Hvis du i ugen op til operationen bliver syg, får udslæt eller sår på det ben, der skal behandles, skal du kontakte Karkirurgisk Klinik på telefon 7844 5660.
Vi har telefontid dagligt klokken 8.00-14.30
Om behandlingen
Blodpropper kan pludselig lukke for blodets passage i forkalkede blodkar eller kunstige årer. Er tillukningen opstået inden for de seneste 14 dage, kan det være en mulighed at opløse blodpropperne ved hjælp af medicin (trombolyse-behandling). Når medicinen har opløst blodpropperne, kan lægen som regel se, hvorfor de opstod, og behandle med ballonudvidelse (PTA) eller i sjældnere tilfælde en operation.
Blodkarrene skal røntgenundersøges med kontraststof, inden trombolyse-behandlingen kan begynde. Røntgenundersøgelsen foregår i lokalbedøvelse på afdelingen Røntgen og Skanning. Lægen indfører en tynd plastikslange (et kateter) i pulsåren gennem et lille snit i den ene lyske. Hvis lægen vurderer, at blodproppen kan opløses med medicin, føres et særligt kateter frem til den tillukkede del af blodkarret. Det sker gennem det først anlagte kateter.
Efter røntgenundersøgelsen bliver du kørt til Opvågningsafsnittet. Her bliver kateteret sluttet til en pumpe, der med regelmæssige intervaller giver en dosis af den medicin, der skal opløse blodproppen. Behandlingen varer cirka et døgn, hvor du skal overvåges i Opvågningsafsnittet.
Herefter skal du til en ny røntgenundersøgelse. Kontraststoffet indsprøjtes gennem det sidst anlagte kateter. Er tillukningen opstået på grund af en forsnævring i pulsåren, kan lægen formentlig behandle forsnævringen med det samme med en ballonudvidelse (PTA).
Det kan blive nødvendigt at fortsætte trombolyse-behandlingen i endnu et døgn eller to. Hvis det er tilfældet, skal du røntgenundersøges igen efter 24 timers behandling.
Du får et lille plastickateter (venflon) i armen eller hånden.
Du får et kateter i blæren.
Hvis du har smerter, kan du få smertestillende medicin – enten som tabletter eller direkte i blodåren gennem det lille plastickateter i armen eller hånden.
Du kan opleve en varmefornemmelse i kroppen, og du kan få forbigående smerter i foden på den side, behandlingen foregår.
Du skal ligge i sengen i yderligere to til seks timer efter, at behandlingen er afsluttet, og kateteret i lysken er fjernet. Den første time ligger du på Opvågningsafsnittet.
Herefter bliver du kørt til Karkirurgisk Afsnit til fortsat observation, pleje og behandling.
Hvis du er blevet behandlet med en ballonudvidelse, kan du udskrives dagen efter.
Hvis du skal opereres for blodproppen, afhænger udskrivningstidspunktet af operationens art. Det vil typisk være tre-fem dage efter operationen.
Hvis røntgenundersøgelserne ikke har kunnet afsløre årsagen til blodproppen, kan du blive udskrevet dagen efter behandlingen. Vi vil planlægge en medicinsk behandlingsplan samt opfølgning.
Risici og bivirkninger
Behandlingen er forbundet med en lille risiko for komplikationer:
Der kan opstå blødning fra indstiksstedet i lysken og meget sjældent blødning andre steder i kroppen under behandlingen.
Der kan optræde let hævelse og ømhed i lysken i nogle få dage.
Det er almindeligt, at huden bliver misfarvet omkring lysken, da lidt blødning ikke kan undgås. Dette er ufarligt.
Meget sjældent kan der opstå en regulær blødning, der giver sig udtryk i spændt og smertende hævelse. Dette kræver kontakt til lægen eller lægevagten.
I sjældne tilfælde kan den behandlede pulsåre stoppe til i efterforløbet. Det vil medføre, at der igen kommer symptomer.
Når du kommer hjem
Hvis du får blødning, feber eller stærke smerter, skal du kontakte Karkirurgisk Afsnit indenfor det første døgn efter udskrivelsen på tlf. 78 44 56 40. Herefter skal du kontakte egen læge eller vagtlæge.
Kontakt også din egen læge eller vagtlæge ved tegn til betændelse i dit operationssår – rødme, hævelse, sivning af væske samt feber.
Der er ikke nogen speciel genoptræning efter operationen, men det er vigtigt, at du træner ved at gå ture.
Vi anbefaler 2-3 daglige spadsereture. Gå så langt som muligt og i mindst 10 minutter per tur.
Videre forløb
Du bliver indkaldt til kontrol i Karkirurgisk Klinik efter cirka halvanden måned.
I den forbindelse vil du få målt blodtrykket på ankler og tæer, hvis der ikke er mærkbar fodpuls.
For at forebygge dannelse af blodpropper i hjerne og hjerte skal du resten af livet tage Hjertemagnyl eller Clopidogrel. Hjertemagnyl og Clopidogrel nedsætter blodpladernes evne til at klumpe sig sammen.
Du skal regne med at tage kolesterolsænkende medicin resten af livet. Vi anbefaler, at du jævnligt får kontrolleret dit kolesteroltal hos din egen læge, for eksempel hvert halve år. Dit LDL kolesteroltal må ikke være over 1,4 mmol/l. Kolesterolsænkende medicin bremser udvikling af åreforkalkning samt forebygger dannelse af blodpropper.
Hvis du har forhøjet blodtryk eller sukkersyge, er det vigtigt, at disse sygdomme er velregulerede. Begge sygdomme forværrer åreforkalkningen. Blodtrykket og blodets sukkerindhold skal kontrolleres af din egen læge eller eventuelt af en anden hospitalsafdeling med speciel viden om disse sygdomme.
Mere information
Pårørende eller ledsagere kan ikke opholde sig i afdelingen af hensyn til dine medpatienter og pladsforholdene i afdelingen. Det gælder også på opvågningsstuen.
Din pårørende eller ledsager kan i stedet opholde sig på hospitalets øvrige opholdsarealer på etage 2 og 3.
Din pårørende eller ledsager bliver kontaktet, når du er klar til at blive hentet efter operationen.
Ovenstående gælder ikke ledsagere til børn og personer med handicap.
Kost
En sund kost er med til at forebygge sygdomme. Følg gerne de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen:
Spis planterigt, varieret og ikke for meget
Spis flere grøntsager og frugter
Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
Spis mad med fuldkorn
Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
Spis mindre af det søde, salte og fede
Sluk tørsten i vand
Rygning
Ethvert cigaretforbrug er skadeligt for både din sundhed og dit helbred.
Stopper du med at ryge, får du et betydeligt bedre helbred og styrker din sundhed. Selvom du har været ryger i mange år, har rygestop en positiv indvirkning på din sundhed.
Alkohol
Et stort alkoholforbrug er også skadeligt for både din sundhed og dit helbred.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne over 18 år højst drikker 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag.
Motion
Fysisk aktive personer har et bedre psykisk og fysisk helbred end inaktive personer.
Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at voksne er moderat fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen, og udøver fysisk aktivitet af høj intensitet 20-30 minutter 2 gange om ugen.
Moderat fysisk aktivitet kan blandt andet være at cykle på arbejde, at lave havearbejde og at tage trappen.
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Ring til Karkirurgisk bookingsekretariat, hvis du har spørgsmål til indkaldelse og booking.
Efter indgrebet
Tlf. 78 44 56 40
Ring til Karkirurgisk Afsnit, hvis der opstår problemer efter indgrebet.
Du kan ringe til afsnittet 24 timer efter udskrivelsen. Herefter skal du ringe til din egen læge eller vagtlægen.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/578988
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.