvis du har et forløb i Sårcenteret, stiller vi udstyr til rådighed herfra.
Hvis du er færdigbehandlet på hospitalet, og du stadig har behov for IPC-behandling, kan du søge din hjemkommune om at få et apparat stillet til rådighed. Vi kan hjælpe dig med at lave en ansøgning
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Kontakt os, hvis du har spørgsmål til din behandling eller i øvrigt er i tvivl om noget i forbindelse med dit forløb.
Tlf. 78 44 56 30
Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/584662
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.